På tide med et konservativt tronskifte
Det Konservative Folkeparti er ikke lykkedes med at saette én eneste politisk dagsorden. I stedet virker det lidt, som om man har opgivet og overladt banen til Liberal Alliance.
Folkepartis valgkamp og ikke mindst resultat ved forrige års folketingsvalg var en enorm skuffelse.
Partiet faldt på få uger med betydelig slingrekurs og famlen fra meningsmålinger, der viste opbakning fra 16,7 pct. af vaelgerne, til et valgresultat på blot 5,5 pct.
Utilfredsheden ulmede efterfølgende blandt partiets menige medlemmer og de ikke-valgte folketingskandidater, men selvom partiledelsen udmaerkede sig ved at undlade at tage ansvar for resultatet og i det store hele lod som ingenting, udeblev det store oprør. Der var heller ingen i partiets forretningsudvalg, hovedbestyrelse eller blandt dets fremtraedende politikere, der for alvor mente, det var tid til at skifte ud på centrale poster.
Baglandet blev i stedet sat i sving med at formulere ny politik. I vaerste fald, fordi man troede, det var de konservative forslag om lavere skat, reformer af velfaerdsstaten og ikke ledelsesbeslutninger, der var skyld i det dårlige valgresultat. I kynisk fald, fordi man ville holde baglandet beskaeftiget og derved kvaele eventuel kritik. I bedste fald, fordi man allerede inden valget havde haft en reel ambition om at holde liv i idéudviklingen.
Samtidig med at processen i baglandet blev sat i gang, blev det bedyret, at man arbejdede på en relancering af partiet, der skulle saette retningen for dets genrejsning.
Relanceringen kom på sidste års landsråd i september, hvor Søren Pape også blev genvalgt som formand. Der skulle fokuseres på det naere. Familien. Lokalsamfundet. “Hvad udad tabes, skal indad vindes”, kunne man fristes til at taenke.
måneder siden, den “nye” konservative retning blev praesenteret. Om det er kort eller lang tid, afhaenger af øjnene, der ser.
Det er nu fire
Hvis de samme øjne ser på meningsmålinger, vil de se, at tilslutningen til partiet bortset fra en lille top på 0,5 procentpoint over valgresultatet i perioden mestendels har ligget det samme halve procentpoint under valgtilslutningen, altså på omkring 5 pct.
Set i det lys er det overraskende, at der fortsat ikke er nogen, der har udfordret den konservative ledelse, strategien eller forlangt et tronskifte.
En forklaring kan vaere, at der ikke er nogen i partiet, der tror, at der kan sammensaettes en ledelse, politisk såvel som organisatorisk, der kan gøre det bedre end den nuvaerende. En anden forklaring kan vaere, at der har indfundet sig en accept af, at den nuvaerende ledelse bredt forstået “ejer” partiet. En tredje kan vaere, at ingen tør.
er svaer at vinde, og derfor er det naturligt, at man gør sit bedste for at bevare den, når først man har fået den. Lige så vanskelig den kan vaere at opnå, lige så let er den nemlig at vaenne
Politisk magt
sig til at have. At have magt i et politisk parti, at have indflydelse på samfundets udvikling, er forbundet med social status, der understøtter et selvbillede af, at man er betydningsfuld.
Magten forvaltes i smukke bygninger på mondaene adresser, hvor der spises gode middage, og hvor der tales og traeffes beslutning om sager med vaesentlige konsekvenser for andre menneskers liv. Det er givende, spaendende – og vanedannende. Man rejser i embeds medfør, ofte til interessante steder, man deltager i konferencer og møder med andre mennesker med magt, og man har adgang til at få budskaber i aviser, radio og på tv.
parti har ledelsen i Det Konservative Folkeparti en hel del at skulle have sagt, når det handler om, hvem der skal have adgang til disse goder. Laegger man sig ud med den, ødelaegger man den såkaldt gode stemning internt. Taber man, risikerer man tilmed at miste goderne helt eller delvist, og at døren til “det
Som i ethvert andet
gode selskab” bliver lukket. Som det gjorde sig gaeldende, da Pernille Weiss’ sag blev behandlet på landsrådet, kan der i politik udvises betydelig brutalitet, når det handler om, hvem der skal have bukserne på.
Så hvorfor egentlig gøre det? Hvorfor udfordre ledelsen, hvis det er mindre risikabelt, mere bekvemt og fremmende for karrieren at holde lav profil? Det må eventuelle udfordrere selv svare på, når de måtte komme.
Hvis partiet er levedygtigt, vil der, risikoen til trods, vaere nogle med ambitioner om at drive det til mere, end den nuvaerende ledelse har gjort på sine små 10 år. På et tidspunkt må de vove pelsen.
Dét, man kan håbe på, er, at hvis og når der udfordres, så bliver det gjort med udgangspunkt i en solid, begavet og samlet analyse af Det Konservative Folkeparti og dets omgivelser. En analyse, der udførligt beskaeftiger sig med, hvilke ydre vilkår partiet opererer under, med hvor partiet er staerkt, hvor det er svagt, hvor det kan udvikles og så videre.
vil vise, at det er lykkedes Søren Pape og co. at flytte Det Konservative Folkeparti til en position til højre for midten, der egner sig umådelig godt som platform for udmøntningen af ideologisk sammenhaengende konservativ politik. Man har formået at formulere omridset af en substantiel fortaelling om et alternativ til livet i en socialdemokratisk velfaerdsstat med store kommunale monopolinstitutioner, der baserer sig på tanker om familiens rolle, civilsamfundet, traditioner, kultur og balancen mellem borger og stat. Det er en meget betydningsfuld praestation, der fortjener langt mere ros, end den har fået.
En ting, man også må håbe, er, at eventuelle udfordrere melder sig snart, for med den forestående raekke af valg til først Europa-Parlamentet, så by- og regionsråd og derefter et folketingsvalg bliver timingen for en intern debat stadig dårligere, og nødvendigheden af dygtig ledelse stadig større. Skal det vaere, er det med at få den overstået. Og hvem ved, hvordan partiet vil se ud efterfølgende? Måske gen-bekraefter den nuvaerende ledelse sine evner og bliver siddende. Måske må den takke af. Måske ender det med et blodbad. Eller måske sker der slet ingenting.
En sådan analyse
I september sidste år skrev jeg i denne avis, at jeg var i tvivl om, hvorvidt Søren Pape var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. I dag er jeg sikker på, at tiden nu er inde til at saette alt ind på at traenge igennem til vaelgerne og traekke partiet mod fremgang og indflydelse.
Der bliver brugt mange kraefter på baglandet, og selvom det er udmaerket at huske, at eksisterende kunder i butikken skal fastholdes, så er det tvingende nødvendigt, at der kommer flere kunder til. Det kraever udadvendthed, kampgejst og tro på egne argumenter.
Det er et klart problem, at partiet ikke ejer eller har formået at saette en eneste dagsorden. Måske er skattelettelser vigtige, men måske er de ikke vigtige alligevel. Måske er borgerlig økonomisk politik, forsvarspolitik, migration med mere vigtigt, men måske er det ikke?
Altså, det der med at flygte fra alt, man har bygget op, så LA kan høste alle pointene, dur ikke rigtig.