Dengang jeg ikke mødte Henry Kissinger
Selv om der er en del steder på kloden, der ikke hejste flaget i begejstring over legendariske Henry Kissingers 100-årsdag forleden, så er vi nok alligevel flere, der har den tidligere udenrigsminister som en af vore helte i verdenshistorien.
Jeg har fødselsdag i dag, men ugens klumme skal handle om en anden mere kendt og relevant fødselar. Henry Kissinger fyldte nemlig 100 år i sidste uge.
Tilbage i 2019-2020 havde jeg den store fornøjelse og aere at vaere Henry A. Kissinger predoctoral fellow på Yale University – blandt andet på anbefaling af netop Kissinger. Tilbage i 2011 havde den tidligere udenrigsminister doneret sine private papirer – samlet set over en million dokumenter – til Yale. I den forbindelse blev der også oprettet en lille håndfuld stipendier med det specifikke formål at bruge Kissingers skattekiste til forskning. Kissingers beslutning var på sin vis ret pudsigt, fordi Henry var tilknyttet Yales store rival Harvard i flere årtier, inden han fik en politisk karriere. Kissinger er dog vist faldet i unåde på Harvard, og i øvrigt laeste hans to børn begge på netop Yale, hvor Kissinger også har vaeret en hyppig gaesteunderviser.
Oprindeligt havde jeg taenkt, at det var spild af tid at ansøge om stipendiet. Typisk var det forskere med grader fra de fineste amerikanske og engelske universiteter, der havde fået tildelt et fellowship. Jeg havde en kandidatgrad fra Syddansk Universitet.
Men altså: ”Wer nicht wagt, der nicht gewinnt”, som man siger på mit og Henrys tyske modersmål, så ansøgningen blev sendt afsted, vel vidende at man i forskningsverdenen får endnu flere afvisninger, end jeg formåede at skrabe sammen på det lokale diskotek i teenageårene.
Nogle uger senere blev jeg overraskende inviteret til samtale angående stipendiet, hvilket var surrealistisk nok i sig selv. Praktisk nok var jeg dog på Yale i forvejen som Fulbright-forsker, så rejsen var overkommelig. Jeg sad og ventede i en pragtfuld bygning, der engang havde huset USA’s 27. praesident, William Howard Taft, og hvor den tidligere amerikanske praesidentkandidat, udenrigsminister og praesident Bidens nuvaerende saerlige klimaudsending, John Kerry, også havde fået kontorplads.
Personligt har jeg en teori om, at Henry Kissinger fortsat lever, fordi han gerne vil nå at laese min ph.d.-afhandling, der fortsat ikke er faerdiggjort. Afhandlingen er så at sige Henrys livseliksir, og jeg kommer nok til at holde Heinz Alfred i live lidt endnu. Selv tak.
Som om det ikke havde vaeret frygtindgydende nok i sig selv, trak professoren, der administrerede Kissinger-stipendiet, med det samme taeppet vaek under mine fødder, da det så endelig blev min tur: »Vi er rigtig begejstrede for dit projektforslag, og det er dr. Kissinger også, som vi har drøftet dit projekt med.« Hvad siger man lige til det?
I og med mit foreslåede projekt netop handlede om Kissingers indflydelse på amerikansk og vesttysk udenrigspolitik i slutningen af Den Kolde Krig, svarede jeg kaekt – min kone vil nok bruge udtrykket dumdristigt – at det ikke kom bag på mig, da projektet jo ligesom handlede om manden selv. Et friskt analytikerbud er, at det ikke var det svar, der gjorde, at jeg nogle uger senere fik tilbudt stipendiet.
Jeg er selvfølgelig udmaerket godt klar over, at det mange steder i verden ikke ville vaekke spor glaede at blive associeret med Henry Kissinger. Saerligt ikke i Chile, Cambodia eller Østtimor. Tvaertimod. For den afdøde journalist Christopher Hitchens var Kissinger en krigsforbryder, der burde stilles til ansvar. Den holdning bliver stadig delt af mange, også på amerikanske universiteter, hvor der regelmaessigt er protester, når Kissinger er inviteret som gaestetaler.
Det respekterer jeg selvfølgelig, men jeg står ved, at det for en tysker med en glødende interesse for amerikanske samfundsforhold ikke kunne blive meget større end at blive Henry A. Kissinger-fellow på Yale. Også selvom det indebar en enorm aerefrygt at vide, at jeg dermed skulle møde og fremlaegge min forskning for selveste Heinz Alfred Kissinger. Selvsamme mand, der i sin tid som studerende på Harvard havde afleveret en bacheloropgave på mere end 400 sider, hvilket fik universitet til at indføre et loft på laengden af fremtidige studerendes bacheloropgaver (det vil ikke undre mig, hvis min redaktør på Jyllands-Posten foreslår en lignende model snarest, fordi jeg også har en tendens til at lide af Kissinger-sygen, når jeg skriver klummer).
Hvorom alting er, satte coronapandemien desvaerre (også) en stopper for mødet med Kissinger. Det er jeg sikker på, at Heinz Alfred var vaeldig aergerlig over.
Mens jeg var Kissinger-fellow, blev jeg i øvrigt far for anden gang.
Gaet, hvad min søn hedder? Hint: Hans navn starter med A. Arbejdsskaden er vist total.
Apropos arbejde: Henry Kissinger er faktisk den sidste tidligere minister fra Richard Nixons praesidenttid (1969-1974), der stadig er i live, efter George Shultz døde den 6. februar 2021 i en alder af – du havde nok gaettet det – 100 år. Schultz døde i øvrigt på Ronald Reagans fødselsdag.
Personligt har jeg en teori om, at Henry Kissinger fortsat lever, fordi han gerne vil nå at laese min ph.d.afhandling, der fortsat ikke er faerdiggjort. Afhandlingen er så at sige Henrys livseliksir, og jeg kommer nok til at holde Heinz Alfred i live lidt endnu. Selv tak.