Selv at tage aeren er politisk pral

Økonomisk Redegørelse er en gave til alle med interesse for økonomi. Desvaerre er den pakket ind i politisk pral. Økonomisk Redegørelse udkommer tre gange om året med beskrivelse af økonomien her og nu samt forventninger til fremtiden. Den seneste blev offentliggjort tirsdag. Så langt, så godt. I forordet glaeder den nyudnaevnte økonomiminister, Stephanie Lose, sig over at have vaeret med til at vedtage en ansvarlig finanslov, »hvor vi undgår at puste til inflationen«, som hun skriver. Intet kunne vaere mere forkert. Regeringen har netop besluttet at sende 6,8 mia. kr. ud til bl.a. sygeplejersker, paedagoger, sosu’er og faengselsbetjente. Samtidig gennemføres en skattereform, der ifølge regeringen giver danske lønmodtagere skattelettelser for 10 mia. kr. Det kan der købes mange iPhones, maerkevarer og rødvin for.

Det første initiativ er i princippet sympatisk, det andet nødvendigt og på tide. Indrømmet. Bekaempelse af inflation er en kompleks størrelse. Forudsaetningen for, at det lykkes, er, at beskaeftigelsen falder, og lønningerne ikke stiger. Høje renter er også med til at holde inflationen i ave. Lavere priser koster altså arbejdspladser. Derfor klinger det også rungende hult, når vores økonomiminister understreger, at regeringen vil skabe nye arbejdspladser og vaekst. Det haenger ikke sammen.

Der kan i høj grad saettes spørgsmålstegn ved påstanden om, at dansk økonomi har kurs mod en blød landing efter et udfordrende år. Vi taler om en økonomi, der for kort tid siden var i teknisk recession. Vi taler også om en spinkel økonomi, der er blevet mere og mere afhaengig af international økonomi. Og vi er helt nede i detaljen her. Da det i sidste uge kom frem, at der kom flere amerikanere i job end ventet, og risikoen for inflation dermed blev større, steg de danske boligrenter. Ikke meget, men de steg.

Stephanie Lose skriver, at vi skal vaere »forberedte på vindstød undervejs«. Det er mildt sagt. Danmarks fire største handelspartnere er Tyskland, Sverige, Storbritannien og USA.

I de tre førstnaevnte lande er vaeksten stort set gået i stå, og USA står over for en langvarig og formentlig grum kamp om praesidentposten. Praesidentvalg udløser ofte nervøsitet på aktiemarkederne, og udsvingene bliver større. Kommer der under valgkampen igen fokus på høje medicinalpriser, kan det påvirke Novo Nordisk negativt. Praecist dette selskab har udviklet sig til den største og staerkeste traekhest i dansk økonomi.

Nervøsitet på aktiemarkederne kan synes at have begraensede konsekvenser for alle andre end investorer. Det er ikke tilfaeldet. Udsving på de finansielle markeder er et vigtigt pejlemaerke for økonomien fremadrettet. Det skyldes, at aktiemarkederne altid reagerer først. Der købes på forventninger og saelges på realiteter. Eventuel nervøsitet vil forplante sig til alle, der ejer aktier. Det gør stort set alle danskere, bl.a. via deres pensionsordninger. Når vaerdien af dem falder, vil lysten til at købe og investere også falde.

Der er – foreløbig – ingen grund til sortsyn, men der er behov for aerlig snak. Hvad vil regeringen prioritere: arbejdspladser eller lavere inflation? Begge dele kan ikke lade sig gøre samtidig. Vi er også nødt til at forholde os til vores stigende afhaengighed af andre lande. Dansk økonomi står staerkt, men at tage aeren for det og forsikre os om, at regeringen vil arbejde for, at vaeksten fortsaetter, er og bliver politisk pral. Det er naermest plat.