Landet der naegtede at gå fallit
I de seneste fem år er Pakistan gået fra den ene krise til den naeste, men nu er tålmodigheden vaek blandt landets kreditorer, samtidig med at kassebeholdningen er så taet på at vaere tømt, at det ikke laengere giver mening at udsaette det uundgåelige.
Pakistans regering håber i disse dage på at kunne genoplive landets kuldsejlede program med Den Internationale Valutafond (IMF), der fungerer som landets sidste finansielle livslinje. For eneste alternativ er, at Pakistan holder op med at betale af på sin udlandsgaeld og erklaere sig konkurs. Det ville ellers vaere det rationelle valg, da omkostningerne ved at neddrosle den økonomiske produktion - i et forsøg på at reducere importen af energi og råvarer - langt overstiger renommémaessige gevinster ved fortsat at honorere sine gaeldsforpligtelser.
Den seneste katastrofe
IMF-programmet har ellers stået under vand, siden de voldsomme regnskyl sidste sommer oversvømmede store dele af Pakistan, der ud over de massive humanitaere og økonomiske ødelaeggelser, endnu engang fik skabt splid mellem økonomerne i Washington og politikerne i Islamabad. Stramheden af de offentlige finanser har i en årraekke vaeret stridspunkt nummer et, og isaer skatter og subsidier på energi skaber et stort hul i statskassen, f.eks. koster benzin blot omkring en fjerdedel af, hvad det saelges for i sammenlignelige lande. At haeve skatter samt saenke subsidier mente politikerne var for upopulaert isaer i kølvandet på den største naturkatastrofe i årtier. Som i øvrigt som minimum kommer til at koste 100 mia. kr. at udbedre.
Ingen valutareserve
Hvis IMF og Pakistan kan nå til enighed, vil det give adgang til hårdt tiltraengt valuta i form af 2 mia. dollars, eller ca. 14 mia. kroner, der med et slag vil forøge landets valutareserve med 50% og give lidt luft til igen at kunne importere basale fornødenheder som fødevarer og medicin, braendstof, samt inputs til landets industrielle produktion.
To mia. dollars lyder måske af meget, men det er byttepenge for verdens femtestørste land, målt på befolkning, der i normale tider importerer for ca. 6 mia. dollars om måneden, hvor blot halvdelen konverteres til eksportindtjening, resten forbruges, men efter indførslen af adskillige import- og valutarestriktioner, har Pakistan formået at skaere den månedlige importregning ned til under det halve, en bedrift, der ville vaere imponerende, hvis ikke det var så økonomisk skadende. For uden import at inputs, må landets fabrikker stå tomme, og kan hverken producere til hjemme- eller verdensmarkedet. Alene i de naeste tolv måneder skal der findes 22 mia. dollars for at servicere landets fremmedgaeld, staten alene skylder naesten 100 mia. dollars.
Default spøger?
Den håbløse økonomiske situation er dagligdag i Pakistan, og de finansielle markeder har de seneste år tydeligt indikeret, at landet ville gå i default, med tårnhøje renter og en valuta, der på to år har mistet over 40 pct. af sin vaerdi, til følge.
Forklaringen på, hvorfor landets politikere ikke har taget den logiske konsekvens, skal findes i landets politiske situation og geografiske placering.
De reelle magthavere holder til i landets militaer, og en default vil vaere et kaempemaessigt prestigetab for dem, samtidig med at de er i åben krig med den premierminister som de fik afsat sidste år, den tidligere cricketstjerne og landets suveraent mest populaere politiker, Imran Khan. Vinder han parlamentsvalget til efteråret, kan der bogstavelig talt rulle hoveder i militaerets top.
Kinas indflydelse i landet er vokset dramatisk i de seneste år, da Pakistan fungerer som en vigtig transportkorridor i Kinas ”Belt and Road”initiativ. Og som landets største kreditor, og geopolitisk partner, med en faelles fjende i isaer Indien, er der mange tegn på at Kina simpelthen ikke tillader Pakistan gå i default.
Medmindre Pakistan praesenterer et mirakel, vil valutareserven uundgåeligt løbe tør, og det vil stå i samme situation som Sri Lanka gjorde for lidt over et år siden, med mangel på benzin, mad, og medicin, og store politiske protester og uro til følge.