Til middag med en flok soldater, som lige har fået den vaerste besked

Under optakten til den ukrainske storoffensiv døde finskytten ”Toha” fredag kl. 11.18 i kamp ved fronten i Bakhmut. I eftertiden vil hans navn vaere et blandt tusinder af andre på listen over faldne soldater. Men bag hvert eneste tab på slagmarken er en h

Det skete fredag kl. 11.18. Men nyheden indfandt sig først på min mobiltelefon omkring kl. 14.30. Formuleret i en kortfattet besked, der ikke var til at tage fejl af. »Toha 200.« Jeg kunne ikke tro det. Men min lokale tolks ansigtsudtryk efterlod ingen tvivl. Alligevel tvang livets surrealisme mig til at få det bekraeftet igen.

»Jeg er ok. Toha er ikke,« lød svaret. Virkeligheden stod ikke til at aendre. Mindre end 30 minutter senere traengte det ind. Helt ind, fordi jeg stod over for dem, der ellers aldrig får våde øjne, efter at de det seneste halvandet år har levet og åndet i ukrainsk uniform og gjort tjeneste i en specialenhed ved navn ’”Torden”.

Men dette var anderledes.

”Toha” er det ukrainske kaelenavn for Sergey. En soldat af den fineste karat, der siden krigens begyndelse har kaempet for sit land, sin familie og sin frihed bag sin evige og trofaste følgesvend finskytteriflen.

Han var også det ydmyge, afdaempede, charmerende, imødekommende og kronisk smilende menneske, jeg havde tilbragt de seneste uger med og langsomt laert at kende, efter at jeg flyttede ind hos hans enhed naer frontlinjerne i Donbas.

Indtil fredag kl. 11.18 var ”Toha” alt dette og meget mere. Lige indtil et russisk artilleriangreb mod hans position på forreste frontlinje i landsbyen Bohdanivka på den nordlige flanke af Bakhmut med ét nedslag sørgede for, at han pludselig ikke var det laengere.

»200« er nemlig den kode i soldatersprog, som ingen ønsker at få plastret på sig. Den betyder, at man taler om de døde. Fredag skete det for ”Toha”.

De korte staerke bånd

Hans enhed består af haerdebrede, erfarne, professionelle soldater, der tillidsfuldt lukkede mig ind i deres midlertidige hjem, deres hverdag og rutiner, deres røverhistorier, frustrationer, skøre påfald, traening og faellesskab.

Som uden at tøve gav mig en seng, indiskutabel gaestfrihed, tog mig med til fronten og ville have beskyttet mig med deres liv uden at blinke, hvis det blev nødvendigt.

Soldater, finskytter, efterretningsofficerer, som har stået forrest ved samtlige frontlinjer siden februar sidste år. Som, når man kender dem laenge nok, afslører at have mobilerne fulde af fotos af kammerater, som ikke er her laengere.

Nu også af ”Toha”.

»Der er aldrig nogen, der har gidet tage billeder af én som mig,« skraldgrinede ”Toha” genert, da jeg sidste tirsdag aften viste ham det foto, der havde ramt forsiden af Jyllands-Postens netavis, hvor han sidder foreviget praecis, som jeg husker og så ham: i en stille, eftertaenksom kaffestund i forhaven.

Det var her, jeg første gang mødte og laerte ”Toha” at kende. Jeg har ikke retten til at kalde ham min naere ven, når man med en faelles sprogbarriere kun får lov at skabe relation på sølle 14 dage. Men i krigszoner har jeg med årene laert, at man kan skabe uforklarlige staerke bånd selv på kort tid og under de mest maerkelige omstaendigheder.

Forhaven blev omdrejningspunktet for vores kortvarige bekendtskab. Her mødte han hver eneste gang min tolk, Kateryna, og mig med sit solbrune og altid smilende ansigt. Det var her, at han plejede sin finskytteriffel i natlampens skaer og studerede de nye termiske sigter, der var blevet doneret. Her han sad på den lille campingstol med sine høretelefoner på tindingerne, når han hver aften havde talt med sin hustru, der er flygtet til Danmark. Her han sørgede for, at vi fik varmt vand i bruseren, eller altid stilfuldt og høfligt skaenkede vodka- eller whiskysjusser op til selskabet om bordet i de sene aftentimer.

»Frygt, jordbaer, na konya (at sadle op, red.),« skålede vi med højlydte fnis en af de aftener, der blev sene og var unikke med den slags fjollefraser, der kun er sjove for indviede, men daekkede over nogle af de nye ukrainske ord, jeg havde laert.

Det var en af de aftener, da vi sad få tilbage om bordet, at ”Toha” fortalte om tunge oplevelser fra fronten. Jeg forstod dem kun, fordi han viste mig billeder og videoer, hvor han løber frygtløs gennem ukendt skovterraen med skudsalver og granater om ørerne. Men også hvor han pavestolt viste fotos af sin smukke hustru og mindreårige døtre, inden vi skålede og sagde »na konya« endnu engang. Det ukrainske udtryk for at tage den sidste drink, der har det med at blive til et par stykker.

Fredag eftermiddag blev der så skaenket en ny drink. Denne gang ikke af, men til ”Toha”.

Respektfuld mayonnaise

Det er praecis det lille glas midt på bordet, som vi alle sidder og stirrer på, da vi samles om dagens middag for at fordøje. Så laegges der et stykke hvidt brød som låg på den whisky, der efter traditionen tilegnes en falden kammerat. Men det er ”Krueger”, der med sit overdådige korpus af muskler og et forknyt ansigt, som med den største selvfølge nu påfører brødet sirlige baner af mayonnaise til sin ven. For selv i døden fortjener ”Toha” det bedste.

Siddende her som et flygtigt forbipasserende vidne til krigens uundgåelighed, som jeg i modsaetning til maendene omkring bordet selv kan tjekke ud af, når jeg vil, gør denne mest simple og smukkeste gestus øjeblikket endnu mere ubaerligt.

Den naeste halve time indtages kartoffelmos og frikadeller i en sådan stilhed, at jeg kun hører gaflerne skrabe sporadisk over bunden af vores plastiktallerkener. Og så den mumlen, pusten, snøften og hvisken, der haenger i luften, hver gang soldaterne formulerer lavmaelte uforståelige saetninger for sig selv, inden de i faellesskab tavst skyller sorgen ned.

Momentet er brutalt.

Stilheden føles lige så voldsom som det artillerinedslag, der på et øjeblik slog ”Toha” ihjel. Havde den øverstbefalende, ”Krybskytte”, ikke nået at trykke sig mod jorden i lige netop det sekund, var heller ikke han blot sluppet med en hjernekvaestelse. Nu giver han blot min skulder et overbaerende klem for at afvaerge et kram. Han har gennemlevet dette scenarie utallige gange. Og så alligevel ikke...

At spise middag med en flok tykhudede soldater, som lige har fået den vaerste besked, er et øjeblik, jeg ikke ønsker for nogen at opleve. Men på én og samme tid er det øjeblik det smukkeste symbol på et ubrydeligt bånd og et ukueligt broderskab, som kun aegte soldaterkammerater kan forstå.

Talismanens feltseng

Det mest skraemmende i krig er ikke at dø. For når du dør, hører du ikke alle detaljerne om, hvad der er sket med dig. Det er ikke skraemmende at vaere såret, for du ved, det kan ske. Det, der er skraemmende, er at miste en ven, uden du kan aendre den virkelighed. ”ROMAN”

”Toha” var en heldets kriger. Han ikke kun troede på sit eget held. Men i løbet af de seneste 15 måneder, hvor han stod forrest ved de mest frygtindgydende steder, var han aldrig blevet såret.

»Alle andre blev ramt af fragmenter eller fik i det mindste hjernekvaestelse. Ikke ”Toha”. Det skete bare ikke. Selv ikke i Bakhmut i vinter, da vi alle 17 lå på vores position, da var ”Toha” den eneste, der ikke fik hjernekvaestelse,« forklarer hans naere kammerat og finskyttekollega kaldet ”Bedstefar” lavmaelt med bøjet hoved.

Men ifølge ”Bedstefar” var der også noget større på spil omkring ”Tohas” held. Når han var med på missioner og lå klar på sin position, følte alle sig mere sikre og trygge. For ”Toha” forlod aldrig sin post. Heller ikke, selvom han ikke skød.

»Han var vores talisman. For mig og for hele gruppen. Jeg er bange for, at det ikke er godt for os, at han ikke er her mere. Jeg kender ingen, der var så respekteret af alle ved fronten som ham. Soldater som generaler naerede hans store respekt. For hele vores gruppe var ”Toha” indbegrebet af en meget stor officer. Selvom han af rang kun var menig soldat.«

Fredag slap ”Tohas” held så op. Videoen, som vi ser igennem dagen derpå optaget fra et gopro-kamera på en af soldaternes hjelme, dokumenterer de hjerteskaerende minutter, der nu kører igen og igen. Om ikke på kammeraternes telefoner, så i deres hoveder.

Fra den minimale beskyttelseskaelder ved fronten kan man høre kammeraterne råbe hans navn uden at få svar, efter at granaten slog ned så taet på ”Toha”, at afstanden i meter kan taelles på få fingre. Til et refraen af artilleri, tung mandestønnen og råb får de bugseret hans livløse krop forbi noget, der engang var en havelåge, ned ad snaevre trappetrin til cementgulvet, hvor den rutinerede førstehjaelp og hjertemassage er forgaeves. Den eneste reaktion, der kan spores, er ikke fra den lemlaestede krop, men fra de kammerater, der ikke kan redde ham.

»Jeg har kendt ham siden marts efter krigens udbrud. Vi boede taet på hinanden i Kyiv. Vi boede og besøgte hinanden. Vi tog til fronten sammen. Han var den bedste finskytte, jeg kendte. Meget af det, jeg kan, har jeg laert af ham. De termiske sigter, jeg fik doneret til gruppen, var først og fremmest til ham. Han var den bedste,« proklamerer ”Bedstefar”.

I et privat Facebook-opslag har han med egne ord beskrevet, hvor ubaerligt den første nat gik med at stirre på ”Tohas” tomme feltseng. Naeste dag blev den ryddet for hans ejendele.

Optaget i ny enhed

»”Toha” var skruet godt sammen. Han var rolig, holdt hovedet koldt, rystede aldrig på haenderne og traf altid de rigtige beslutninger,« pruster kammeraten ”Roman” sine mindeord om vennen efter en lang og tung taenkepause, inden han tager sig sammen.

»Det mest skraemmende i krig er ikke at dø. For når du dør, hører du ikke alle detaljerne om, hvad der er sket med dig. Det er ikke skraemmende at vaere såret, for du ved, det kan ske. Det, der er skraemmende, er at miste en ven, uden du kan aendre den virkelighed. Hvad betyder det for mig, at han ikke er her laengere? Jeg har allerede mistet mine foraeldre og vaeret alene i 30 år. Nu har jeg mistet min ven. At ”Toha” er vaek, er ikke som at miste en kropsdel. Det er som at miste noget af min sjael.«

Til ”Tohas” aere – og for hans indsats ved fronten, hvor det siges, at han var den, som draebte flest russiske fjender – indstillede hans naermeste våbenbrødre ham dagen efter til Bohdan Khmelnytsky-ordenen. En af de fine militaere medaljer, der kan tildeles en kriger, som i exceptionel grad har udmaerket sig for at forsvare sit hjemland.

Mens ”Tohas” kone bogstavelig talt syg af fortvivlelse hastede fra sit flygtningeophold i Danmark hjem til Ukraine, hvor de havde planlagt at ses om ganske få uger, blev hans kiste fragtet fra frontlinjen til hans hjemby, Kyiv.

Her blev han begravet onsdag formiddag, hvor han ”sadlede op” for sidste gang blot for at blive optaget i endnu et nyt broderskab. Blandt Ukraines historiske ”200”heltehaer af faldne.

AEre vaere dit minde, Sergey ”Toha” Rudenko, 4. november 1977-2. juni 2023. Tak for smilene og skaenken.

»Na konya.«