Henrik Dahl har fået woke på hjernen
Kulturminister (M)
Henrik Dahl (LA) har et yndlingsord: nemlig ordet ”woke”. Når han tager det i sin mund, går han fra sit meget nationalkonservative udgangspunkt til angreb på alt fra personer i kulturlivet til uddannelsesinstitutionerne og de arbejdspladser, der arbejder for større diversitet i vores samfund.
I en kommentar på jp.dk/debat den 25. maj angriber han både partiet Venstre og mig som kulturminister. Jeg bliver beskyldt for at have »taget wokeness til nye højder« på mit ressortområde.
At det er en debat, Henrik Dahl går op i, er ingen hemmelighed. Henrik Dahl har laenge brugt hovedparten af sin tid på at debattere ligestilling og diversitet. Det er helt legitimt at have forskellige politiske holdninger. Det bliver dog problematisk, når Henrik Dahl i sit indlaeg bruger stråmandsargumenter for at holde liv i sin maerkesag og på den måde afsporer diskussionen om de virkelige problemer.
Henrik Dahl skriver i indlaegget, at wokeness betyder, at man fortolker forskelle mellem udvalgte grupper som magtmisbrug. Eksempelvis når der er forskelle på, hvor mange maend og kvinder der spiller guitar i et rockband, eller hvor mange skuespillere med anden etnisk baggrund der optraeder i danske film.
Lige praecis her hopper kaeden i Dahls argumentation jo helt af. For selv om jeg synes, det er et stort problem, at repraesentationen er skaev på store dele af kulturområdet, har jeg aldrig sagt, at det skyldes magtmisbrug. Jeg har heller aldrig sagt, at jeg vil indføre kvoter.
Men jeg kan da ikke ignorere de faktuelle forhold, når jeg som ny minister bliver praesenteret for skaeve tal fra blandt andet musikog filmbranchen.
Eksempelvis gik 10 pct. af det samlede udbetalte beløb fra Koda i 2021 til kvinder, og 90 pct. gik til maend. Og mens andelen af nydanskere beskaeftiget i filmbranchen godt nok stiger, er de fortsat klart underrepraesenterede: I 2022 var andelen 10,8 pct., mens andelen af nydanskere blandt beskaeftigede i alle erhverv er 13,5 pct.
Jeg kan heller ikke bare traekke på skuldrene, når jeg laeser, at landets kunstmuseer køber langt flere kunstvaerker udført af maend end vaerker udført af kvinder.
Når forskellene er så store, skal de da frem i lyset. Og jeg vil gerne finde ud af, hvorfor det er sådan. Derfor har jeg og et stort flertal af partier i Folketinget for eksempel besluttet, at vi som led i den nye musikhandlingsplan vil stille skarpt på pigers frafald på musikskolerne og kortlaegge, hvordan man kan bevare engagementet hos alle de musikalske talenter på tvaers af køn og baggrund.
Vi støtter også initiativet She
Can Play, så flere kvinder kan få hjaelp til at få succes i den mandsdominerede musikbranche. Og jeg synes, det er rigtig godt, hvis alle dele af kulturlivet bliver bevidste om, hvor der er skaevheder og reflekterer over, om der egentlig er en god grund til det. Blandt andet derfor har jeg oprettet ”Bodil Koch-prisen”, der skal haedre dem, som gør noget saerligt for at fremme ligestilling og diversitet.
Det er ikke et opgør med magtmisbrug. Det handler om lige muligheder. De dygtigste talenter, vi har, skal frem i lyset og kunne udfolde sig, uanset om de er maend eller kvinder, og uanset hvilken hudfarve de har. For det vil berige os som samfund.
Hvorfor Henrik Dahl ikke ønsker det og i stedet staedigt holder fast i at tale om ”woke” og ”wokeness”, har jeg svaert ved at forstå.
Jeg kan da ikke ignorere de faktuelle forhold, når jeg som ny minister bliver praesenteret for skaeve tal fra blandt andet musik- og filmbranchen.