Byg daemninger i stedet
på ”Titanic” havde påstået, at man kunne tømme skibet for indtraengende vand med en gulvspand, ville man med rette have taenkt, at han var blevet vanvittig.
Men når det herhjemme er blevet den herskende opfattelse, at det nytter at stoppe Danmarks årlige udledning på ca. én promille af atmosfaerens drivhusgasser, tør kun de faerreste gøre indsigelse. Heller ikke selv om Danmarks udledning er en lige så forsvindende lille del af problemet som en spand vand på ”Titanic”.
jeg i JP 13/3 opfordrede Venstre-vaelgere til oprør mod den planlagte CO2-afgift på landbruget. Det bliver jeg så kritiseret for af Johannes Yde i et laeserbrev i JP 14/3. Han haevder frejdigt, at jeg ikke har forstået opgaven. Men det er ham, der er en del af en kollektiv vildfarelse. Hans indlaeg virker naermest som en opskrift på, hvordan man lukker og slukker i store dele af landbruget.
Den danske kollektive vildfarelse i synet på klimaproblemet er, at vi er mere optagede af at pleje vort eget image som foregangsnation med skrappe klimamål end af at erkende, at det er et utroligt og omfattende globalt problem, som kun alle verdens lande allerede nu sammen burde vaere i gang med at løse. Men desvaerre har de globale såkaldte COP-konferencer endnu ikke ført til, at de afgørende store lande har villet komme med andet end en uforpligtende hensigtserklaeringer.
Det var på den bagrund,
har Kina en hel industri, der udelukkende fremstiller nye kulkraftvaerker, som vil saette
I øjeblikket
Kinas CO2-udledning yderligere i vejret. For tiden stiger den med 5,5 pct. om året og vil fortsaette hermed det meste af 2020’erne. Ifølge mediet Climate Watch udgjorde udledningen fra Kina i 2021 21 pct. af den globale udledning. Det er 210 gange så meget som Danmarks planlagte reduktion på én promille. Danmarks bizarre ”vaeddeløb” med Kina m.fl. om det globale klima er tabt på forhånd. Vi undgår ikke kommende temperaturstigninger og stigninger i vandstanden. Og den udvikling må ventes at fortsaette – også efter at den kinesiske udledning, som det nu ventes, har toppet lidt før 2030.
Det er meget ubehageligt, for vi ønsker jo alle at give et intakt Danmark videre til vore efterkommere. Og man skal ikke kimse af den udbredte gode vilje hertil, selv om den desvaerre alene kan føre til, at Danmark kan foregå andre lande med et godt eksempel.
at vi allerede har dårlige erfaringer med at foregå med et godt eksempel. I 1960’erne besluttede Danmark og nogle få andre nordiske lande at gå foran på FN’s opfordring ved at yde naesten 1 pct. af vores bruttonationalindkomst (bni) i ulandsbistand. Det gode eksempel gjorde bare ikke rigtig indtryk på nogen!
Det, vi kan gøre på nationalt plan, er ikke at belemre et vigtigt eksporterhverv med en afgift, blot fordi vi vil overholde et meget teoretiske og skrappe klimamål for 2030. Vi må snarere planlaegge at beskytte Danmark med daemninger. Et ret oplagt sted at starte med det er at bygge en daemning fra Hundested til Rørvig. Det er den vej, vi er nødt til at gå – frem for klimatiltag, der i realiteten alene er forankret i den tynde blå luft.