Peter Gabriel indbød til fornyet respekt
Skaberen af et popmestervaerk havde godt nyt at byde på i Royal Arena. Det var dog isaer de storslåede klassikere, der bevarede forhammerens slagkraft.
PROGROCK
ROYAL ARENA, KØBENHAVN Tirsdag
Fortaellingen om, at der er et rigtigt nyt album på vej fra Peter Gabriel, var begyndt at minde om musikkens svar på ”Den uendelige historie”.
Nu skulle den altså vaere god nok. Peter Gabriel hører til blandt rockens mest spaendende og innovative kunstnere, men det er over 20 år siden, han sidst udgav et helt album med egne nye sange. Nu er der udkommet en stribe singler, og et album skulle gerne følge sidst på året.
Sangeren har nørklet helt vildt med en kaempe pulje af numre, og noget tyder på, at han mistede orienteringen. Englaenderen har imidlertid tvunget sig selv til at levere i form af et kuriøst koncept, hvor han praesenterer en ny sang, når der er fuldmåne.
Det kan jo netop lyde helt på månen, men det har virket. Peter Gabriel turnerer også igen. Tirsdag optrådte han for et engageret publikum i Royal Arena i København,
hvor der dog langt fra var udsolgt.
Dus med dyrene
Det nye materiale var af varierende kvalitet. Men der var indadvendt storhed over ”Panopticom” – og Gabriel satte i med et dejligt refraenpunch i powerballaden
”i/o”. Det er en humoristisk og optimistisk hverdagsfejring af bare at vaere til og acceptere livets praemisser: Hvad enten det er naervaeret i en gåtur med hunden eller at imødese ens egen udløbsdato med nogenlunde sindsro. Blandt nyhederne var også en uhyre smuk elegi og ballader med besnaerede obskur poesi.
Men der var rigeligt nyt at forholde sig til og langtrukne gabere iblandt. Så det gav genkendelsesglaede, da Gabriel forkaelede med gamle traeffere.
”Digging in the Dirt” ankom i en knurrende udgave, der matchede det intense terapeutiske mål om at endevende gamle traumer.
Kaempehittet ”Sledgehammer” ramte ikke sømmet helt optimalt på hovedet. Men der var slagkraft nok til, at det funky nummer foldede sig ud som en utaemmelig erotisk og frodig superklassiker.
Mestervaerket ”So”
Den er fra popmestervaerket ”So” (1986), som for alvor gjorde Peter Gabriel til et verdensnavn. Forinden var han mere marginalt kendt og anerkendt. Dels som eksperimenterende solist, og før det som teatralsk saerling: ofte klaedt i vanvittigt scenekluns i front for Genesis. Det endte med, at Phil Collins overtog mikrofonen.
Peter Gabriel hang i, og han lykkedes med at forene det kommercielle med nogle af karrierens bedste sange. Slowmotion-balladen ”Don’t Give Up” er urørlig. Det bliver aldrig så stort, som da Kate Bush sang de trøstende linjer, som var det kaertegn. Men i arenaen blev mange blikke sikkert sløret af tårer, da Gabriel og sangerinde Ayanna Witter-Johnson helt suveraent genoplivede tragedien om den deprimerede fyr i livets blindgyde.
Som i Herning for 10 år siden skuffede Peter Gabriel rent visuelt. Denne gang med for paene og passive billeder, der ikke føjede nyt til sangene. Til gengaeld er hans stemme stadig markant og skarp. Den kan skaere som en diamant gennem ethvert paent lydbillede.
Så trods dyk i energien og svagheder hist og her, indbød Gabriel til fornyet respekt. Han går ikke på kompromis med kunstnerisk nerve og selvstaendighed, og han bør lytte til sit eget råd: Don’t give up!