Forsvar under forvandling
Bedre sent end aldrig. Mere end et år efter, at fem partier i Folketinget indgik en aftale om at haeve forsvarsudgifterne til 2 pct. af bnp, kunne fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) praesentere regeringens udspil. Og dermed er der omsider lagt op til, at Folketingets partier kan komme i realitetsforhandlinger om Forsvarets fremtid.
143 mia. kr. lyder rammebeløbet på, og heraf vil 105 mia. kr. ifølge regeringen gå til nye forsvars- og sikkerhedspolitiske prioriteter. Resten skal gå til at rette op på et forsvar, som laenge har vaeret forsømt. Hvad regeringen konkret mener skal prioriteres, har vi endnu til gode at se. Kortene holdes taet til kroppen. Troels Lund Poulsen kunne kun gentage, hvad han tidligere har sagt, at det er rigsfaellesskabet (Arktis), naerområdet med Østersøen og Ukraine og endelig udrykning til verdens braendpunkter, som er regeringens prioriterede raekkefølge. Det betyder kort og godt, at de tider, hvor dansk forsvar tog ud for at løse opgaver i fjerne egne på kloden, må anses for at vaere historiske. Forsvaret rykker hjem, og det betyder også, at soldaterne skal agere under helt anderledes forhold.
Regeringen skal have tak for, at vaernepligten skal udvides, men uanset hvordan det skrues sammen, så vil det ikke i sig selv kunne løse Forsvarets rekrutteringsproblemer, herunder behovet for højt specialiseret arbejdskraft.
Efter i flere årtier at have stået i skudlinjen er Forsvaret om ikke fredet, så i hvert fald så respekteret, at selv Enhedslisten anerkender militaerets eksistens og Danmarks medlemskab af Nato. Sammenholdt med den milliardstore oprustning, som der er bred opbakning til, så kan man for alvor maerke suset af historiens store vingeslag. »Danmark står ved et historisk forsvars- og sikkerhedspolitisk vendepunkt,« som det konstateres i udspillet.
Nu er viljen der, og lad den nu ikke drukne i politisk fnidder og sognerådspolitik. Erfaringerne fra tidligere forlig viser desvaerre, at tilløbet til at omsaette de gode intentioner i praksis kan vaere temmelig langt og også laengere, end Natos tålmodighed raekker til. Gang på gang har Danmark fået negative anmaerkninger fra Nato, som har påpeget, at Danmark reelt ikke råder over de lovede kapaciteter. Forløbet om den stort anlagte brigade taler for sig selv. Ikke mindst på den baggrund og med de erfaringer er det fornuftigt at skrue et forsvarsforlig sammen, som er baseret på rammeaftaler. Ifølge udspillet skal de største investeringer falde i slutningen af forligsperioden. Stort set alt finansieres via det økonomiske råderum, herunder provenuet fra afskaffelsen af store bededag. Forligspartierne må indgå forpligtende aftaler, så hverken intentioner eller økonomi smuldrer.
Dagen før Troels Lund Poulsen blaendede op for regeringens udspil til forlig, kunne statsminister Mette Frederiksen (S) fortaelle, at regeringen vil putte endnu flere penge i Ukrainefonden. Det kan man vanskeligt argumentere imod, og der er ingen tvivl om, at der i hvert fald er to bigevinster ved polstringen. Den ene er, at Danmark kan ranke ryggen op til Nato-topmødet i Vilnius med tal, som viser, at der rent faktisk bruges mindst 2 pct. af bnp på forsvar og sikkerhed.
Den anden er, at bidraget vil få anerkendende nik i Washington. Når Danmark ikke laengere kan pleje forholdet til sin største og taetteste allierede ved at rykke ud til fjerne kamppladser, så er det oplagt, at der skal findes andre veje at gøre sig bemaerket på. Hertil kommer naturligvis, at krigen i Ukraine koster, og at den har vi ikke råd til at tabe.