Frederiksens fatamorgana
Fatamorgana er som bekendt et vejrfaenomen. Men det kan også forekomme i dansk politik. For vejrets vedkommende optraeder faenomenet kun, når meget varm luft strømmer ind over koldere luft. Som det kan ske en varm morgen i en kold ørken. Og fordi lys rejser hurtigere i varm luft end i kold, kan dette vejrfaenomen afsløre ting på lang afstand, som ellers ikke ville vaere synlige. I politik kan vaelgernes øjne på samme måde bedrages af varm luft. Som når statsminister Mette Frederiksen i månedsvis har forsøgt at bilde danskerne ind, at der var en stor økonomisk krise. En krise, som kun hun og det mystiske misfoster af en flertalsregering kunne løse. Hun har styret os igennem corona og krig, og dermed var det belejligt at lade vaelgerne tro, at der nu ventede endnu en krise, som kraevede en lederskikkelse med speciale i krisestyring. Den varme luft har dog ramt de mere jordbundne realiteter på det seneste. På kort tid har både regeringens egne embedsmaend og Det Økonomiske Råd offentliggjort de kolde fakta om dansk økonomi, og onsdag i denne uge indløb de seneste nøgletal. Alle tal og analyser havde det til faelles, at de tegnede et ganske andet billede af økonomien, end regeringen har fortalt hidtil. Dansk økonomi står staerkt, og det økonomiske råderum viste sig 16 mia. kr. større end hidtil antaget.
Det fik i første omgang regeringen til at love flere milliarder til kraeftområdet og Forsvaret. Men samtidig beretter regionerne om en nylig indgået økonomiaftale så stram, at de lover fyringer og nedskaeringer snarere end bedre behandling. Mens Mette Frederiksen i sin afslutningstale til Folketinget solede sig i de udisponerede milliardbeløb til patienterne, varslede regionsformaendene besparelser. Det haenger ikke sammen. Her mødes den varme luft af den kolde virkelighed. Pludselig står det klart for os alle, at vi hverken kan regne med regeringens store forfaldsfortaelling og heller ikke med dens løsninger.
Den største krise er manglen på arbejdskraft. Her ved enhver økonom, at et af de bedste vaerktøjer til at løse det problem er skattelettelser. Jo mere man kan beholde af sin egen løn, jo større er sandsynligheden for, at man vil tage en ekstra tørn. I regeringsgrundlaget kan man også laese, at en skattereform er et af løfterne. Det står netop i kapitlet, der handler om at få flere haender ud på arbejdsmarkedet. Alligevel er det ikke mange kvaek, vi har hørt om den reform. Statsministeren, der ellers er verdensmester i at tale om sine ambitioner, laenge før hun indfrier dem, naevnte ordet skat nul gange i sin afslutningstale. Nul. Det varsler ikke godt for regeringens indre analysekapacitet, hvis der kan falde penge ned fra regnearkshimlen, mens man stadig tøver med at bevaege sig ind i den afgørende snak om skat.
Skattereformen var et centralt løfte for Lars Løkke før valget og en af de vigtigste årsager til, at Venstre kunne se sig selv i regeringsgrundlaget. Lige nu er luften så varm af floskler og udenomssnak, at mange stirrer sig blinde på en måske ikke fjern fremtid. En fremtid, hvor Mette Frederiksen har forladt Danmark til fordel for en international toppost. Vi ønsker hende i dette optiske genspejl alt det bedste. Samtidig opfordrer vi de mere jordbundne regeringsdeltagere til i mellemtiden at forholde sig til virkeligheden, som den er lige foran os. Op med humøret og ned med skatten. Hvis tankerne tåger, kan ministrene med fordel genlaese deres eget regeringsgrundlag. Også her er der megen varm luft, men løftet om en skattereform er faktisk til at forstå.