Hvorfor traekker psykiatrien altid det korteste strå?
KATHRINE ØSTER
Regeringen praesenterede den 23. maj en ny kraeftplan og afsaetter dertil 5 mia. kr. Vi synes, det er helt uacceptabelt, at det har kunnet finde sted, at kraeftpatienter, som burde have vaeret i behandling, er døde eller nu er terminalt syge pga. for lange ventelister.
Derfor glaeder det os, at regeringen hurtigt udviser handling. Det undrer os dog, at den samme tilgang ikke findes til psykiatrien. I midten af marts rullede de første historier om kraeftskandalen fra Aarhus Universitetshospital, og her to måneder senere står regeringen klar med pengeposen og en ny kraeftplan. Imens har organisationer, pårørende og psykiatriske patienter i årevis forsøgt at råbe op om, hvor galt det står til i psykiatrien, og medier har sat fokus på problemstillingerne, så ingen efterhånden kan vaere i tvivl om, at psykiatrien er nødlidende – men lige meget nytter det.
Ventelisterne bliver laengere og laengere, og i juli 2022 lå den gennemsnitlige ventetid hos en psykiater på 63 uger. I 2021 var ventetiden 37 uger. Det vidner om, at problemet i år er blevet så kritisk, at man som patient bliver magtesløs ved udsigten til at skulle vente over et år.
Misforstå os ikke, vi synes oprigtigt, det er godt, at kraeftområdet bliver styrket. Det, der gør os sure, er regeringens manglende anerkendelse af, at vi har at gøre med et massivt problem i psykiatrien. Et problem, der er et resultat af årtiers nedprioritering, og som ikke kan løses med et quickfix.
Siden årtusindskiftet er der gennemført fire kraeftplaner og netop fremlagt en femte, men hvor bliver psykiatriplanerne af? Nuvel, der blev i efteråret vedtaget en 10-årsplan med nogle gode intentioner, som ingen dog har fået formuleret, hvordan skal lykkes, og hvor det halter med at få pengene ud til psykiatrien.
Det lyder da dejligt med en langsigtet plan for en gangs skyld, men hvad har psykiatrien fået indtil videre? Sølle 40 mio. kr. i en ”her og nu”-pakke, som regionerne skal fordele imellem sig i et naivt og urealistisk håb om, at det vil nedbringe ventelisterne.
40 mio. kr. er ikke engang i naerheden af at vaere nok til at redde bare én region fra den katastrofale psykiatri. Ifølge en investeringsplan fra Dansk Psykiatrisk Selskab skal der samlet set tilføres 4,5 mia. kr. i en årlig merudgift til drift og en engangsinvestering på 3,5 mia. kr. til anlaegsudgifter.
Det bliver rigtig dyrt at få genopbygget psykiatrien, men det bliver endnu dyrere, jo laengere man venter. Der er behov for langsigtede løsninger, hvor den rette sum af penge følger med, og ikke lappeløsninger såsom en ”her og nu”pakke.
Lars Løkke Rasmussen sagde ved regeringens pressemøde om kraeftplanen, at sagen fra Aarhus Universitetshospital gjorde ham »vred«, og at »det kan vi som samfund ikke vaere bekendt«.
Hvor er den vrede, når det omhandler psykiatrien? Hvor er den vrede, når Danmark har det højeste antal selvmord under indlaeggelse af patienter med psykisk sygdom blandt OECD-landene? Det er, til trods for at selvmordsraten i Danmark ellers ligger meget lavt.
Betyder det, at man bliver endnu mere syg og selvmordstruet af at vaere indlagt i psykiatrien? Eller betyder det, at når man endelig bliver indlagt, er man blevet så syg efter at have ventet for laenge, at det er for sent at blive behandlet?
Og hvor er den vrede, når 25 pct. på hele det psykiatriske område blev akut genindlagt inden for 30 dage i 2022? På det somatiske område var det modsat kun 11 pct. Faktum er, at folk dør af at stå for laenge på venteliste, hvad end der er tale om psykisk sygdom eller om tarmkraeft. Og faktum er, at genindlaeggelser ikke blot er en økonomisk fallit for samfundet, men bagved hver genindlaeggelse ligger der et menneskeligt nederlag.
Det er, som om at lige meget hvor triste tallene er, gør det ingen forskel på Christiansborg. Hvor meget vaerre skal det blive, før regeringen vil udvise handlekraft, som den har gjort det med kraeftplanen?
I stedet har regeringen nedsat en Sundhedsstrukturkommission med direktøren for Kraeftens Bekaempelse, Jesper Fisker, i spidsen. Hvorfor er det ikke formanden fra f.eks. Sind eller en af de andre organisationer for bedre mental sundhed, der står i spidsen?
Måske fordi psykiatriområdet ikke behøver blive belyst af en kommission, der mangler blot den politiske vilje til at indse, at vi har at gøre med et stort problem.
Når vi kan se, hvor meget ventelisterne hos psykiatere kan stige på bare ét år, mener regeringen så virkelig, at psykiatrien kan vente indtil 2024 med at få svar på, hvad kommissionen mener, der skal gøres? Hvis altså det overhovedet er det, kommissionen skal kigge på. I de otte fremsatte punkter har psykiatrien ikke en gang sit eget selvstaendige punkt. Faktisk er den eneste af de ni medlemmer i kommissionen med direkte tilknytning til psykiatrien Marie Paldam Folker, centerchef for Center for Digital Psykiatri i Region Syddanmark.
Mette Frederiksen skriver på sin Facebook-profil, at »den her regering vil virkelig prioritere sundhedsområdet«.
Hvordan kan hun sige det, når ventelisterne i psykiatrien kun er blevet laengere i de fire år, hun har vaeret statsminister, og når hun selv har vaeret med til at nedprioritere netop det?
Det synes vi er en decideret hån mod dem, der venter 63 uger på at blive udredt hos en psykiater. Derfor er der hverken tid eller grund til at vente på Sundhedsstrukturkommissionen.
Sabbatår, tidl. patient i psykiatrien, Hasselager
Formand, VU Aarhus, statskundskabsstuderende, Aarhus
Når regeringen vaelger at komme med en kraeftplan, kun to måneder efter de første sager kom frem, viser det, hvordan psykiske sygdomme ikke er ligestillet med somatiske sygdomme.
I kraeftplanen fremgår det, at hvis behandlingsgarantien ikke kan overholdes, skal patienterne behandles i udlandet. Der findes ingen behandlingsgaranti i psykiatrien som med somatiske lidelser.
Det er et udtryk for, at der ikke er ligestilling i sundhedsvaesnet mellem det at have et braekket ben og det at have ondt i sjaelen. Kunne man forestille sig regeringen og dens topministrene stå og praesentere en psykiatriplan til 5 mia. kr.? Nej vel? Hør her, det er nu det gaelder med psykiatrien, men hvorfor pokker er der så ingen, der gør noget?
Hvor meget vaerre skal det blive, før regeringen vil udvise handlekraft, som den har gjort det med kraeftplanen?
Vi taler på vegne af alle dem, der selv har mødt psykiatrien, og dem, der har stået på sidelinjen. Som Martine, der selv har oplevet den mangelfulde behandling af anoreksi, og som Kathrine, der har mistet en naer ven, som psykiatrien ikke greb ind over for i tide.
Alle os, der nogle dage ville ønske, at vi havde et braekket ben i stedet for ondt i sjaelen.