Erdogans problem efter sejren: Tyrkiet er to nationer i én stat

Det overraskende ved afvigte søndags valg i Tyrkiet var ikke den siddende praesident Erdogans sejr, men at 48 pct. af vaelgerne stemte imod ham. Tyrkiet, et vigtigt medlem af Nato, kan fortsaette sin langsomme gang i retning af diktatoriske tilstande, som Erdogan har forestået i sine foreløbig 20 år ved magten. Vil det ske? Måske og formentlig. Nemt bliver det ikke.

At naesten halvdelen af vaelgerne stemte på oppositionslederen Kemal Kilicdaroglu og dermed til fordel for en urban, vestligt orienteret, demokratisk og sekulaer republik, vil sidde som en krumsabel i den muslimsk-nationale Erdogans politiske krop i de naeste fem år, om den fysisk svaekkede statschef overhovedet holder så laenge.

Demokratiet har talt, også det tyrkiske i sin for tiden vanskabte udgave. Oppositionen erkender sit nederlag med den korrekte tilføjelse, at Erdogan skamløst betjente sig af udemokratiske midler som censur, trusler og politiske fanger.

Formelt sidder den genvalgte statschef tungt på magten, derved at han også råder over et solidt flertal i parlamentet og er de vaebnede styrkers øverstkommanderende.

Virkeligheden er lidt en anden, nemlig den, at Erdogan skal styre et land, der ikke alene befinder sig i dyb økonomisk krise som følge af praesidentens forsømmelser i flere år, men som – langt vigtigere – er ligeligt delt mellem det 21. århundredes moderne republik og det 19. århundredes osmanniske imperium, dengang afskrevet som Europas syge mand.

Erdogans historiske opgave var som praktiserende, men vestligt praeget muslim at bringe hele Tyrkiet ind i den europaeiske civilisation, som landsfaderen, Kemal Atatürk, forestillede sig i 1923, da han nedlagde osmannernes sultanat og kalifat. Storbyer som Istanbul, Ankara og Izmir sluttede sig til fornyelsen. Småbyerne og Anatoliens traditionsbundne landbefolkning forblev i nationens udkant, hvor de udgør Erdogans trofaste vaelgere.

Dette er den politiske kendsgerning, som Vesten må og skal forholde sig virkelighedsnaert til. Tyrkiet med 85 millioner indbyggere, Natos naeststørste militaere etablissement (750.000 veluddannede og veludrustede maend under våben) og en geostrategisk vital vigtig placering på landmassivet mellem Europa, Asien og Afrika, herunder kontrollen med Dardanellerne, må under ingen omstaendigheder gå tabt, slet ikke nu, da Rusland bekriger Ukraine og dermed Europa.

Fuldblodspolitikeren Erdogan er selvsagt vidende om sin vaerdi og saelger sig selv dyrest muligt. Hans forhold til Vladimir Putin i Kreml er naert, men politisk usikkert.

Tyrkiet og Ankara har modstridende interesser i Sortehavet og det østlige Middelhav, i Levanten, Kaukasus og Centralasien.

Ankara respekterer ikke Vestens sanktioner af Rusland, men anerkender heller ikke den russiske anneksion af Krim og forsyner tid efter anden Ukraine med militaert materiel.

Erdogan beundrer Putin, siges det, og forsøger at laere af den russiske førers greb om magten, om hans gang fra det autoritaere til det totalitaere.

Den russiske indflydelse i Tyrkiet vil formentlig vokse, men naeppe tage overhånd. Erdogan er en ømfindtlig herre, der ikke lader sig byde alt.

Valgets udfald kan ligne en etapesejr for Putin. Den russiske indflydelse i Tyrkiet vil formentlig vokse, men naeppe tage overhånd. Erdogan er en ømfindtlig herre, der ikke lader sig byde alt.

Helt håbløs er situationen for Vesten ikke, men der skal spilles på mange tangenter – og der skal spilles varsomt.