Små landbrug skal ikke brandbeskattes, Bruus
Skatteminister Jeppe Bruus er ude med riven efter de små landbrug, og den jagt må høre op. Den planlagte omorganisering af landejendomme vil give en endeløs raekke af helt overflødige problemer.
Hvor laenge endnu, Jeppe Bruus, vil du traekke veksler på vores tålmodighed? Fredag før påskeugen lod du Vurderingsstyrelsen udsende styresignal til fastlaeggelse af praksis vedrørende fastsaettelse af juridiske kategorier efter ejendomsvurderingslovens § 3.
Forudså du, at det ville føre til, at Vurderingsstyrelsen i løbet af april tog initiativ til omkategorisering af så mange som over 20.000 ejendomme på landet, fortrinsvis fra land- og skovejendom til ejerbolig eller erhvervsejendom?
Hvis ja, hvorfor blev det så nødvendigt med indgrebet 3/5, som indførte endnu en ny kategori af ejendomme på landet og dermed komplicerede omvurderingsprocessen yderligere? Tror du, at der nu, hvor en femtedel af de hidtil behandlede indsigelser imod Vurderingsstyrelsens ”forslag” har givet anledning til medhold, bliver ro om omvurderingerne?
Lektor, gårdejer, bestyrelsesmedlem i Frie Bønder – Levende Land, Ry
Undskyld mig, men alle med blot den mindste viden om denne sag kan forudse, at de afviste indsigelser nu vil føre til mange tusinder af klagesager. Desuden har flertallet af landets borgmestre for kommuner med en høj andel af landdistrikter – svarende til mere end halvdelen af landets areal – på ingen måde ladet sig overbevise af dit ministeriums udmelding om, at man med den omtalte justering
»vil gøre det mere attraktivt at bo på landet«. Det er på den baggrund utaenkeligt, at der vil falde politisk ro om omvurderingerne.
Hvorfor dog, Jeppe Bruus, benytter du dig ikke af den indlysende mulighed, der foreligger til at komme den velbegrundede kritik i møde og gøre den absolutte hovedpart af de involverede tilfredse?
Til det vil du måske svare, at der ikke findes en anden og bedre løsning. Jeg skal derfor forklare sagen én gang til: Det tiltagende kaos om beskatningen af landejendomme kommer af, at der er to lovgivningskomplekser i spil, nemlig landbrugslovgivning og skattelovgivning.
Med ejendomsvurderingsloven af 2017 og styresignalet af 2023 er disse bragt på frontal kollisionskurs. Det viser sig simpelt og principielt ved, at landbrugsjord beskattes forskelligt, alt efter hvor meget jord dets ejer råder over. Hovedreglen er herefter, at den, som ejer meget jord, skal beskattes lavere pr. arealenhed end den, der har mindre. I praksis overlejres dette princip så af en raekke regler fastsat i styresignalet og i bemaerkningerne til loven.
Disse afspejler et højst besynderligt syn på at drive landbrug. F.eks. regnes et traditionelt, alsidigt drevet landbrug på 30 ha (54 tønder land) ifølge lovens bemaerkninger for »hobby«. Hold af 20 kreaturer sidestilles med 150 vagtler. Ensidig og intensiv drift er den primaere indikator for kategorisering som ”landbrug” i modsaetning til alsidig og/eller ekstensiv drift. Og så videre.
Landbrugsjord drevet under hensyn til landskab, artsrigdom og klima bliver på denne måde kategoriseret som ”bolig” eller ”erhverv” og beskattet fem gange højere eller mere end drift med f.eks. hyppig pløjning eller udstrakt anvendelse af gift og kunstgødning. Dette aendrer den bebudede nye kategori ”naturejendom” ikke ved.
Imidlertid ved vi allerede nu, at styresignalets i flere henseender meningsløse bestemmelser i praksis suppleres med omfattende skøn, som for en landbrugskyndig må opfattes som ganske arbitraere: Det vrimler allerede med uforklarlige afgørelser, som der ingen begrundelse gives for.
Styrelsen beroliger med, at »man jo får chancen igen om to år«. Dér vil hele hurlumhejet nemlig gentages, når der skal vurderes på ny – nu dog antagelig efter nye, endnu ukendte, administrativt fastlagte regler. Det må forekomme klart, at denne lovløshed ikke er holdbar. Og hvis man ikke her i landet indser dette, kan man vaere ret sikker på, at EU vil gribe ind. Landbrugslovens rammer er givet ved EUlovgivning, og kommissionen vil naeppe i laengden tolerere, at et medlemsland systematisk omgår både EU’s lovgivning og erklaerede politik, der netop sigter mod at beskytte de mindre landbrug.
Omvurderingerne bryder ikke blot med elementaere principper om lighed for loven og med hensigtserklaeringer fra både dansk og europaeisk side om landdistrikternes rolle i fremtidens samfund. De bryder også med en frihedsret, der her i landet indtil for nylig har vaeret taget for selvfølgelig, nemlig retten til at råde over jord og til at dyrke den.
Dermed vil vi have mistet ikke blot retten til at vaelge et erhverv, men retten til at vaelge en livsform, retten til at påtage sig et saerligt ansvar og retten til at give sine børn og børnebørn mulighed for en opvaekst med dyr, jord, planter og faellesskab heromkring.
Og ikke nok med det: De små landbrug, hvis eksistens nu er på spil, er for størstepartens vedkommende netop de husmandssteder, der blev oprettet igennem 1800- og første halvdel af 1900-tallet, og som spillede en afgørende rolle i udviklingen af velfaerdssamfundet.
Hvis de bliver nedlagt, forsvinder både de, der fører husmandstraditionerne videre, og sporene i landskabet af en helt central del af Danmarks historie. Sat på spidsen er det endda ikke blot landet, der nu er truet, men også dets modsaetning, byen. I stedet for ”by og land” vil vi få ”forstaeder og grønne ørkener”. Det er der naeppe nogen i byerne, inklusive forstaederne, der for alvor ønsker.
Vejen ud af uføret er simpel: I stedet for at komplicere lovgivningen yderligere skal man forenkle. Som husmandsforeningen Frie Bønder – Levende Land har foreslået det, kan og bør alle privatejede landbrugsog naturejendomme over 2 ha samles i én kategori underlagt landbrugsloven.
De første 2 ha beskattes som bolig, idet dog arealer med landbrug og naturpleje beskattes som sådanne. Arealer ud over 2 ha beskattes som landbrugsjord/natur med samme takst pr. ha, uanset bedriftens samlede størrelse. Kravene til ordentlig landbrugsaktivitet og naturpleje fremgår allerede af Landbrugsstyrelsens udmøntning af Landbrugsloven, eksempelvis som registreret i det årlige faellesskema for ejendommen. Hermed er skattelovgivningen bragt i fuld overensstemmelse med landbrugslovgivningen, og et eksisterende kontrolsystem kan problemfrit benyttes.
Det har vaeret fremført, at alt for let beskatning af ”lystejendomme” skulle give anledning til forargelse, og Vurderingsstyrelsens praksis peger da også i retning af en udbredt følsomhed blandt dennes embedspersoner i forhold til ordet ”hest”. Vi skal blot minde om, at den fuldkomne retfaerdighed er fuldstaendig uretfaerdighed, og at man kan beskatte dyre forbrugsgoder på anden måde, f.eks. efter inspiration fra opkraevning af afgifter på automobiler.
Vurderingsstyrelsen har endvidere i en raekke stillingsopslag fremhaevet sig selv som en »virksomhed i vaekst«. Her vil vi tillade os at gøre opmaerksom på, at der for denne type institution findes andre succeskriterier, og at en eventuel indskraenkning i omkostninger ved staben kunne komme de landkommuner, der for tiden pålaegges omfattende besparelser, til gode. Det vil de saette pris på.
De små landbrug, hvis eksistens nu er på spil, er for størstepartens vedkommende netop de husmandssteder, der blev oprettet igennem 1800- og første halvdel af 1900-tallet, og som spillede en afgørende rolle i udviklingen af velfaerdssamfundet.
Derfor, Jeppe Bruus: Suspendér straks det igangvaerende arbejde med omkategorisering af landejendomme, og indkald Folketingets partier til forhandling om en revision af loven som her foreslået. Dermed vil du spare både dig selv, din regering, ejerne af mindre landbrug og Danmarks landdistrikter i almindelighed for en endeløs raekke af helt overflødige problemer.