Sandra Toft advarede kaeresten: Hun ville blive sur, brokke sig og råbe ad ham, men han måtte ikke vise medlidenhed
Der findes to udgaver af kvindelandsholdets anfører. Men Sandra Toft ved godt, at mange danskere kun kender hende som en »rappenskralde« i håndboldmålet. En måned før VM-slutrunden besøgte Jyllands-Posten den 34-årige Toft i Ungarn til en snak om store Au
På indersiden af døren til det allerhelligste rum i Audi Aréna haenger et hvidt stykke A4-ark. Papiret ser Sandra Toft og de øvrige stjerner som det sidste, inden de forlader omklaedningsrummet og entrer halgulvet for at repraesentere ungarske Györ, verdens største kvindehåndboldklub.
Der er ikke tale om et smart slogan eller et par moderne motivationsord. Nej, det er en dukseliste.
Under overskriften ”Save the planet” er spillernes navne listet op, så alle ved, hvem der indsamler de tomme plasticflasker i hvilke uger af saesonen. Sandra Toft havde tjansen i midten af september.
Det brokker hun sig ikke over. Tvaertimod elsker Danmarks landsholdsanfører dukselistens symbolik – at man sagtens kan opføre sig ordentligt og hjaelpe hinanden, selv om man får en løn i millionklassen for at praestere i det ypperste konkurrencemiljø.
Måske skyldes det, at dén tosidethed også afspejler hendes personlighed?
Det er noget af det, vi taler om, mens Sandra Toft viser rundt i arenaen i Györ, der i godt halvandet år har vaeret hendes håndboldhjem. En international storklub, der har vaeret i Champions League-finalen i syv af de seneste 10 saesoner.
»I september tabte vi for første gang i saesonen, og dagen efter blev vi indkaldt til forskellige møder, for sådan noget må ikke ske. Den mentalitet kan jeg godt lide. Alt taeller. Det er hårdt, men fedt. Klubben gør alt for os spillere, vi har alle typer optimering til rådighed og har f.eks. to fuldtidsansatte massører. Til gengaeld forventes det også, at vi vinder alle kampe,« siger Sandra Toft.
Ambitionerne ville ikke eksistere uden hovedsponsoren, Audi. Bilfabrikanten beskaeftiger knap 12.000 mennesker på en fabrik lidt uden for Györ og har igennem 15 år haft sine fire velkendte ringe viklet ind i håndboldklubben. Det afslører parkeringspladsen foran Audi Aréna naturligvis også.
Hver sommer kan Györ-spillerne hente en ny bil på fabrikken. Sandra Toft begyndte med en Audi A3 på grund af den snaevre parkeringsplads i sit lejlighedskompleks. A3’eren er nu udskiftet med en blå A4 Stationcar, men hun har ikke truppens bedste bil. Den tilhører anføreren. Som den eneste får hun lov til at køre i en A7. Sådan må det vaere.
Kombinationen af Audi og håndbold fylder stort set alt i den ungarske by, der er lidt større end Aalborg.
»Vi kan ikke gøre meget, uden at fansene opsnapper det. Hvis nogen fra holdet er ude at spise på en restaurant, står det straks på diverse fanfora og sociale medier. Det er lidt specielt. Men jeg forstår jo sjaeldent, hvad der står,« griner hun.
Det primaere våben
Til gengaeld forstår Sandra Toft kunsten at vinde. I årevis er hun blevet betragtet som en målmand på internationalt topniveau. Det blev officielt hamret fast i 2022, da hun som den første danske kvinde siden Anja Andersen i 1997 blev kåret til verdens bedste håndboldspiller.
Vindergenet er også en af de beskrivelser, der går igen, når man taler om Sandra Toft med folk fra hendes naere håndboldmiljø. De taler om en kompromisløs atlet, der udfordrer autoriteter og vil involveres. Om en ekstraordinaer mental styrke, en kompromisløshed og en målrettethed på højde med sportens største stjerner.
»Min mor var traener for mig indtil 14-årsalderen, og hun har altid presset på, for at jeg skulle gøre mit bedste. Men i mine unge dage var jeg meget stille på banen. Jeg jublede ikke, dirigerede ikke. Alle bolde, der gik i mål, var udelukkende min skyld, taenkte jeg, og så gravede jeg mig selv ned, som kampen skred frem.«
Men der skete noget i hovedet på Sandra Toft i norske Larvik i årene 2014-2017, hvor hun stod i mesterlaere hos målmandslegenden Lene Rantala.
»Jeg laerte meget om udstråling og kropssprog, hvordan jeg skulle reagere på at lukke mål ind, og hvordan jeg skulle tage ansvar over for mine forsvarsspillere og guide dem til mit eget bedste,« siger hun.
Vil du betegne dig selv som mentalt staerk?
»Ja, men udadtil er jeg også god til at få det til at se sådan ud. Som målmand er knolden det primaere våben. Man skal have attitude og fylde noget. Jo større og vildere jeg fremstår, desto større er sandsynligheden for, at modstanderne ikke tør at tage chancen eller overplacerer et skud.«
Alligevel har hun ikke en fast tilknyttet mentaltraener eller sportspsykolog som mange andre udøvere.
»Det skyldes nok, at jeg altid har vaeret dårlig til at tale om mine følelser og tanker. Men det er jeg blevet god til nu.«
Alle bolde, der gik i mål, var udelukkende min skyld, taenkte jeg. SANDRA TOFT
I konflikt
Forklaringen findes i en fransk havneby. Da Sandra Toft i 2022 forlod Brest, kaldte hun i de officielle udtalelser de tre saesoner i klubben for et »eventyr«, men det var i så fald et mørkt et af slagsen.
I knap to år sov hun kun tre-fire timer hver nat. Hun følte sig som en zombie, havde symptomer på stress og følte sig ensom.
»Årene i Frankrig var et helvede for mig rent personligt. Det var midt under corona, og jeg var alene i min lejlighed dag ud og dag ind. Lockdown i Frankrig var noget anderledes end i Danmark. Jeg blev samtidig skilt fra min mand og havde det svaert socialt på holdet. Jeg husker naesten ikke, hvor ofte jeg graed mig selv i søvn,« siger hun.
»Men jeg vil faktisk ikke vaere tiden foruden, for jeg laerte meget om mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg fik det bedre ved at saette ord på, hvordan jeg havde det.«
Hvad laerte du om dig selv?
»Jeg laerte at vaere alene. Jeg laerte at fungere og praestere i et arbejdsmiljø, der ikke var, som jeg ønskede det. Jeg kan bedst lide, at holdet er en stor familie. En skandinavisk stil uden spidse albuer. Men sådan var det ikke. Jeg laerte også at sige fra, når tingene ikke var i orden, og hvis jeg ikke blev behandlet ordentligt. Jeg laerte, at det faktisk er okay at vaere en omfavnende person og at gå op i, at vi behandler hinanden ordentligt, selv om det er et hårdt elitemiljø.«
Kuriøst nok var det netop i årene fra 20192022, at Sandra Toft praesterede på sit nok højeste niveau i karrieren. I de tre år i Brest blev hun bl.a. kåret til verdens bedste håndboldspiller, EM’s og VM’s bedste målmand og årets danske landsholdsspiller tre gange i traek.
Overraskende? Nej, lyder det fra flere i hendes taette håndboldkreds. En af dem siger endda, at Sandra Toft naesten trives i konflikt.
»Jeg tror, jeg er god til at lukke ned for smerte. På banen finder jeg en vildskab frem i mig, som vil gøre alt for en sejr, uanset hvad der ellers sker i mit liv. Hvis det bare handler om mig og mit eget liv, kan jeg sagtens trives i konflikt, men jeg kan ikke holde ud at vaere i konflikt med mine holdkammerater. Det er en af mine svagheder. Jeg er meget optaget af, at de kan lide mig.«
Vil det vaere korrekt at skrive, at mennesket Sandra Toft ikke trives i elitesporten, men det gør atleten Sandra Toft i allerhøjeste grad?
»Nej, både-og. Det kan vaere svaert at finde rundt i. Mange danskere vil nok beskrive mig som hende håndboldmålmanden, der er lidt af en rappenskralde, der råber meget. Men sådan er jeg jo overhovedet ikke som menneske. Jeg er ret blød og er den første til at hive fat i en medspiller efter en kamp og spørge, om hun er okay. Atleten Sandra elsker miljøet og vil vinde for enhver pris, men mennesket Sandra trives også i det sociale aspekt, som holdsporten tilbyder, så laenge man ikke går på kompromis med måden, man behandler hinanden på.«
Kaerestens traeningslejr
Dén indstilling er en af grundene til, at hun elsker det danske landshold. Her er de store ambitioner kombineret med respekten for hinanden og hinandens forskelligheder, fortaeller hun.
Foruden et par medaljer med de danske håndboldkvinder, som i disse dage kaemper om VM-guldet på hjemmebane i Herning, har Sandra Toft vundet pokaler i både Danmark, Norge, Frankrig og Ungarn.
Det kan hun bl.a. takke sin kaereste for. Og hans modbydelige traeningsprogrammer.
»Jeg havde aldrig troet, at jeg en dag ville sidde som 34-årig og sige, at min krop har det bedre nu end som 27-årig. Men det er tilfaeldet. Jeg føler mig staerkere og har ingen småskavanker, og så er sporten altså sjovere.«
Som uddannet idraetslaerer og cand.scient. i idraetsvidenskab ved kaeresten, Emil Kaufmann, en anelse om krop og traening. Den viden begyndte Sandra Toft at gøre brug af i det sene forår i 2022. Da spillede hun i franske Brest og havde allerede offentliggjort, at hun over sommeren skiftede til Györ.
Hun havde en plan, og som hun tidligere har fortalt TV 2, lavede parret en aftale:
»Jeg skulle ikke ankomme til historiens største klub og vaere lidt vissen i det. Jeg skulle derimod stå knivskarpt på første arbejdsdag.«
Emil Kaufmann udformede et sommerprogram, der forløb over syv uger. To daglige traeningspas. Styrketraening, frokost og konditionstraening den ene dag. Styrketraening, frokost og agilitytraening den anden dag. Sådan fortsatte det.
På forhånd havde Sandra Toft advaret sin kaereste. Hun ville blive sur, hun ville brokke sig, og hun ville råbe ad ham, saerligt under hans mange små tests, men han måtte under ingen omstaendigheder vise medlidenhed.
Blev du så faktisk sur på ham undervejs? »Under alle traeninger.«
Men traeningerne har haft en effekt?
»Han får ikke hele aeren for, at jeg kan redde bolde, det kan han glemme, men min fysiske udvikling og mit nuvaerende overskud tilskriver jeg ham. Jeg føler mig anderledes parat i slutningen af kampene, når redningerne er rigtig vigtige. Noget af det handler selvfølgelig også om erfaring,« siger hun.
»Engang grinte jeg ad dem, der sagde, at man blev en bedre målmand med alderen, men det passer. Jeg er stadig brandnervøs før alle kampe, men jeg har helt en anden ro. Jeg ved, hvad jeg kan.«
Sig mig, sagde du lige, at du er brandnervøs før alle kampe?
»Ja ja, det er jeg sgu. Fra jeg pakker tasken og tager mod hallen, under opvarmningen og ved indløbet. Stine Oftedal (norsk landsholdsanfører og Tofts klubkammerat i Györ, red.) og jeg griner ofte, når folk inden store kampe siger, at vi skal ”enjoy it”, men for os er der intet ”enjoy it” over det, før kampen er godt i gang. Først der aendrer nervøsiteten sig.«