Hvem skal passe på det sociale i socialpolitikken?
I sidste uge landede de naeste års økonomiaftale mellem regeringen og KL, og med i aftalen kom 6 af de 11 anbefalinger, et såkaldt ekspertudvalg kom med i begyndelsen af maj. Et udvalg, som skal komme med forslag til strammere økonomisk styring for den samme pose penge.
Tag ikke fejl! Vi ønsker også, at de skattekroner, som bruges på socialområdet, bruges effektivt, og at økonomien er baeredygtig. Og det er godt, at økonomiaftalen indeholder et eftersyn af de sociale tilsyn og et fokus på bedre viden og data. Det vil spare en del administrativt bøvl uden at saenke kvaliteten, og vi er mange, som har foreslået dette til skiftende regeringer. Og det er godt, at anbefalinger om at aendre formålsparagraffen i serviceloven og øget mulighed for lokale serviceniveauer ikke er med.
Men der er grund til bekymring. For aftalen er en mavepuster til de mennesker, der har brug for vores hjaelp, og til de fagligt dygtige socialarbejdere, der hver dag professionelt hjaelper mennesker med komplicerede udfordringer i livet. For anbefalingerne laegger op til en massiv forandring af socialpolitikken i Danmark. En forandring, der vil staekke mulighederne for at sikre specialiseret hjaelp til voksne med et misbrug eller et handicap. Og som er et alvorligt angreb på retssikkerheden for dem, det hele handler om.
Grundlaeggende er aftalen et knaefald for, at økonomi skal styre socialpolitikken frem for faglighed. F.eks. når der laves en beløbsgraense, så man som voksen med et handicap ikke kan vaelge sit hjem og ønske et dyrere tilbud end det, kommunen har visiteret til. Eller når der laves takstloft på krisecentre og herberger, så børn og voksne, der lever i vold eller hjemløshed, ikke kan få den rette faglige hjaelp.
Vores bekymring er saerligt stor, når man afsaetter 1,5 mia. kr. til at udbygge den kommunale botilbudskapacitet over de naeste tre år. De ikke-kommunale tilbud har ifølge socialministeriets tal den højeste specialisering og den højeste kvalitet og hjaelper de mennesker, der har de mest komplekse udfordringer. De mennesker lades i stikken, når kommunerne skal etablere egne tilbud, hvor de ikke kan oppebaere den samme specialisering for små målgrupper. Og det er meningsløst, når der i dag eksisterer specialiserede botilbud af høj kvalitet, der hjaelper mennesker med handicap, misbrug, psykiske udfordringer og sociale problemer – ofte i en kompleks kombination. De risikerer nu ikke at få den specialiserede hjaelp, de har brug for.
Vi har begge arbejdet på det specialiserede socialområde i mange år. Og det undrer os, at aftalen ikke i stedet prioriterer forebyggelse.
For hvorfor tilsiger logikken, at vi skal vente med at hjaelpe, til problemerne er blevet så komplekse, at hjaelpen er blevet tilsvarende dyr?
Hvorfor skal vi investere i flere institutioner frem for at saette ind i tide? Investering i forebyggelse er en langsigtet investering, ja, men det skaber både bedre liv og sparer penge.
Og det undrer os, at man ikke investerer i flere og bedre uddannede socialrådgivere. Vi møder hver dag socialrådgivere, ofte nyuddannede, der gør deres bedste, men som ikke har viden til at forstå de behov, de børn eller voksne, de skal hjaelpe, har. De har ofte for mange sager og er underlagt en styringsmaessig sparelogik. Hvorfor er det, at man ikke har sat penge af til at investere i dem frem for at spare på administrationen, der også indbefatter socialrådgivere?
Direktør, LOS
Generalsekretaer, Livsvaerk
Vi har et faelles ansvar for at sikre høj kvalitet og økonomisk baeredygtighed på det specialiserede socialområde. Men vi har også et faelles ansvar for at passe på de børn, unge og voksne, der lever med sociale udfordringer eller handicap. Og når regeringen og KL omdanner socialpolitikken til kortsigtede økonomiske styringslogikker, så råber vi op og stiller os foran. For nogen skal passe på det sociale i socialpolitikken.
Faktisk mener vi, at anbefalingerne er en voldsom mavepuster til alle de mennesker, der har brug for vores hjaelp, og til de fagligt kompetente socialarbejdere.