Arbejdspligt er vaerdifuld, ikke en ydmygelse
Arbejdspligten fortolkes af mange som regeringens måde at straffe de nydanskere, der udlaegges som dovne. Det er ikke sandt. Den er en mulighed for at traede ind i det danske faellesskab, men også et udtryk for, at vi løfter i flok her til lands.
MF, (M)
MF, (M)
Sammenhaengskraften i Danmark er et moderat hjertebarn, og at vi knyttes sammen af andet end geografisk ophav, er en forudsaetning for den gensidige respekt mellem mennesker. Vi har ikke råd til at føle os fremmedgjorte over for hinanden – og ingen fortjener at vaere uden for faellesskabet.
Arbejdsmarkedet er vi faelles om. Det skaber samhørighed, når vi bidrager til samfundet i faelles flok, og Moderaterne mener derfor, at indførslen af en 37 timers arbejdspligt kun vil forbinde os yderligere med hinanden.
Af uklare årsager fortolkes arbejdspligten af mange som regeringens måde at ydmyge eller straffe de nydanskere, der i argumentationen udlaegges som dovne. Det er ikke sandt. Arbejdspligten er en mulighed for at traede ind i det danske faellesskab, men også – som ordet tilsiger – en anerkendelse af, at her ser vi det som en pligt, at vi løfter i flok. Vi ønsker ikke at grave grøfter – tvaertimod.
Når vi kan konstatere, at der findes 27.000 danskere, som enten ikke kan tale dansk, har de fornødne kompetencer til at begå sig i samfundet eller forstår vores systemer, og det betyder, at de ikke er kommet ind på arbejdsmarkedet endnu, så har vi en bunden opgave.
Dels fordi vi tror, at alle mennesker trives bedst, hvis de har en funktion i et samfund og er med i et faellesskab – dels fordi det er den måde, vi for alvor inviterer indenfor i et samfund, der bygger på faelles interesser og gensidig forpligtelse.
Det ville naturligvis vaere løgn, hvis vi påstod, at alle danskere – nye som gamle – bare laenges efter at smøge aermerne op, og at ingen umiddelbart trives på passiv forsørgelse. Der er danskere, som pjaekker med overlaeg, og det skal ikke laengere vaere muligt. For de danskere skal vi forstaerke incitamentet til at gå på arbejde. Her skal vi laegge trykket på, at pligten kalder. Det er også en bunden opgave. Hvis man kan varetage et arbejde, så skal man have et arbejde, for i Danmark er vi gensidigt ansvarlige over for hinanden – sådan er vores samfundsmodel lykkeligvis struktureret.
Men vi skylder at vise de mennesker, der endnu ikke har forudsaetningerne for at traede ind i arbejdsfaellesskabet, hvordan man gør, hvor man starter, og hvordan man bidrager. Det er ikke nødvendigvis ligetil, saerligt ikke, hvis man aldrig har laert sproget eller har tilegnet sig de kompetencer, som erhvervslivet efterspørger. Dér må vi så vaere en varm, men sikker hånd i ryggen.
Vi skal undervejs huske på, at ingen løsninger passer til alle. At nogen – og måske en relativ stor del – af de 27.000 mennesker, som arbejdspligten omfatter, ikke kan arbejde 37 timer om ugen af forskellige årsager, og det skal der selvfølgelig vaere forståelse for, uden at de gøres til utaknemlige, grådige og dovne.
Arbejdspligten og implementeringen af den skal tage udgangspunkt i det menneske, der skal ud at arbejde – og vi må se nøgternt og pragmatisk på, hvordan vi hjaelper dem ud af kontanthjaelpssystemet. Der findes ikke en one-sizefits-all-løsning.
I stedet skal der laves individuelle planer, som kan indbefatte en arbejdspligt, opkvalificering eller uddannelse, danskundervisning eller hjaelp til jobsøgning. Og med det sagt, så skal erhvervslivet tage imod med åbne, uforbeholdne arme. Vi skal saette os ud over den diskrimination, der betyder, at der er forskel på, om Fatima eller Fie søger stillingen. Reformkommissionens forslag om anonymiserede ansøgninger er et godt udgangspunkt – men måske mest af alt for en tiltraengt debat om, hvordan vi løser problemet. Ikke ved at overstrege det, men ved at tale om det og gøre op med det.
I Moderaterne tror vi på, at arbejdspligten kan bevaege dem, der ikke ved, hvordan man kommer ud på arbejdsmarkedet, og fungere som en løftet pegefinger til de få, der har fået sig plantet lidt for solidt i sofaen. Vi ved, at vi får det mest levende og veludviklede samfund, hvis vi hver isaer bidrager med det, vi kan. Og alle kan noget.
Vi tror også på, at mennesker får det mest meningsfyldte liv, når de føler sig vaerdifulde. I Danmark skal alle vaere vaerdifulde; det har vi politisk arbejdspligt til at skabe rammerne for.