Først gik hendes drøm i opfyldelse – så opdagede hun, at hun skulle miste det hele
Roja Pakari kan ikke taenke på en fremtid, der ligger laengere vaek end nogle måneder, for hun ved ikke, om hun er her til naeste år.
En dag brød hendes ryg bogstaveligt talt sammen. Hun havde født sønnen Oskar to måneder forinden, da én af ryghvirvlerne kollapsede.
Smerten var voldsom, og i de mange måneder, der fulgte, var hun ude af stand til at holde ham.
»Vi var nødt til at have en barnepige, som kunne løfte ham op på puslebordet, så jeg kunne skifte ham. Jeg var desperat efter at have fysisk kontakt med mit barn, fordi jeg ikke havde mulighed for at ligge med ham hud mod hud eller amme ham,« fortaeller Roja Pakari.
Det skulle dog vise sig at blive meget vaerre.
Efter et år i behandling for den knogleskørhed, som laegerne mente var årsagen til hendes brud, faldt endnu en ryghvirvel sammen, og det stod klart, at der var noget mere alvorligt på faerde. Roja Pakari havde fået knoglemarvskraeft, en uhelbredelig sygdom, som oftest rammer personer over 60 år. Hun var 36.
»Det var en kaempe sorg for mig. Jeg havde drømt om at blive mor i så mange år, og lige pludselig at få taget alt det fra en, det var virkelig hårdt at acceptere.«
Så hun gjorde det, hun gør bedst, når ordene slipper op, og følelserne skvulper over. Hun greb sit kamera. Roja Pakari er uddannet fra dokumentarlinjen på Den Danske Filmskole i 2015 og har løbende filmet både sig selv, sin familie og sin mand. Indledningsvist begyndte hun at optage sit sygdomsforløb som en videodagbog, men da hun ikke laengere havde kraefterne, tog veninden og fotografen Emilie Adelina Monies over.
Skal laere at stå og gå
Det er blevet til dokumentarfilmen ”Min arv bor i dig”, som vandt prisen for bedste nordiske film under CPH:DOX. Filmen udspiller sig over seks år, hvor Roja Pakari gennemgår et langstrakt kemoforløb, men ender i koma, fordi hun ikke kan tåle medicinen, som skal tage de mange smerter. Da hun vågner, skal hun laere både at stå, gå og spise. Siden oplever hun gang på gang, at stamcelletransplantationerne mislykkes,
og at hendes hår må barberes af.
Imens begynder Oskar at pludre, så tale og gå. Mor er navnet på hende, de besøger på hospitalet. En skikkelse, som må bruge en figenstang for at få ham til at sidde hos sig i hospitalssengen. Far er trygheden. At Roja Pakari i perioder bor hos sine foraeldre, fordi hun ikke må udsaettes for vira, hjaelper ikke på forholdet.
»Det var virkelig hårdt. Det var et kaempe tabu som mor, at mit barn ikke ville mig. Det var meget skamfuldt, men jeg fortalte mig selv, at det ikke var personligt. Det er ikke, fordi jeg er en dårlig mor,
men fordi han ikke kender mig. Jeg kunne også nogle gange blive vred og taenke: Ved du egentlig, hvor vigtigt det er, at jeg også er i dit liv?«
I stedet lokker hun ham forsigtigt til sig, som var han en kat.
»Så sad jeg musestille, mens han så tegnefilm på mit skød og tog det ind.«
Legeonkel?
Med udsigten til en ikke alt for fjern død kommer også et påtraengende behov for at give sin iranske arv videre. Roja Pakari flygtede med sine foraeldre til Danmark, da hun var fire år gammel, og drømmer om at besøge fødelandet med sin søn. Men både sygdommen og siden også demonstrationerne i Iran betyder, at hun grådkvalt må opgive projektet. I stedet insisterer hun på at laere ham sit sprog, farsi.
»Jeg taenkte, at hvis jeg ikke laerer Oskar det, hvem skal så? Det er mit ansvar som mor, men det gjorde også, at han tog afstand,« fortaeller hun.
Det bliver tydeligt i en scene, hvor Roja Pakari glad viser ham de undervisningsbøger, hun har fået med posten.
»Mor, det ser ret kedeligt ud,« lyder dommen fra den femårige, som ryster afvisende på hovedet, da hun begynder at bladre i materialet.
»Jeg holdt fast og gjorde det på en måde, så han ikke syntes, at jeg var alt for irriterende. Men det var en kamp at finde ud af, om jeg skulle opdrage på ham eller bare vaere legeonkel, så vi kunne skabe en forbindelse. Jeg fandt langsomt ud af, at det vigtigste er, at jeg er til stede i nuet og giver Oskar det, han har brug for. Det gør det også nemmere for mig at leve mit liv, hvis jeg ikke stresser over alt det, jeg ikke når.«
Sårede følelser
Laenge var far den, som Oskar gik til først.
»”Jeg vil helst have, at far skal gøre det.” ”Hvorfor er det dig, der henter mig fra skole?” osv. Det kaempede jeg med og overvejede, om jeg skulle sige, at det sårede mine følelser, eller bare acceptere det.«
Langsomt knyttede mor og søn båndene imellem sig. I dag er Oskar syv år, og Roja Pakaris sygdom er stabil. Hun vil hellere kalde kraeften kronisk frem for uhelbredelig.
»Oskar har spurgt, hvorfor han ikke kan få søskende, og jeg har forklaret, at det er, fordi jeg har vaeret syg. Men for et par måneder siden fortalte vi ham, at jeg har kraeft, men er i forebyggende behandling, og at vi er med i en film, som han kan få lov at se, når han bliver aeldre. Han føler sig heldigvis tryg nok til at stille spørgsmål og har da også sagt, at den dårligste frisure, jeg har haft, var, da jeg var skaldet.«
Fremtiden er kun noget, hun taler om i måneder.
»Lige nu går min horisont til oktober, hvor vi gerne vil til Japan. Laengere taenker jeg ikke.«
Til gengaeld regner hun ikke laengere med, at filmen bliver hendes sidste, og allerede nu er hun på vej til Serbien for at vaere medinstruktør på en spillefilm.
»Jeg vil ikke kunne have et godt liv, hvis jeg hver dag bare siger, at jeg kun glaeder mig til at hente min søn, så jeg kan se ham dybt i øjnene. Det er ikke nok for mig. Jeg vil meget mere,« siger Roja Pakari.
Det var et kaempe tabu som mor, at mit barn ikke ville mig. ROJA PAKARI, DOKUMENTARIST