Ryd op i sanktionerne
Kommunerne begår mange fejl, når de sanktionerer kontanthjaelpsmodtagere, der gentagne gange ikke står til rådighed. Det fremgår af en ny undersøgelse fra Ankestyrelsen.
Undersøgelsen har resulteret i kritik af kommunerne fra flere sider, og der har vaeret flere historier om kontanthjaelpsmodtagere, der uretmaessigt har fået frataget deres ydelse. Men sagen er mere nuanceret, end medierne giver indtryk af.
Kommunerne skal selvfølgelig overholde reglerne og kun traekke kontanthjaelpsmodtagere i ydelsen, når de ikke lever op til deres pligt om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Men et andet vigtigt punkt i undersøgelsen er, at den illustrerer, at de nuvaerende sanktionsregler er omfattende, bureaukratiske og ugennemskuelige.
Lad mig naevne nogle eksempler.
For at sanktionere en kontanthjaelpsmodtager, der ikke møder op til en samtale, skal kommunen gøre, hvad den kan, for at komme i kontakt med vedkommende. Reglerne siger, at kommunen skal vaere helt sikker på, at der ikke er en rimelig grund til, at personen ikke er mødt op.
Her skal kommunen altså holde tungen lige i munden, når den skal vurdere, hvad der er rimeligt eller ej. Samtidig står det også hen i det uvisse, hvornår kommunen har gjort nok for at kontakte personen.
Et andet eksempel er, at kommunerne har pligt til at vejlede personer på kontanthjaelp om deres rettigheder og pligter hvert halve år.
De har tilmed pligt til at gøre det hyppigere, hvis kontanthjaelpsmodtageren har behov for det – ellers må kommunen ikke sanktionere.
Men her må man stille spørgsmål ved, om det ikke er tilstraekkeligt at informere om reglerne én gang. På andre lovområder er det borgernes egen pligt at vaere orienteret om reglerne.
Et tredje eksempel er, at kommunerne i saerligt alvorlige tilfaelde kan traekke kontanthjaelpen i op til tre måneder, hvis en person flere gange bliver vaek fra samtaler på jobcentret.
Der er dog enormt store forskelle på, hvorvidt kommunerne bruger den sanktion. I Københavns Kommune sanktionerede man 56 personer i 2. kvartal 2022, mens 70 kommuner ikke sanktionerede en eneste i samme periode.
Vicedirektør, beskaeftigelse og arbejdskraft, Dansk Arbejdsgiverforening
Det er blot tre eksempler på en meget lang liste af snørklede og administrativt ressourcekraevende regler, der skaber uklare rammer for kommunernes arbejde.
Og med uklarheden stiger risikoen desvaerre også for fejl og uretmaessige sanktioneringer – på samme måde, som de snørklede regler fører til en risiko for, at nogle, som burde sanktioneres, ikke bliver det.
Derfor er der behov for, at man som led i reformen af jobcentrene kigger på reglerne om sanktioner og gør dem markant mere enkle.
Samtidig bør man indtaenke digitale løsninger og automatisering, hvilket kan gøre sagsbehandlingen mindre ressourcekraevende og mere effektiv.
Det vil vaere til gavn for både borgernes retssikkerhed og for kommunerne, så de kan sikre, at det vigtige princip om ret og pligt kan håndhaeves i praksis, så flest muligt kommer i arbejde igen.