Nutidens maend har aldrig haft fat i den lange ende, men betaler for fortidens synder

Det er et ganske tankevaekkende faenomen, måske De har bemaerket det, at maend nu om dage – mest politikere, men også skuespillere, corona- og andre eksperter og diverse prismodtagere – når de skal fotograferes i flok, konsekvent stiller sig med haenderne foldet foran kønsdelene som forsvarende fodboldspillere ved frispark. Mest yngre til midaldrende maend, men ikke sådan en som Lars Løkke Rasmussen, ikke blot fordi hans arme er for korte, men det er han for autentisk til.

Ked af at sige det, men de pågaeldende ligner en undskyldning for sig selv, selv om nogle af dem forsøger at kompensere ved på studievaertvis at stå i bredstilling. For en generation siden var haenderne foldet bagpå, skuldrene tilbage. Nu haenger de.

Er det et stort problem? Nej, blot en smule irriterende, når man har fået øje på det. Tillidsvaekkende er det ikke. Der er selvfølgelig problemet med, hvor man gør af haenderne, og man formoder, der et eller andet sted bagved befinder sig en medieekspert, hvis råd der følges.

Interessant at taenke på, hvordan man i fremtiden vil tolke sådanne billeder. Det er jo en kendt sag fra ikonologien, at menneskers fremtoning på portraetter og den slags i høj grad afspejler tidsånden. Således er forandringerne som følge af Reformationens omvaeltninger tydelig i tidens portraetter; hvor de i begyndelsen af det 16. århundrede signalerede åbenhed og styrke, praegedes de efter 1530 af tilbageholdenhed og aengstelighed. For eksempel.

Man kan se faenomenet i forhold til yngre maends situation i dagens vestlige verden. En lynhurtig medieanalyse (Google!) viser, at kvinder sjaeldent indtager posituren, nok ikke kun fordi de ikke har noget at miste mellem benene, men fordi de sidder på tidens flaesk.

Hvad udtrykker maend, som står med haenderne således foldet? Udover kastrationsangsten en vis medgørlig uskyldighed og ydmyg selvudslettelse. Tilsat en hel del hykleri. De ser ud som det, de er, yngre til midaldrende maend i en verden, domineret af kvindelige vaerdier, for ikke at sige moderlige.

Faenomenet er både symbolsk og symptomatisk, men ikke repraesentativt for alle maend, mest for dem med en vis mellemledermagt, som ved, at de skal fungere i en verden af fremstormende kvinder og gerne vil nedspille egen magt.

Udover dem er der i den modsatte ende af spektret maend uden ansvar for meget andet end sig selv. De fotograferes som frie maend med markering af mandighed med muskler, tatoveringer og måske fuldskaeg a la vildmaendene i det danske rigsvåben. De folder ikke haenderne på den måde.

Nu vi er ved dem – vildmaendene i det danske rigsvåben – er det så egentlig ikke saert anakronistisk, at de får lov til at stå der uantastet? Burde de ikke skiftes ud med to moderne, hjaelpsomme maend med haenderne paent foldet over kuglerne? Eller endnu bedre, med to af et helt andet køn, lige meget hvilket.

Lad os antage, hvad der ikke er løgn, at maend i almindelighed har haft fat i den lange ende i en rum tid, århundreder ligefrem. At de med rimelighed burde saette sig lidt laengere ned i bussen. Så er det blot ikke helt retfaerdigt, at det skal gå ud over de mandegenerationer, der lever netop nu, for de har aldrig haft fat i den lange ende. De betaler prisen for fortidens synder: ”Faedrene aede druer, sønnernes taender bli’r sure.”

Synd for dem. Men helt aerligt: Kunne de ikke finde andre måder at stå på? Forskellige måder.

Faenomenet er både symbolsk og symptomatisk, men ikke repraesentativt for alle maend, mest for dem med en vis mellemledermagt.