Tyrkiet i den evige Erdogans jerngreb
Mens regeringscheferne rutinemaessigt afsendte deres lykønskningstelegrammer til Ankara, kunne man naesten høre det kollektive, dybe suk, der steg op fra Vestens hovedstaeder: Fem år mere med den uberegnelige Recep Tayyip Erdogan som tyrkisk praesident. Ikke just, hvad den frie verden, der har nok at se til på alt for mange fronter, har brug for.
Erdogan vandt i triumf i anden og afgørende runde af valget på sin saedvanlige cocktail af trusler, sammensvaergelsesteorier, staerk mand-attitude og en tiltagende nationalistisk kurs tilsat en islamisering, som ikke engang laengere kan kaldes snigende. I 100-året for Kemal Atatürks skabelse af den sekulaere republik risikerer Tyrkiet under en genvalgt og styrket Erdogan – nu i sin (formentlig) sidste praesidentperiode – en tilbagerulning mod mere islamisk mørke og tiltagende totalitarisme. Stakkels Tyrkiet.
De mange forudsigelser om, at Tyrkiets store økonomiske og sociale problemer foruden en elendig håndtering af de store jordskaelv ville afgøre valget, blev gjort til skamme. Det lykkedes igen Erdogan at gøre valget til et spørgsmål om sin person, lydigt bakket op af de statskontrollerede medier, hvor kun han er til stede, og hvor han dikterer dagsordenen: Erdogan mod resten af verden. For et flertal er det stadig vigtigst, at han kan placere Tyrkiet internationalt, skabe respekt om republikken og tale Nato og EU midt imod. Det gaelder i øvrigt også de tyrkere med stemmeret i udlandet, som ikke lader sig påvirke af, at tyrkerne derhjemme naegtes mange af de rettigheder, som de selv nyder i f.eks. Danmark. Det må virkelig undre.
Heller ikke den historiske alliance mellem hele seks oppositionspartier, der gik til valg på at demokratisere Tyrkiet og vriste landet frit af Erdogans jerngreb, kunne vippe ham af pinden. Praesidenten fik igen held til at rykke oppositionen over i terrorlejren, fordi den også omfatter det kurdiske mindretal. Erdogans dem og os-splittelse af det tyrkiske samfund har dermed fejret en ny triumf. Efter 20 år ved magten formåede den 69-årige enehersker igen at saelge sig selv som fremtidens mand. Hans tiltagende undertrykkelse af menneskerettighederne og civilsamfundet spiller åbenbart ingen rolle for flertallet af tyrkere.
Hvad der hidtil har vaeret slemt, kan nu sagtens blive endnu vaerre på den internationale scene. En styrket Erdogan kan vaere fristet af at radikalisere sig selv. Der er ingen garanti for, at Sverige får et nådigt nik fra ham til at blive optaget i Nato på Nato-topmødet om halvanden måned. Der er slet ingen garanti for, at han opgiver sin midterposition mellem Vesten og Rusland, hvor han holder Tyrkiet uden for sanktionerne mod Kreml. Og der er helt sikkert ingen garanti for, at undertrykkelsen hjemme lempes så meget, at Tyrkiet igen kan naerme sig EU.
Alle forhandlinger om et tyrkisk EU-medlemskab er for laengst lagt på is. Nato skal vaere glad, hvis man undgår en større debat om, hvorvidt Tyrkiet ikke bør smides ud af alliancen, sådan som Erdogan konstant underløber sine partnere. Tyrkiets placering på kanten af Mellemøstens krudttønde er for strategisk vigtig til, at det kan komme på tale. Men reelt har Erdogan kørt Tyrkiet ud af det vaerdifaellesskab, som Nato også er.
Tyrkiet kan gå stramme tider i møde. Sådan har et flertal af vaelgere besluttet. Den illusionsløshed, som i forvejen tyranniserer den internationale dagsorden, har fået et nyk til. Det må Vesten så bare tage bestik af.