Hårdere straffe for personfarlig kriminalitet vil sende flere til afsoning uden for faengslerne
Regeringen forventes snart at praesentere en ny strafreform. Målet med denne reform er ifølge regeringsgrundlaget at saette hårdere og mere konsekvent ind over for bl.a. alvorlig personfarlig kriminalitet. Dette vil ganske givet udfordre kapaciteten i det strafferetlige system. Men er det et problem?
De fleste er nok bekendt med historierne om overfyldte faengsler og en presset Kriminalforsorg. Hvad der måske overrasker mange, er, at antallet af ubetingede domme har vaeret faldende de seneste godt 10 år. I 2011 blev der afsagt 10.000 ubetingede domme, mens tallet i 2022 var 7.500 domme. I samme periode har antallet af ubetingede domme afsonet med fodlaenke i hjemmet ligget relativt konstant (på ca. 2.000-2.500 domme).
Isoleret taler dette for, at den ledige plads i faengsler og kriminalforsorg burde vaere steget. Men det er den ikke. Tvaertimod.
Kapaciteten i faengsler og kriminalforsorg er faldet, og det skyldes, at vi i dag idømmer kriminelle meget laengere straffe, end vi tidligere gjorde. Strafskaerpelsen har betydet, at den samlede strafmasse – altså hvor mangle måneders faengselsstraf der idømmes i alt pr. år – er steget betragteligt. Alene fra 2016 til 2022 steg strafmassen fra ca. 60.000 til 70.000 måneders faengsel om året.
Vaelger regeringen som anført i sit regeringsgrundlag at indføre hårdere og mere konsekvente straffe, vil det således alt andet lige betyde, at flere formentligt vil skulle afsone deres straf uden for faengslerne, f.eks. via fodlaenke. I dag afsones mellem en fjerdedel og en tredjedel af alle faengselsstraffe uden for faengslerne, i fodlaenke.
Det betyder dog ikke, at vi skal frygte at se flere farlige kriminelle i gadebilledet. For det er ret begraenset, hvem der overhovedet kan komme i betragtning til fodlaenke. Det er eksempelvis et krav, at straffen maksimalt må vaere seks måneder (hvilket den faktisk er for tre af fire, der idømmes faengselsstraf), at den dømtes familie accepterer afsoningen hjemme, at den dømte accepterer uanmeldte test for alkohol og stoffer, er i beskaeftigelse (hvor arbejdsgiveren er bekendt med og har accepteret den elektroniske overvågning) eller deltager i et arbejdsmarkedsprogram.
forskningen, at fodlaenker er ret velfungerende, når det kommer til de kortere straffe på under tre måneder. Langt de fleste fodlaenkeafsonere gennemfører afsoningen helt uden problemer, der er ikke flere end i faengslerne, der tester positiv for ulovlige stoffer. Dog gives fodlaenker i udgangspunktet også til dem, som har lavest risiko for tilbagefald til kriminalitet, så det var måske, hvad man kunne forvente. Men selv når man tager højde for det, viser det sig, at de unge afsonere oplever bedre arbejdsmarkedstilknytning og bedre uddannelsesresultater
Samtidig viser
end dem inden for faengslerne. Vi ved endnu ikke, hvordan det forholder sig for dømte med laengere straflaengder over tre måneder. På dette område mangler der forskning.
at straffesystemet og Kriminalforsorgen skal taenkes som et sammenhaengende system.
Ønsker man fra politisk hold at øge straflaengderne, vil flere alt andet lige skulle afsone uden for faengselsmurerne (om ikke andet så indtil vi får bygget flere faengsler).
Men reelt ved vi ikke, hvilke konsekvenser det vil have. Det centrale spørgsmål til politikerne bliver derfor, hvilken type kriminelle der skal afsone uden for faengslet. Dvs. hvor langt op i straflaengde og hvor langt ud i risikoen for tilbagefald er vi villige til at gå, for at personer dømt for personfarlig kriminalitet kan sidde laengere bag murerne.