Kampen om at blive en rigtig mand

En tidsmaessigt tonedøv manddomskonkurrence er udgangspunktet for den fint skildrede ungdomsserie ”En af drengene”.

UNGDOMSDRAMA

DANMARK, 2023 Instruktion: Teys Schucany Kan streames på Viaplay Fire afsnit a ca. 17 minutters varighed

Viaplays nylige eksperimenter med det meget korte serielle format baerer frugt. For et par uger siden havde den dystopiske fremtidssatire ”Arkitekten” premiere og formåede på fire afsnit af bare 20 minutters varighed at formidle en interessant og perspektivrig fortaelling.

Det samme – med nogle helt andre fortegn – gør Teys Schucany med ungdomsdramaserien ”En af drengene”, og i coming of age-fiktionen giver det korte format, der med sine flakkende, glimtvise, impressionistiske nedslag mimer ungdommens omskiftelighed, saerligt god mening.

Den 16-årige Lau (Jonathan Tage Pedersen) bor i en ikke naermere praeciseret dansk provinsby, der med sine indspiste koder og vaner kunne vaere hvor som helst. I første afsnit af ”En af drengene” – titlen dukker op skrevet i damp på en busrude på en måde, der minder om titelsekvenserne i Donald Glovers fremragende Hulu-serie ”Atlanta” – skal Lau med alle egnens 9.-klasse-drenge på en såkaldt mandetur. Her skal de konkurrere i den årelange tradition om at vaere en rigtig mand, og mens den 50 år gamle konkurrence for seeren lyder fuldkommen bedaget og tonedøv, går både drengene og de to voksne (Rasmus Botoft og Morten Burian), der selv har minder om konkurrencen fra deres ungdom, til den med liv og sjael.

Et overgangsritual

For konkurrencen står som et overgangsritual, der skal markere overgangen til den kommende voksentilvaerelse, og hvor dyster som tovtraekning, at finde vej med kompas og slaebe vand i spande er med til at holde tidligere tiders forestillinger om maskulinitet intakt.

Uden helt at vide, hvad der er galt, er Lau, hvis far vandt konkurrencen i sin tid, ikke helt med på fidusen. Han foregiver at interessere sig for fodbold og øl som alfaknaegten William (Oliver Tikotzki), der har et trofast følge af medløbere i sit slaebespor, men han efterlades udenfor, fordi han taler det ideelle mandesprog med for tyk accent og dermed afslører, at han ikke i helt så høj grad er en af drengene.

Helt ligeglad

Det er nytilflytteren Aksel hellere ikke, men han er til gengaeld helt ligeglad. Han er lige kommet til byen med sin mor, som har meldt ham til turen for at skaffe sønnen nogle venner. Aksel har øreringe og afbleget hår, og da han stikker Lau sin telefon, afslører den romantiske beskeder fra en anden dreng. Gennem Aksels ligefremme vaeremåde udstiller Schucany fint og loyalt

Laus akavede forsøg på tilpasning.

”En af drengene” er skåret lige lovlig skarpt og kommer ikke helt uden om en af ulemperne ved det ultrakorte format, nemlig at der ikke er så meget plads til dybdepsykologi. Figurerne – undtagen Lau og Aksel – har tendens til at blive funktionelle hjul i handlingen snarere end interessante og komplekse karakterer. Men sådan opleves virkeligheden selvfølgelig også af og til, når man bare er 16 år.

”En af drengene” er skåret lige lovlig skarpt og kommer ikke helt uden om en af ulemperne ved det ultrakorte format, nemlig at der ikke er så meget plads til dybdepsykologi.