OECD’S REGNESTYKKE

Et studie foretaget af OECD opstiller dette regnestykke:

For hver 460 mio. tons plastic, der produceres, ender 353 mio. tons som affald.

Kun 9 pct. genanvendes, 19 pct. forbraendes og naesten halvdelen begraves på lossepladser.

De resterende 22 pct. ender i miljøet og i verdenshavene som såkaldte makrofragmenter (88 pct.) og resten som mikroplast (stykker på under 5 mm) og nanoplastik (under et mikrogram), når det nedbrydes.

et udvidet ansvar for producenter, isaer i udviklingslande, der ikke selv råder over infrastruktur til at behandle affald.

Debatten handler også om PFAS-stoffer eller evighedskemikalier, tusindvis af kemiske tilsaetningsstoffer, der har vist sig at have hormonforstyrrende eller kraeftfremkaldende virkninger.

Verdensnaturfonden har udarbejdet en liste over højrisikoplastic, som organisationen arbejder for at få forbudt hurtigst muligt. Heriblandt engangsprodukter eller produkter med kort levetid som madposer, emballage, bestik, tallerkener, kopper, vatpinde, cigaretfiltre, teposer og vådservietter.

Som altid i miljødebatten venter et slagsmål om, hvem der skal betale regningen for en eventuel aftale. Et af forslagene går ud på at oprette en fond, der fyldes op af en saerlig afgift på plasticproduktion baseret på princippet om, at forureneren betaler.

Målet er at indgå en aftale naeste år, men allerede nu er forhandlingerne hårde. Verdens største forbruger af plastic, USA, og verdens største producent, Kina, foretraekker begge frivillige aftaler, der afspejler nationale handlingsplaner, frem for bindende globale mål.

Kina og olielande er imod

Beijing ønsker, at en traktat skal anerkende plastics positive rolle for samfundet og økonomien og kraever, at den skal fokusere på affaldshåndtering. Endelig er der hård modstand fra en gruppe olie- og gasproducerende lande anført af Saudi-Arabien. EU’s forhandler, HugoMaria Schally, påpeger overfor Le Monde, at de lande »slet ikke er parate til at acceptere restriktioner på produktionen af plastic.«