Politikerne fabler om selvstaendighed. Imens drøner Grønland mod afgrunden

Danmark kan kun se frustreret til, mens grønlandske politikeres lyst til selvstaendighed får lov til at overskygge realiteterne.

Det fortaelles om kejser Nero, at han – mens store dele af Rom braendte ned til grunden – stod på sin balkon og spillede violin …

Billedet af myten dukker op, når man på den ene side lytter til førende grønlandske politikeres uansvarlige snak om det selvstaendige land, som snart skal opstå – og på den anden side ser det samme vidunderlige land drøne mod afgrunden. Mange grønlaendere er dybt ulykkelige over den situation, Grønlands politikere siden Selvstyrets indførelse har ført landet ind i. Jeg ved det, for jeg får faktisk mange henvendelser fra såkaldt menige grønlaendere.

For man har jo fra skiftende regeland. absolut intet foretaget sig, som markant ville kunne rette op på den kurs mod den uafvendelige sociale og økonomiske afgrund. Kompetente unge grønlaendere flytter vaek – 18.000 befinder sig nu i Danmark, og mange er på spring til at følge dem. Undervisningen i Grønland ligger i ruiner. Erhvervs- og arbejdsmarkedsreformer er udeblevet. Investorer holder sig vaek – de skal ikke have noget klinket. Den sociale service er elendig. Antallet af provokerede aborter har sat verdensrekord.

For os, der elsker Grønland, er det naesten ikke laengere til at holde ud at vaere vidne til. Specielt ikke, når man samtidig oplever, hvordan uansvarlige grønlandske politikere har sat autopiloten til mod skilsmisse fra Danmark. Dér sidder de så, mens de hver for sig drømmer søde drømme om at rive sig løs fra os. Så er de jo også fri for at høre irriterende opfordringer til at løse Grønlands uoverskuelige, enorme problemer, så man måske engang vil kunne blive et selvstaendigt Virkeligheden er som bekendt altings prøve; og den prøve har Grønlands politiske ledelse ikke bestået.

Den virkelighed, som man ikke vil forholde sig til, er, at Grønland, som det ser ud nu, ingen mulig fremtid har som en selvstaendig stat. Grønlands nødvendige fremtid og eksistens ligger derimod alene i et forpligtende taet forhold til enten Danmark eller USA, og det bør blive de kommende års svaere erkendelse, for selv med de allermest positive fremskrivninger vil Grønland ikke i de naeste 30-40 år kunne blive selvbåren.

Først var det drømmen om et kolossalt råstof-eventyr, der brast – så skulle man have storskalaprojekter, så skulle man bare have tre nye landingsbaner – så ville alt blive godt. Og således har politikerne opøvet evnen til at undgå at se virkeligheden i øjnene: De kommer, milliarderne! Vi skal bare lige have dem fundet. Denne snak må og skal nu ophøre, for år for år bevaeger Grønland sig laengere og laengeringer re vaek fra virkeligheden – og fremstår i disse tider som et land på en hvirvlende rutsjetur ned i økonomisk, samfundsmaessig og kulturelt forfald.

Det er ironisk, at vi i Folketinget for ikke så laenge siden blev bedt om at haste en såkaldt ”storskalalov” igennem – med arbejde til 4.000 mennesker. Intet projekt er sat i gang. Turismen, som i det smukke land burde kunne give vaekst og rigdom, bliver ikke til noget. Bemaerk, at mens Grønland har cirka 50.000 turister om året, har Island mindst 1,5 million – altså 20-30 gange så mange. På Island har man nemlig satset benhårdt, så der for besøgende er et vaeld af tilbud. Det er besynderligt, at Island kan skaffe turister, mens Grønland, i min optik et langt mere attraktivt land, altså ikke kan.

Fra Danmark kan vi kun se frustrerede til, for det er Grønland, der har eneansvaret. Og midt i en situation, hvor der årtier forude ventes magre år, skulle man antage, at øens politikere satser alt på at forhindre katastrofen. Men nej: På de kanter har man højere og aedlere visioner til at kunne beskaeftige sig med sådan profane sager. Så lammende er visionerne, at samfundets basale udfordringer igen og igen tilsidesaettes: Ingen skole-, erhvervs-, arbejdsmarkedseller socialreformer. Ingen infrastruktur-, sundheds-, eller turismereformer. Ingen økonomiske reformer. Ingenting af nogen ting. Derimod, blandt grønlandske politikere, én endeløs klappen hinanden på skuldrene – og en endeløs faellesforsikring om, at ”vi arbejder frem mod selvstaendighed” – hvad det så end betyder.

MF, Danmarksdemokraterne

Det skønnes, at Grønland reelt er i bund – men at man undviger katastrofen som følge af, at udlandet ser Grønland som en del af den danske økonomi. Altså en forvisning om, at Danmark ikke vil lade Grønland gå konkurs, hvilket man jo sikkert har ret i. Måske ér det netop den sovepude, som gør, at de ansvarlige grønlandske politikere lykkeligt drømmer videre.