Danmarks Paedagogiske Universitet er ikke et sted for mennesker med kaerlighed til videnskab og paedagogik
Vi oplever ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster samt angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament.
forsker i paedagogik
Frem til 2000 var laerernes videreuddannelse organiseret i regi af Danmarks Laererhøjskole, som havde rødder tilbage i 1800- og 1900-tallets folkelige og demokratiske oplysning.
Paedagogerne gik på Danmarks Paedagoghøjskole, som blev etableret i 1996, og som havde rødder i laererhøjskolens baggrundstraditioner. Men i 2000 blev det hele – sammen med yderligere et par institutioner – fusioneret ind i en ny institution, nemlig Danmarks Paedagogiske Universitet (DPU).
Denne fusion skete vel at maerke i et opgør med isaer laererhøjskolen, der blev opfattet som alt for praksis- og skolerettet.
I stedet tog DPU’s første rektor, idehistorikeren Lars-Henrik Schmidt, udgangspunkt i begrebet ”laeringsadfaerd”, som det hed i konkurrencestatens unge år. Schmidt havde sit helt eget filosofiske system, den såkaldte samtidsdiagnose, som var inspireret af en blanding af den franske strukturkommunist Althusser og den sene Nietzsche – en slags tragisk tilpasning til den politiske økonomis herredømme.
Schmidt konstruerede fire faglige discipliner, som skulle holde lidt styr på laeringsadfaerden, nemlig paedagogisk psykologi, paedagogisk antropologi, paedagogisk sociologi og paedagogisk filosofi. Alle fire områder fik både en kandidatuddannelse og et ledsagende institut.
Laererhøjskolekredsene protesterede, så Schmidt tilføjede en uddannelse i ”generel paedagogik” med et tilhørende institut. Så var der styr på det. Almenpaedagogikken var nu en slags modstandsrest på laeringsadfaerdens praemis.
DPU’s faglige og organisatoriske eksistens var altså funderet på ”laeringens” opgør med landets paedagogiske tradition – et opgør, som i de år bredte sig hos samfundets politiske elite. På DPU opretholdt man dog et vist kritisk momentum op gennem de tidlige 00’ere, dels pga. efterladenskaber fra laererhøjskolens tradition og dels pga. dele af den kritiske tradition fra 1970’erne, som Schmidt selv var en del af.
PU startede op under Undervisningsministeriet, men fra 2005 kom institutionen under Forskningsministeriet og dermed også under den helt nye universitetslov, som omdannede universiteterne til centralt styrede forskningskoncerner i vaekstens navn – en ideologisk proces, som blev forstaerket af globaliseringsaftalerne i 2006.
På DPU blev dette skifte isaer tydeligt fra 2008, hvor der skete to ting på samme tid. For det første blev DPU en del af Aarhus Universitet, hvor en ny rektor fra Verdensbanken ville omdanne universitetet til en global koncern af eksploderende nysprog og en naermest vild centralisering.
Dermed overgik DPU fra at vaere et selvstaendigt universitet til at vaere et fakultet under et ideologisk radikaliseret Aarhus Universitet. For det andet kom der en ny dekan for DPU, Lars Qvortrup, som med det samme støttede universitetets og forskningspolitikkens nye idealer. Nu stod den på relevans, laering, data og evidens, og man sammenlignede Lars Løkke Rasmussen med Martin Luther King.
Qvortrup ville omdanne hele Schmidts bygning i eget billede, men stadig med ”laering” som udgangspunkt. F.eks. forsøgte han at nedlaegge den filosofiske uddannelse. I stedet etablerede han en kandidatuddannelse i ”uddannelsesvidenskab”, hvor globaliseringspolitikken og de nye organisationsformer på en tilpasningsdygtig måde kunne spille sammen med en helt taemmet inspiration fra Foucault. Kort sagt gik ”laeringsadfaerden” nu i kontakt med det nye globaliseringsbureaukrati, mens Schmidts faglige discipliner og den videnskabelige tradition, som i forvejen var løst funderet, mistede indflydelse.
Qvortrup var tilhaenger af en teknisk version af Niklas Luhmanns systemteori, og han samlede hurtigt åndsfaeller omkring sig – herunder den indflydelsesrige professor Jens Rasmussen og den senere DPU-leder Claus Holm. En raekke af de gamle Foucault-folk lagde sig som naevnt også paent ned i det nye system. Med denne dannelsesfjendtlige konstruktion blev DPU en kraftfuld forstaerker af de dybt instrumentaliserede skole- og laereruddannelsesreformer i 2013, som mange i dag skaelder ud på.
Da Aarhus Universitet implementerede en stor og kostbar reorganisering i 2011, blev DPU endnu engang degraderet, denne gang fra fakultet til institut. Qvortrup forlod sin post, og Hanne Løngreen blev ny institutleder under Mette Thunø, som blev dekan for et nyetablerede fakultet ARTS. Thunø ville lave det ”fraekke universitet”, og centraliseringen gik amok. Løngreen
fortsatte indtil 2014, hvor hun flyttede til RUC. I 2013 fik universitetet ny rektor, Brian Bech Nielsen, som med det samme skilte sig af med Thunø. I stedet udnaevnte han Johnny Laursen som dekan. Både Nielsen og Laursen havde støttet universitetslovene op gennem 2000’erne, og de havde også vaeret ukritiske mellemledere i det nye globale universitet. De var indbegrebet af den nye ånd, og Bech Nielsen ivaerksatte straks en fyringsrunde, der skulle skaffe midler til ”strategisk ledelse”.
Ny institutleder på DPU blev Claus Holm, som have vaeret kommunikationschef/dekan siden DPU’s oprettelse i 2000. Holm var selv kraftigt inspireret af Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, og faktisk også af Lars-Henrik Schmidt. Holm lagde ud med at nedlaegge et klassisk professorat i paedagogik, som ellers lige var besat. I stedet oprettede han nogle strategiske MSO-professorater, som blev befolket af folk med den godkendte indstilling.
Holm inkarnerede de mest problematiske sider af forskningspolitikkens og DPU’s historie. Han blev fan af konkurrencestaten, OECD og ”laering som livsform”, hvilket skulle afløse alt, hvad der mindede om den paedagogiske tradition i landet. Og det nye ARTS-fakultet bakkede op. Som tidligere kommunikationsleder fik han med sine synspunkter også magt over DPU’s kommunikationssystemer, som fik et ideologisk og ensrettet praeg. Og de gamle kritiske traditioner blev konstant udgraenset, hvis de da ikke makkede ret i de nye begrebsmaessige systemer. Laerere og forskere som kendte til de paedagogiske traditioner var oprørte.
Helt almindelige kritiske indlaeg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsesaktioner, som kun offentlige protester kunne saette en foreløbig stopper for. Hele denne faglige og organisatoriske konstellation var en tragedie for landets videnskab og paedagogik. Det var konsekvensen af at gå fra videnskab og paedagogik til laeringens livsform under konkurrencestatens herredømme.
Fra 2017-2020 blev den skole- og uddannelsespolitiske debat i højere grad domineret af aeldre kritiske traditioner, hvilket ikke mindst skyldtes undervisningsminister Merete Riisagers og professor Svend Brinkmanns indflydelse, og også i Aarhus Universitets bestyrelse var der kommet folk, der kunne tale dannelsens og paedagogikkens sag. I den periode var der derfor lidt stille, mens DPU’s ledelse eksperimenterede med forskellige posthumanistiske og OECD-inspirerede konstellationer af laeringsideologien.
I skrivende stund er man imidlertid tilbage i sporet fra omkring 2008-2015 med ideologisk betingede afskedigelser af kritiske røster samt angreb på de klassiske fagområders betydning og kritiske fundament.
Og i 2022 fik DPU’s og ARTS’ ledelse foranstaltet et universitetspaedagogisk dokument, som understøttede en centraliseret laeringsideologi, der lå i klar forlaengelse af skolereformens tankegods. Dette dokument var et direkte opgør med universitet som videnskabelig institution i samfundet.
DPU og ARTS ved Aarhus Universitet er kort sagt ikke et sted for mennesker med kaerlighed til videnskab og paedagogik.
Helt almindelige kritiske indlaeg blev nu opfattet som tilsvining, mobning og samarbejdsvanskeligheder, og kritikerne blev udsat for kraftige ledelsesaktioner.