Lad vaere med at undervurdere denne uges europaeiske familiefoto

Når taet på 50 europaeiske stats- og regeringschefer i dag holder topmøde på det 120 år gamle Mimi Slot i Moldova, er der to ting, som er helt sikre. I Danmark vil topmødet igen føre til spekulationer om Mette Frederiksens Nato-chancer, da mødet kan blive set som en oplagt mulighed for at sondere et eventuelt kandidatur. I resten af Europa vil det i høj grad blive diskuteret, hvad der egentlig kommer ud af den gigantiske logistiske øvelse, det er at flyve så mange ledere til et af Europas mindste lande. Men her det vigtigt at holde tungen lige i munden. Dette topmøde er vigtigt pga. den symbolik, der ligger i, at det overhovedet holdes. Og for at det er slået fast fra starten: Topmødet eller det europaeiske politiske faellesskab (EPC), som det officielt hedder, har intet med EU gøre.

Den første symbolske gevinst kan bedst anskueliggøres ved at sammenligne EPC-topmødet med den såkaldte al-europaeiske konføderation, som Frankrigs davaerende praesident, Francois Mitterrand, ønskede at skabe efter Murens fald. Dengang var det et forsøg på at bygge et europaeisk hus, hvor saerligt Rusland kunne få en plads. På familiefotoet i Moldova er der imidlertid naermest kun to europaeiske lande, som ikke er inviteret, Rusland og Belarus. Dermed symboliserer topmødet det fundamentale skifte, som ikke mindst Tyskland har gennemført efter den 24. februar 2022: Det er ikke muligt at skabe sikkerhed med, men kun imod Rusland.

For det andet symboliserer mødet, at lande, der i den grad frygter

Ruslands invasion, ikke bliver overladt til sig selv. På familiefotoet vil man derfor se lande, som er nervøse for at blive det naeste Ukraine: Moldova, Georgien eller nogle lande på Vestbalkan. Og det er praecis disse lande, som resten af Europa torsdag sender et klart signal til: Selvom I ikke er med i EU, er I en del os. Albaniens premierminister, Edi Rama, har udtrykt det: »Det kan godt vaere, at vi ikke er med i EU, men vi er en del af E’et«, altså Europa.

For det tredje kommer familiefotoet til at vise, at EPC ikke er et ventevaerelse til EU-medlemskab. Det understreger derimod, at Europa er langt mere mangfoldigt. Nogle lande (som Norge og Storbritannien) vil slet ikke ind i EU. Ja,

Storbritanniens premierminister, Rishi Sunak, kan kun deltage, fordi mødet ikke er en del af EU-samarbejdet. EU-kandidatlande som Ukraine og Moldova vil derimod absolut ikke lade sig spise af sig af med et B- eller C-medlemskab.

Og endelig er der en tredje gruppe lande, der ikke har en kinamands chance for at blive EU-medlemmer, Tyrkiet og Armenien. Kort sagt: Mødet er hverken en del af EU’s udvidelsesproces eller et demokrati-topmøde, hvor kun lande, der lever op til demokratiets ABC, inviteres. Der er derimod tale om en deltagerkreds, som Ukraines europaeiske støtter er nødt til at gå taettere i dialog med for at laegge pres på Putin, f.eks. ved at de ikke underløber Vestens sanktioner. Og der er tale om et forum, hvor statsledere uformelt har mulighed for at udveksle synspunkter, også om den verserende konflikt i Kosovo eller Sveriges Nato-muligheder.

Det kan godt vaere, at vi ikke er med i EU, men vi er en del af E’et.

På mange måder ligger topmødet derfor i fin forlaengelse af udenrigsminister Lars Løkkes Rasmussens »pragmatiske idealisme«. Selvom vi ikke er enige, skal vi kunne tale med alle – både formelt og uformelt. Så hvem ved, måske Danmark i de kommende år vil laegge billet ind på at holde et EPCtopmøde på et passende stort slot?