Taenk fast løn til mentorer ind i den fremtidige beskaeftigelsesindsats

I den fremtidige beskaeftigelsesindsats vil mentorer også vaere en vigtig pille i fundamentet, men de skal honoreres med fast løn frem for som nu efter ansigt til ansigt-tid med borgeren.

Socialpaedagog

Min tilknytning til jobcentret og kredsen af mentorer er blevet kappet over. Jeg ved ikke, om det er noget, I kan forestille jer, men det er noget, der gør nas. 12 gode år i alt som mentor har jeg haft med forskellige grader af ansaettelse, først som honorarlønnet, så som fastansat og sidenhen som soloselvstaendig med cvr-nummer.

Der var først en skriftlig advisering og derefter en telefonopringning, hvor en person uden beføjelse lirede noget af på under to minutter: »Samarbejdet med dig ophører, farvel og tak«, var budskabet.

Jeg har det ikke engang på skrift. Jeg ved faktisk ikke helt, hvad de er blevet sure over, og hvorfor behovet skulle vaere så stort for at trimme organisationen netop nu, og at det lige skal gå ud over mig her på falderebet, hvor jobcentret som organisation alligevel snart skal omorganiseres. Lige om lidt bliver alle boldene alligevel kastet op i luften, og beskaeftigelsesindsatsen vil blive nytaenkt. Her må der gerne reflekteres over mentorers arbejdsvilkår.

Følgende er rent gaettevaerk.

Hen over efteråret begyndte jeg at mangle borgere. Det kan gå op og ned, og sådan er det. Jeg spurgte mentorkoordinatoren, om jeg kunne få nogle borgere. Hun virkede sur.

Altså jeg gaetter på, at der er opstået en – skal vi kalde det – uenighed om honorering for udført arbejde. Det er mit gaet. I efteråret begyndte jeg nemlig på tilbagemeldingsskemaet under kontakt med borgeren at skrive konsekvent én time, og forneden skrev jeg det fulde antal af timer i bevillingen. Jeg orkede ikke hykleriet mere efter så mange år.

Kontakten med borgeren fremgår jo af min beskrivelse af forløbet samt den løbende kontakt med sagsbehandler, jeg altid har haft. Jeg gad simpelthen ikke mere at taelle minutter i telefon og sms-tid og reelle møder ansigt til ansigt, som også er det, jobcentrets kanaljer er interesseret i at holde mentoren op på. Jeg var ved at kaste op over det. Jeg kunne desvaerre ikke mere.

Men lad mig forklare et par ting til mit forsvar. Praemissen er, at borgerne i mange tilfaelde er ustabile og i mange tilfaelde unddrager sig kontakt med offentlige myndigheder, herunder mentorer fra jobcentret. Deraf en ussel honorering. Et utal af gange har jeg mod alle odds kunnet ”liste” mig ind på borgeren trods modvillighed. Jeg har aldrig gjort det med kasket og sanktion i baglommen, men med langsommeligt tillidsskabende relationsarbejde, som i sidste ende har givet gode resultater.

Jeg er socialpaedagog med en etisk tilgang til mine medmennesker, jeg går ind for ligevaerdighed. Jeg har ofte sat tid af i kalenderen til en person, som ikke dukker op, en person, som ikke lukker op, når jeg banker på, eller jeg skal ringe eller skrive til 10 gange uden svar. Alt det arbejde, der gøres, inden jeg møder borgeren ansigt til ansigt og også indimellem, vil jeg gerne honoreres for. Til sammenligning har en sagsbehandler tre timers administration per borger, har jeg set i opslag fra rådmanden Anders Winnerskjold (S).

Mentoren skal altså også transportere sig fra den ene ende af byen til den anden, besørge undervejs og spise madpakke samt gøre sig notater og refleksioner. Jeg gider ganske enkelt ikke at få stukket op i mit fjaes, at jeg kun skal aflønnes for min ansigt til ansigttid med borgeren. Jeg gider ikke hykleriet med en minutiøs udpensling af tidsforbrug i tilbagemeldingen, hvor det i sidste ende er op til mentoren at skyde sig i foden og give afkald på, lade os sige, 40 pct. af lønnen.

Mentoren bruger meget tid på borgeren, uden at der er kontakt. Faerdig! Hvordan skal mentoren opretholde en anstaendig løn, hvis vedkommende kommer ud for mange ustabile borgere, som mentoren først skal ud og lede efter og bruge al sin tid på for ingenting i udbytte? For i det hele taget at få en løn på niveau med kassedamen i Netto må den (solo)selvstaendige mentor lyve om sit tidsforbrug i tilbagemeldingsskemaet i slutningen af hver måned.

Der er en stak tilbagemeldingsskemaer, og for hvert skema skal man gøre op med sin samvittighed. Det er en ulidelig praksis, der skaber frustration og meget dårlig samvittighed hos den enkelte mentor, der tvinges til at skyde sig i foden for i det hele taget at få en løn. Det var det, jeg ikke kunne holde ud, og som jeg opponerede imod.

Med hensyn til honorering har jeg holdt mig til et ”håndvaerkerprincip”. Jeg holder mig til det, der er aftalt i bevillingen. Jeg udfører mit arbejde på grundlag af faglighed og forudgående praksis og oplaering i, hvordan arbejdet udføres, samt mange års erfaring. Mit arbejde er ikke blevet mindre vaerd, fordi borgerne er blevet dårligere eller mindre stabile.

I rådmand Anders Winnerskjolds opslag på Linkedin for nylig om de syv principper for en fremtidig beskaeftigelsesindsats handler en af pindene om at saette kommunerne fri for de mange krav og i stedet måle på resultater, og der skal bygges på tillid og på en grundantagelse af, at alle gerne vil arbejde. Det synes jeg lyder befriende.

På en eller anden måde kunne det måske også komme de stakkels mentorer til gode, hvorved de ikke skal opleve den mistillid og dårlige samvittighed, det er i hver måned at skulle redegøre minutiøst for ansigt til ansigt-tid med hver enkelt borger, som der skal honoreres efter. I den fremtidige beskaeftigelsesindsats vil mentorer også vaere en vigtig pille i fundamentet, men de skal honoreres med fast løn frem for som nu efter ansigt til ansigt-tid med borgeren.