Velfaerdsstaten er slet ikke den store lighedsskaber, som mange tror
Myten om velfaerdsstaten som en sikker garant for lighed er sejlivet, fordi omfanget af og kilderne til uligheden i velfaerdsstaten er uigennemskuelige.
Da det kom frem, at nogle patienter ved hjaelp af trusler om klager til sundhedsministeren, regionspolitikere mv. havde vaeret i stand til at komme foran i køen til kraeftoperationer på mave- og tarmkirurgisk afdeling på Aarhus Universitetshospital, var det en stor nyhed, at det havde vaeret muligt at få bedre sundhedsydelser, hvis man vidste, hvordan man skulle begå sig som patient. Det burde egentlig ikke undre nogen, for det er veldokumenteret i forskningen, at de patienter, som har ressourcerne til tale deres egen sag – de laengste uddannelser, de staerkeste pårørende osv. – også får den bedste behandling i sundhedsvaesenet.
Vi har problemer med faldende produktivitet i det danske sygehusvaesen, og i det hele taget er et af de vaesentligste samfundsproblemer i Danmark, at produktiviteten i den offentlige sektor ikke stiger i sammen grad som i den private sektor. Derfor har jeg ofte foreslået, at man i højere grad inddrager private leverandører som konkurrenter til de offentlige velfaerdsleverandører, da man ved, at markedskonkurrence generelt er et af de bedste midler til at fremme effektivitetsstigninger. I den forbindelse er det første modargument, jeg møder, naesten altid, at private velfaerdsløsninger skaber ulighed, fordi de giver mulighed for, at man kan købe sig til bedre sundhedstilbud, hvis man har mange penge.
Hertil kan man så blot tørt konstatere, at offentlige velfaerdsløsninger også skaber ulighed, fordi man eksempelvis kan tale sig til bedre sundhedstilbud, hvis man kan gennemskue, hvordan det offentlige velfaerdssystem virker og kan påvirkes.
Det er endvidere vaerd at se lidt naermere på, hvilken indsats borgerne skal yde for at opnå den ulige adgang til bedre sundhedsydelser. Hvis du vil have adgang til bedre sundhedsydelser i et privat, individuelt finansieret sundhedssystem, bliver du nødt til at arbejde hårdere og/eller smartere for at tjene flere penge. Dette vil også skabe mere vaerdi for hele samfundet, da den øgede arbejdsindsats giver en større produktion af varer og tjenesteydelser, som andre borgere i samfundet får adgang til at kunne forbruge.
Derimod skaber det ingen form for samfundsmaessig vaerdi for andre end borgeren selv at gøre en indsats for at komme forrest i køen eller på anden vis påvirke beslutningerne hos medarbejderne i sundhedsvaesenet eller andre dele af den offentlige sektor.
Når borgeren bruger tid, evner og energi på at påvirke det offentlige system til sin egen fordel, sker der et generelt samfundsmaessigt velfaerdstab.
Borgerens systempåvirkende indsats kommer kun borgeren selv til gode (og andre borgere til skade), men borgeren kunne jo i stedet have brugt tid, evner og energi på at producere varer og tjenesteydelser, som andre ville købe og nyde godt af. Dette faenomen er velbeskrevet i forskningen i beslutningsprocesser i politiske system, hvor det kaldes for rent-seeking.
Det er relativt uklart for en stor andel af borgerne, hvad man helt konkret skal gøre for at opnå de bedre velfaerdsydelser i et offentligt velfaerdssystem. Det, man med sikkerhed kan konstatere, er, at penge ikke spiller en rolle (da vi heldigvis har en meget lav grad af korruption i Danmark).
Det gør derimod et indgående kendskab til det offentlige system, der ikke lige kan beskrives kort og praecist. En gennemsnitlig offentlig embedsmand kan således forventes at have stor indsigt i, hvordan han kan påvirke andre offentligt ansattes beslutninger til egen fordel ved at trykke på de ”rigtige knapper” vedrørende klager, politikerhenvendelser mv.
Borgere uden det sammen indgående systemkendskab til den offentlige sektor – f.eks. en succesfuld håndvaerksmester med langt større indkomst og dermed større skattebetaling – kan tilsvarende forventes at have meget dårligere muligheder for fremme deres egen sag. Et privat, individuelt finansieret