Da Jeanette Varberg selv fik kraeft, dykkede hun dybt ned i djaevelskabet
Kraeft er verdens aeldste sygdom. Den rammer i flaeng og ofte vilkårligt. Jeanette Varberg fletter sin egen diagnose sammen med spaendende historiefortaelling om kraeft. Den anerkendte arkaeolog og bestsellerforfatter har isaer ét vigtigt budskab, hun ger
JEANETTE VARBERG 160 sider, 199,95 kr. Politikens Forlag
333333
Det var en grå februardag sidste år, da Jeanette Varberg i et anonymt lokale uden vinduer på et privathospital uden for Aarhus fik at vide, at hun havde en kraeftknude i sit venstre bryst:
»Beskeden kom som et chok. Jeg havde forventet, at det bare var en cyste. I stedet stod jeg ansigt til ansigt med et monster, som havde invaderet mit liv. Jeg havde altid forestillet mig, at jeg blev mindst 100 år gammel. Helt irrationelt begyndte jeg pludselig at taenke, at jeg var taknemmelig for at blive 50 år. Kraeftdiagnosen hakkede mit liv over i to. I et før og et efter – og livet efter kunne blive raedselsfuldt kort.«
Det er staerke ord, som Varberg, museumsinspektør, bestsellerforfatter, tv-stjerne med mere, begynder sin nye bog, ”Onkos”, med.
I løbet af en raekke korte, fortaettede kapitler, som straekker sig over 11 måneder, fra diagnosen er stillet, bliver hun heldigvis kureret. Kuren er hård, benhård. Med kemo, strålebehandling, fjernet bryst, smertehelvede, tab af hår og meget andet af det, der ulykkeligvis følger med, når kraeften rammer et menneske.
En lille genetisk fejl
Jeanette Varberg er ikke typen, der dvaeler ved sin personlige sygdom. Afmålt, koncist og tydeligvis med et behov for ikke at fokusere for meget på sin egen diagnose beslutter hun sig hurtigt, da hun bliver erklaeret alvorligt syg, for at gøre det, hun er så dygtig til som arkaeolog – nemlig at gå hundredvis af år tilbage for at forklare, hvad kraeft egentlig er for en størrelse.
Allermest ønsker hun at aflive myten om, at kraeft er noget, man selv er ude om, og at man derfor må føle skam over at vaere syg. Spis bedre, drik mindre, dyrk mere motion, husk at sove otte timer, og mange flere af den slags velmenende råd flyder ind og ud af landets aviser og dameblade.
Men sådan haenger virkeligheden ikke altid sammen. Og det er forfatterens vigtigste pointe:
De fleste, der får eksempelvis brystkraeft, får det ikke på grund af deres livsstil. Ifølge WHO, FN’s sundhedsorganisation, er det blot 30 pct., som får brystkraeft på grund af deres livsstil eller de miljøpåvirkninger, de lever med. Resten, altså det klare flertal, får det dybest set, fordi de er uheldige.
Som Jeanette Varberg selv konstaterer, så trak hun det forkerte nummer i lotteriet.
Varberg, hvis bøger og foredrag om vores fjerne fortid med rette er roste, er staerk, når hun fortaeller om kraeften som den dygtige videnskabsformidler, hun er. Vi hører historien om, hvordan de første kraeftsygdomme, vi kender, går millioner af år tilbage i tiden. helt tilbage til dinosaurerne.
Herefter beskriver forfatteren levende, hvordan vi i dag ud fra dna og tydelige tegn i gamle knogler og malerier kan se, at kraeften altid har vaeret der – fra graekerne over egypterne og vikingerne helt frem til vores tid:
»Kraeften har sandsynligvis fulgt os, lige siden vores forfaedre kravlede op af urhavet. Det er en lille genetisk fejl, som får vores egne raske celler til at dele sig og langsomt draebe sig selv – og det mest uhyggelige er, at vi ofte ikke opdager det, før det er for sent.«
Lys i mørket
Det er vitterligt imponerende, at Jeanette Varberg midt i et års hårdt kraeftforløb har formået at skrive en så detaljeret beretning om den aeldste sygdom, vi kender.
Forfatterens egen historie bringer sammen med den store fortaelling om kraeften et lys ind i det mørke, som ofte og helt naturligt rammer en kraeftpatient eller de pårørende, for akkurat som vi i dag er kommet langt i behandlingen af den svaere sygdom, ja, så bliver Jeanette Varberg også selv erklaeret rask i forløbet. Den virkelighed er i sig selv opløftende laesning.
Hun slutter selv bogen med at fortaelle, at hun håber, »at kraeftens historie er med til at perspektivere andres syn på kraeftsygdommene og måske aendre på sygdomsopfattelsen i offentligheden, så vi ikke laengere skal tro, at en kraeftdiagnose er patientens egen skyld.«
Jeanette Varbergs budskab er klart: Kraeft rammer i flaeng, og hvis man er syg, er det bare sort uheld.
Eller som hun skriver i ”Onkos”: »Mennesket har levet med kraeft siden tidernes morgen, men vi er blevet dygtigere til at bekaempe den. Lige indtil vi knaekker koden og udrydder canceren helt. Jeg håber, det bliver snart.«
Det håber vi alle.