Vi hørte godt nok ikke meget til jer – dengang
Nu ruller kampen om den udlaendingepolitiske historieskrivning. Og der er tilsyneladende traengsel for at overse DF’s rolle.
Bertel Haarder skriver 10/12 her i avisen om, hvordan han i egen maegtige person fik forandret dansk udlaendingepolitik og »fik både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet til at stemme for«(!).
I disse år er der kamp om at tage aeren for forandringerne af udlaendingepolitikken efter folketingsvalget i 2001. Mattias Tesfaye udgav for seks år siden bogen ”Velkommen Mustafa”, der fremstillede det, som om
Socialdemokratiets bagland i form af Vestegns-borgmestre og socialdemokratiske partimedlemmer på bageste raekker i virkeligheden var den avantgarde, der gennemtvang forandringerne i udlaendingepolitikken.
Nu er Bertel Haarder ude i samme aerinde og fremstiller det, som om det var Venstre par excellence, der stod bag opgøret med udlaendingepolitikken. Det er pudsigt, for der var godt nok ikke mange fra Venstre eller Socialdemokratiet, der
stod i forreste linje, da vi i Dansk Folkeparti fra midten af 1990’erne forsøgte at problematisere indvandringen. Jeg husker mange skolemøder og gadekampagner, hvor Dansk Folkeparti og vores krav om stramninger af udlaendingepolitikken blev mødt med beskyldninger om fremmedhad.
Mit eget første vaelgermøde i forbindelse
med folketingsvalget i 1998 var på Viby Gymnasium, hvor Svend Auken, efter at jeg som purung kandidat havde holdt mit indlaeg, rejste sig og brølede: »Det, vi har hørt fra Dansk Folkepartis kandidat, er rendyrket racisme«. Så blev der klappet og jublet ivrigt i den propfyldte sal, og Auken kunne sole sig i gymnasieelevernes hyldest. Jeg husker ikke, at Venstres kandidat eller nogen anden for den sags skyld tog Dansk Folkeparti i forsvar. Tvaertimod.
hvor både Uffe Ellemann-Jensen og Hans Engell som davaerende ledere af Venstre og De Konservative pure afviste, at Dansk Folkeparti kunne udgøre det »solide grundlag« under en fremtidig borgerlig regering.
Det var dengang, Pia Kjaersgaard måtte søge tilflugt i en bankfilial, da venstreorienterede unge opdagede, at hun havde vaeret på besøg på Nørrebro.
Og det var dengang, hvor jeg som landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom måtte lade mine medlemmer fragte 200 meter i bus under politibeskyttelse fra Dronning Margrethe Hallen til Hotel Kronprinds Frederik i Fredericia for at undgå, at de blev overfaldet af vrede demonstranter!
Det ubestridelige faktum er, at det var Dansk Folkeparti og os, der var aktive for partiet dengang, der tog alle taeskene, alle skaeldsordene og alle truslerne. Vi forandrede udlaendingepolitikken. Og det var langtfra populaert dengang. Heller ikke i Venstre og Socialdemokratiet.
Det var også dengang,
erkendelsen er, at opgøret med udlaendingepolitikken i
Nu, hvor
2001 var rigtigt og nødvendigt, står Venstre og Socialdemokratiet i kø for at revidere historieskrivningen og tage aeren for, at Danmark ikke endte som Sverige.
Venstres vilje til at lytte til Dansk Folkeparti var imidlertid taktisk og foranlediget af, at kloge apparatjikker lugtede, hvad der skete i folkedybet. De socialdemokratiske vestegnsborgmestres ønske om forandringer i udlaendingepolitikken handlede for en stor dels vedkommende om en anderledes geografisk fordeling af flygtninge og indvandrere snarere end et opgør med den åbne dørs politik – og i dag er de tilbagevaerende socialdemokratiske vestegnsborgmestre fuldstaendig afhaengige af indvandrerstemmer og udgør Socialdemokratiets yderste venstre falanks på udlaendingeområdet. I Brøndby Kommune er den socialdemokratiske kulturudvalgsformand endog en pakistansk imam.
og Venstre er partier, hvis politik er bygget på taktik og strategi. Ikke på det historiske ansvar for Danmark og danskerne. At man nu forsøger at tage aere og ansvar for opgøret med udlaendingepolitikken, er udtryk for en efterrationalisering. Uden Dansk Folkeparti var der ikke sket et udlaendingepolitisk systemskifte i 2001.