I Vilnius skal Natos ledere besvare det ukrainske folks råb om frihed
I juli skal Nato sende det utvetydige signal til Putin: Ukraine hører til i Vesten. Ukraine er en del af Vesten.
Vladimir Putin beordrede en invasion af Ukraine, ikke fordi Ukraine var indstillet på at tilslutte sig Nato, men fordi landet sad permanent fast i ventevaerelset. Manglen på beskyttelse fra Natos artikel 5 eller andre meningsfulde sikkerhedsgarantier har ført til to krige i Europa i det seneste årti. Hvis vi ikke får de rigtige strukturer på plads, vil det ske igen.
På det kommende topmøde i Vilnius i juli skal Nato-lederne sende et klart signal til Vladimir Putin: at Ukraine er en del af Vesten. Derfor skal der laves klare planer for Ukraines optagelse i alliancen.
vil ikke ske fra den ene dag til den anden, men topmødet kan hjaelpe med at levere en ukrainsk sejr og baeredygtig fred på tre måder.
For det første skal Natos ledere ikke kun sige tydeligt, at Ukraine kommer til at blive medlem, men også vise en realistisk vej mod målet. I Bukarest i 2008 erklaerede landene, at Ukraine ville blive medlem af Nato. Der er dog gået 15 år, og Ukraine står stadig uden for. Efter Bukarest blev Ukraine efterladt i den vaerste af begge verdener.
Vage løfter om medlemskab gav Vladimir Putin et propagandavaerktøj, der fejlagtigt tillod ham at haevde, at Rusland blev omringet af Nato-medlemmer.
I mellemtiden efterlod det Ukraine uden nogen beskyttelse, da russiske tropper invaderede i 2014 og igen i 2022. Vi må ikke gentage den samme fejl i Vilnius. Natos medsisk lemmer må bevaege sig ud over den ”åben dør”-politik, der kun åbner døren for russisk aggression.
For det andet bør statslederne droppe kravet om en handlingsplan for medlemskab. Den var designet til at hjaelpe lande på vej mod Nato-medlemskab. Men ukrainerne viser på slagmarken, at landet er mere end klar til at tilslutte sig alliancen. For at fremskynde Finlands og Sveriges ansøgninger droppede Nato behovet for en handlingsplan. Det samme burde ske i Ukraines tilfaelde.
Det ville sende en klar besked fra Vilnius om, at der ikke er nogen vej tilbage til fortiden, og at Ukraines Nato-ambitioner tages seriøst.
For det tredje bør landene støtte et saet omfattende sikkerhedsgarantier for Ukraine. Indtil landet bliver medlem, har ukrainerne brug for støtte til både at vinde krigen og afskraekke yderligere rusDet aggression. Vi skal gå fra den ad hoc-støtte, der indtil videre er givet, til en struktureret og langsigtet tilgang. Det er idéen bag Kyiv Security Compact, som jeg skrev sammen med praesident Zelenskyjs stabschef, Andrei Yermak.
Planen skitserer et saet sikkerhedsgarantier for Ukraine fra landets allierede. De er skabt til at sikre, at ukrainerne kan forsvare sig selv, indtil landet er under paraplyen af Natos artikel 5. Den hviler på en åben forpligtelse fra en gruppe af garantlande til at levere våben, faelles traening under EU- og Natoflag, deling af efterretninger og vedvarende investeringer i Ukraines forsvarsindustri. Den vil give ukrainerne, hvad de skal bruge for at afskraekke og afvise enhver yderligere russisk aggression. En gruppe allierede bør støtte disse forslag på Vilnius-topmødet.
Fhv. statsminister og generalsekretaer for Nato
For at afslutte denne krig må Vladimir Putin laere, at den demokratiske verdens engagement i Ukraine ikke vil vakle. Natos ledere skal sende det budskab højt og tydeligt i Vilnius. At bakke op om sikkerhedsgarantier og skitsere en klar vej til Ukraines Nato-medlemskab er den bedste måde at gøre det på. At forsinke og udsaette disse beslutninger vil bare tilskynde Putin til at fortsaette sin barbariske krig i laengere tid. I Vilnius skal Nato besvare det ukrainske folks råb om frihed og forankre Ukraine fast i Vesten.
Natos medlemmer må bevaege sig ud over den ”åben dør"-politik, der kun åbner døren for russisk aggression.