Et politisk korrekt amokløb for at forsøge at gøre det vanvittige normalt

For nylig besluttede Folketinget, eller det vil sige reelt regeringen, at undervisning i Muhammed-krisen fra 2005 ikke skal gøres til pensum i folkeskolen. Venstre havde ganske vist før valget vaeret med til at tegne et flertal for forslaget, men nu er man i regering, og så, ja, så mener man noget andet, retter ind. Så tegningerne skal ikke vises i skolen. Eller i hvert fald ikke foreløbig, for regeringen besluttede med sig selv – som i mange andre sager af besvaerlig betydning – at nedsaette et udvalg. Det skal så lave en kortlaegning af omfanget af selvcensur i undervisningen.

Mens man venter på den, kan man spørge, om også det blot er en eufemisme for syltekrukke, der skal forhindre, at den mest betydende udenrigspolitiske haendelse for Danmark i nyere tid bliver en del af folkeskolens historiekanon, selv om davaerende udenrigsminister Per Stig Møller i Berlingske mener, at i »realiteten kan skoleeleverne ikke få et bedre laerestykke i, hvorledes vidt forskellige interesser og motiver pludselig tørner sammen«. Det er svaert at vaere uenig med ham i, kan man mene.

Blot ikke Per Øhrgaard, professor og Tysklandsekspert, for i en kommentar i Kristeligt Dagblad i sidste uge glaedede han sig over, at forslaget ikke blev vedtaget, isaer fordi han mener at have gennemskuet de gustne motiver og den ideologiske tvang bag forslaget, fordi det lå i kortene, at man ville afkraeve laererne en bestemt holdning til krisen. Resten af kommentaren bruger Per Øhrgaard så til at fortaelle, hvordan han – hvis og såfremt det alligevel var blevet til noget – ville gribe undervisningen an. Og det ret relativerende, kan man forstå. Blandt andet skriver han, at han vil undervise i, »at den parisiske laerer Samuel Paty så vidt vides ikke blev myrdet, fordi han havde vist karikaturer i sine timer, for det havde han tit gjort. Men fordi en bortvist elev ville haevne sig på ham og bildte sin far alt muligt ind om laereren, hvorefter faderen hidsede sig og andre op på de sociale medier«.

Der er intet nyt i den version af historien, bortset fra at det vist aldrig er endelig bekraeftet, at Paty havde vist tegningerne før. Det er også uendeligt ligegyldigt, for den unge tjetjenske islamist, som skilte Patys hoved fra kroppen på åben gade, gjorde det ikke pga. en bortvist elevs haevnfølelse, men fordi han havde vist tegningerne. Men sin relativerende bortforklaring slutter professoren, der endda også har vaeret praesident for Dansk

Pen, sig til Mette Winding Top, aktuel forfatter til den staerkt kritiserede bog ”Den forkerte muhammedtegner”, som er – skal vi vaere venlige – staerkt selektiv i sin fremstilling af, hvem der var årsag til Muhammed-krisen. Hun har andetsteds ment, at det er farligere at vaere dansk kvinde end laerer i ytringsfrihed og Muhammed-krise, fordi 12 danske kvinder årligt slås ihjel af deres partnere. Altså flere, end der er laerere, som får halsen skåret over for at vise Muhammedtegninger, og der er jo heller ingen tegnere, der er blevet slået ihjel, lyder argumentet.

Partnerdrab er en uhyrlighed, men det er svaert at se, hvad det har at gøre med henrettelsen af en laerer. Det er ikke bare en besynderlig form for logik; det er en horribel sammenligning. Vi har på den ene side en skolelaerer, der får halsen skåret over på åben gade for at laere børnene om ytringsfrihed, og på den anden side får vi bortforklaringer og statistik om hustruvold fra en politisk korrekthed, der går amok i en hovedrystende relativering og et forsøg på at gøre det religiøse vanvid normalt. Og man sidder tilbage med spørgsmålet: hvorfor?

Den unge tjetjenske islamist, som skilte Patys hoved fra kroppen på åben gade, gjorde det ikke pga. en bortvist elevs haevnfølelse, men fordi han havde vist tegningerne.