Begraensninger tøjler ikke sociale medier

Lovgivning og undervisning i, hvordan vi – og vores børn – omgås sociale medier, er den eneste rigtige vej at gå. Hvis man begraenser adgangen, finder unge bare andre kanaler at kommunikere ad.

I et interview med Jyllands-Posten den 21. maj argumenterer Stine Liv Johansen, lektor ved Center for Børns Litteratur og Medier, imod SF’s forslag om at fastsaette en aldersgraense for adgangen til de sociale medier.

Aldersgraensen skal ifølge SF’s gruppeformand, Karina Lorentzen Dehnhardt, »beskytte unge mod afhaengighedsskabende sociale medier og åbenlyst skadeligt indhold«.

Som Johansen pointerer, kan en aldersgraense dog ikke stå alene i forsøget på at løse problemet med, at børn bliver afhaengige af sociale medier, og det er heller ikke ubetinget ønskeligt eller forsvarligt at indføre en aldersgraense.

For det første er det formentlig de faerreste børn og deres foraeldre, der vil kunne se den umiddelbare fordel i indførelsen af en aldersgraense i forhold til de muligheder, de sociale medier giver børnene for at kommunikere med deres venner, sådan som Johansen også naevner det. Derfor vil de fleste foraeldre med stor sandsynlighed blot vaelge at omgå aldersgraensen ved f.eks. selv at oprette en konto for deres børn, sådan at børnene alligevel kan bruge de sociale medier.

For det andet, som Johansen ligeledes pointerer, er internettet og diverse digitale platforme i løbet af de seneste årtier blevet en så almindelig og vaesentlig del af folks liv, at det at fratage dem adgangen til dem udgør et betydeligt indgreb i deres privatliv. Et sådant indgreb vil i større eller mindre grad begraense folks mulighed for at udøve deres forskellige rettigheder, såsom retten til ytrings- og informationsfrihed, retten til at deltage i den offentlige debat osv.

Som det så tydeligt illustreres i TV 2’s dokumentar ”Spionerne bag skaermen”, følger der et vaesentligt antal negative konsekvenser med den digitale udvikling og den rolle, diverse teknologier har fået i dagligdagen. Således indsamles der utaenkeligt store maengder informationer om folks private samtaler, hvor de befinder sig, hvad de laver, deres politiske holdninger, deres seksuelle praeferencer, deres forbrugsvaner og meget andet.

Denne indsamling foregår ofte, uden at folk er klar over det, saerligt fordi de faerreste laeser de vilkår og betingelser, der følger med forskellige internetopkoblede apparater, og hvor virksomhederne påberåber sig retten til at indsamle informationerne. Informationerne saelges til tredjeparter verden over, uden at folk har nogen mulighed for at gøre indsigelse imod det, og kan analyseres og derefter anvendes til at manipulere folks ageren som forbrugere, som vaelgere osv.

Alle disse konsekvenser gør sig også gaeldende for de børn, der har adgang til internettet og anvender forskellige teknologier – måske endda i endnu højere grad end for voksne, eftersom voksne som regel er bedre i stand til at forholde sig kritisk til konsekvenserne.

Men at forbyde børn adgangen til internettet og de digitale platforme er udelukkende symptombehandling. Det vil altid vaere muligt at omgå de kontroller, der implementeres. Derudover vil indførelsen af en aldersgraense blot føre til irritation blandt de berørte børn og deres foraeldre, som mister muligheden for at kommunikere med deres venner.

Frem for at begraense børnenes adgang til de sociale medier bør regeringen, som det blev foreslået af blandt andre rådgiver i dataetik og datademokrati Pernille Tranberg i Jyllands-Posten 5/5 2022, saette undervisning og oplysning om teknologiens fordele og ulemper på dagsordenen.

Den teknologiske udvikling er gået så hurtig, at den gaengse person, om det er et barn eller en voksen, har alt for lille indsigt i, hvordan diverse teknologier fungerer, til at kunne vurdere, hvilke konsekvenser det kan have at benytte sig af dem. Derfor er det nødvendigt at instruere folk i, hvordan man i kraft af diverse apparaters indstillinger kan begraense maengden af data, der indsamles og deles, og ikke mindst, hvilke juridiske rettigheder de har med hensyn til databeskyttelse.

Derudover bør regeringen udarbejde lovgivning, som begraenser virksomheders mulighed for i det skjulte at indsamle, dele og saelge data samt for at anvende disse data til at manipulere forbrugernes vaner.

En sådan lovgivning vil vaere i tråd med Europa-Kommissionens forslag fra 2022 om en ny dataforordning (COM/2022/68), som skal give forbrugere bedre mulighed for at opnå indsigt i den data, der genereres om dem, og for i højere grad selv bestemme, hvordan de deles, og som vil fastsaette rammer for forebyggelsen af ulovlig deling af data.

At afskaere børn fra de sociale medier vil blot skubbe dem over på andre digitale platforme for at kommunikere med hinanden. Det vil så motivere virksomhederne til at udvikle nye metoder og produkter for at omgå aldersbegraensninger og eventuelle andre begraensninger for, hvad børn må foretage sig, sådan at de igen kan nyde godt af de informationer, der kan indsamles.

Dernaest vil det så vaere nødvendigt endnu en gang at indføre nye forbud mod forbrugerne, hvis muligheder yderligere begraenses, skubber dem over på andre platforme og motiverer til udviklingen af nye platforme, og sådan kan vi blive ved.

Cand.mag. og stud.scient.soc., Paris

At forbyde børn adgangen til internettet og de digitale platforme er udelukkende symptombehandling. Det vil altid vaere muligt at omgå de kontroller, der implementeres.

Vejen til at begraense de negative konsekvenser af den teknologiske udvikling er derfor ikke at afskaere forbrugerne fra at benytte sig af de forskellige produkter, men derimod i tilstraekkelig grad at oplyse dem om de konsekvenser, brugen af produkterne kan have for beskyttelsen af deres privatliv og for deres psykiske helbred, hvad man kan gøre for at forebygge disse konsekvenser, og derudover ved hjaelp af lovgivning at begraense virksomhedernes muligheder for at indsamle, saelge og misbruge forbrugernes informationer.

I denne forbindelse er den eksisterende databeskyttelseslovgivning, som GDPR fordrer, allerede et staerkt juridisk redskab til at sikre folk imod uønsket indsamling og deling af informationer om dem. Realiteten er desvaerre bare, at myndighederne ikke i tilstraekkelig grad er i stand til at håndhaeve denne lovgivning, hvilket ikke mindst skyldes, at de bøder, virksomheder kan idømmes for at overtraede lovgivningen, ofte ikke har nogen vaesentlig betydning for den omsaetning, deres ulovlige praksis genererer.

Dertil kommer, at de store og veletablerede tech-virksomheder i kraft af deres enorme omsaetning og konkurrencedygtighed i høj grad kan påvirke den politiske dagsorden og orientere den til deres fordel. Denne mulighed har forbrugerne ikke, og derfor befinder forbrugerne sig i en uretfaerdig situation, som det er op til politikerne at hjaelpe dem ud af.

Det er ligeledes op til politikerne at sikre, at den måde, de hjaelper forbrugerne ud af denne situation, ikke ender med at blive en bjørnetjeneste og forhindrer dem i at udfolde sig socialt, politisk osv. SF’s forslag om at fastsaette en aldersgraense for adgangen til de sociale medier vil gøre både børn og foraeldre en bjørnetjeneste, og maengden af negative konsekvenser, der vil følge et sådant tiltag, er alt andet lige større end maengden af positive konsekvenser.