Ukraine er stadig et lys i mørket
Når vi markerer toårsdagen for det russiske storangreb mod Ukraine, er det naturligt, at forfaerdelsen over krigens menneskelige pris står i centrum.
Over 100.000 er draebt og langt flere såret i krigen, der har lagt byer øde og sendt 10 mio. mennesker på flugt internt i Ukraine og til andre lande, ikke mindst i EU.
Mens håbet om en hurtig afslutning på krigen fortoner sig, har der saerligt de seneste måneder spredt sig et tiltagende mismod om Ukraines udsigter og ikke mindst Vestens evne til at forsyne det hårdt pressede land.
Meningsmålinger i den forløbne uge viste, at kun ca. 10 pct. af europaeerne venter, at Ukraine vinder krigen, selvom et klart flertal fortsat bakker op om landet.
Det er kun rigtigt, at der bliver bimlet med stormklokkerne, for uden fortsat vestlig støtte – og helst en markant optrapning af det europaeiske element i denne støtte – er Ukraine ilde stedt.
Men denne forståelse bør ikke kamme over i sortsyn og defaitisme: Ukraine har gjort det langt bedre, end de fleste frygtede ved krigsudbruddet, og har med den fornødne støtte fortsat en tydelig vej til sejr, også selvom den ikke kan undgå at blive lang og vanskelig.
Da Rusland angreb for to år siden, var forventningen i Moskva – og i mange vestlige hovedstaeder – at det kun ville tage dage at indtage og undertvinge Kyiv, og at hele operationen med de facto at likvidere Ukraine som politisk enhed kunne vaere over på få uger. Sådan er det ikke gået. Slet ikke. Det ukrainske folk har vist en tapperhed og et sammenhold i forsvaret af dets nation, som krigsmagerne i Kreml ikke havde fantasi til at forestille sig. Efter to års krig har traetheden meldt sig hos mange ukrainere, men viljen til forsvar er intakt, og det er nemt at forstå, for alternativet, hvis krigen afsluttes på Kremls betingelser, er diktatur, masseflugt i endnu uset skala og udslettelsen af ukrainsk selvstaendighed.
Der er sagt mange knubbede og ofte berettigede ord om vestlig langsommelighed og overdreven forsigtighed i støtten til Ukraine. I disse uger skriver republikanerne i den amerikanske Kongres et trist kapitel i den udenrigspolitiske historiebog for et parti og et land, der fra Eisenhower til Reagan stod forrest i kampen for frihed, også i Europa.
Danmark har langt overvejende haft aere af sin konsekvente opbakning til ukrainerne – noget, der i høj grad er blevet bemaerket i Kyiv – og store dele af Vesten har også flyttet sig markant fra tiden omkring krigens start, hvor snart sagt enhver våbenhjaelp til Ukraine udløste haendervriden og lange disputter.
Vi skal ikke ophøje Vladimir
Putin til en mesterstrateg med potentialet til ene mand at ryste den etablerede verdensorden – og da slet ikke udstyre ham med nogen form for vetoret over suveraene staters affaerer.
Det er Vestens svage modspil til Kreml gennem mange år, ansvarsløs forsvarspolitisk rygsvømning og manglende vilje til at støtte de lande i Østeuropa, der ønsker forankring i vestlige alliancer, som har gjort det muligt for denne politiske lilleput at kaste en kaempes slagskygge over et helt kontinent.
Vi skal ikke ophøje Vladimir Putin til en mesterstrateg med potentialet til ene mand at ryste den etablerede verdensorden.
Da Jyllands-Posten på befrielsesdagen i maj 2022 var med til at arrangere de massemøder, hvor Volodymyr Zelenskyj talte til danskerne, skete det under overskriften ”et lys i mørket”.
Dette ukrainske lys braender stadig, og det er afgørende for Europas fremtid, at vi skaermer og naerer det, for det ville vaere en katastrofe for os alle, hvis det gik ud.