Demokrati naeres ikke af bagudrettet nostalgi, men af fremsynet mod til forbedring

Forleden holdt jeg grundlovstale i Vive, i en af landets yndigste praestegårdshaver. Sol, sommer, musik og sang. Mit hjerte, hvad vil du mere. Vi lever i et af verdens bedste samfund, og skam den, der ikke forstår at vaerdsaette det.

Men et demokrati er kun så godt, som vi gør det til. Styreformen er en nødvendig, men ikke tilstraekkelig forudsaetning for et godt samfund. Det skal kunne bevaege sig, og det har det heldigvis gjort.

Vejen til en fortsat udfoldelse af demokratiet har ikke kun vaeret strøet med roser fra velholdte praestegårdshaver. Toppede brosten har ind imellem bremset en del.

Det er f.eks. de mest fantastiske argumenter, der i årtierne efter 1849 blev brugt for at holde kvinder uden for magtens cirkler. En i øvrigt frisindet provst Bloch udtalte i Landstinget i 1857, at »kvinders styrke ikke består i deres myndighed, men i deres yndighed«!

Året efter satte Frederik Bajer trumf på ved at haevde, at »da kvinden i politisk henseende er uansvarlig, så bør det vaere hendes opgave at opfatte mandens mening og tilegne sig hans anskuelser«. Bajer aendrede dog holdning, muligvis efter at have mødt sin staerke hustru, Mathilde, og blev senere en af de staerkeste forkaempere for kvinders valgret.

De tider, da maend vover sådanne udtalelser, er for laengst forbi. Men det tog mange år at få foldet grundloven ud, og vi bliver aldrig faerdige! Det var som bekendt først i 1915, kvinder og tyende fik valgret, det var først i 1921, kvinder fik adgang til offentlige embeder – og først i 1947, at kvinder kunne blive praester. I skåltalerne fremhaever vi ofte, at vi fik demokrati i 1849. Det fik vi så langtfra. Men vi fik lagt et solidt fundament.

Gamle provst Bloch ville naeppe billige, at verden står på hovedet i forhold til dengang, så kvinder i dag er bedre kendt for deres myndighed end for deres yndighed. Ja, vi har faktisk taget magten i adskillige erhverv. Ikke blot inden for omsorg og undervisning, men også blandt jurister, laeger og praester. Så er tiden kommet til, at vi bare kan laene os tilbage og nyde demokratiets frugter?

Nej. Vi har f.eks. fortsat et staerkt kønsopdelt arbejdsmarkedet. Hvad mon det gør ved samfundet, at vores børn møder så få maend i deres opvaekst? Paedagogerne er kvinder, folkeskolelaererne er kvinder, gymnasielaererne er kvinder. Omvendt er det fortsat maend, der dominerer i de tekniske fag. Hvor kvinder saetter praeg på børn, saetter maend praeg på bygninger, infrastruktur og landskaber.

Så hvor meget har vi egentlig flyttet os? Enormt, vil mange sige. Måske ikke helt så enormt, vil jeg sige. Arbejdsmarked, fag – og samfund – udfolder først sine muligheder – og korrigerer de vaerste tidsler – når det sker i samarbejde mellem mennesker, der er forskellige. Det gaelder ikke kun på parameteret køn, men også på en raekke andre parametre.

Vi lever i dag i et højt specialiseret samfund, hvor dygtige mennesker regerer inden for felter, der bliver snaevrere og snaevrere. Spørg på et hospital. Spørg på en folkeskole. Spørg på en produktionsvirksomhed. Det gør os blinde for helheder, sammenhaenge og faellesskaber. Og det er den største udfordring for vores gamle demokrati.

Der er med andre ord ingen vej udenom. Vi må op af stolen og påtage os et medansvar, også i det små. Demokratiet dør, hvis vi kun kigger bagud i sentimental nostalgi og ikke tager livtag med aktuelle udfordringer.

Nemt bliver det aldrig.

Så hvor meget har vi egentlig flyttet os? Enormt, vil mange sige. Måske ikke helt så enormt, vil jeg sige.