Det er ikke den enkelte landmands ansvar at løse klimakrisen. Det er en politisk opgave
Som jeg ser det, så har politikerne over en bred kamp fejlet i årenes løb. Sammen med Landbrug & Fødevarer har man skubbet de nødvendige forandringer foran sig.
Tak for dit indlaeg om mig og Alternativets landbrugspolitik i Jyllands-Posten den 31. marts. Du skal vide, at jeg altid saetter pris på en god landbrugspolitisk debat. Derfor vil jeg selvfølgelig gerne sende dig et svar.
Lad mig tage dine spørgsmål fra toppen.
munde skal maettes: Vi står nu foran at indføre en afgift på CO2e i landbruget. Samtidig vokser verdens befolkning. Og »hvad skal den da leve af?« spørger du.
En CO2e-afgift på landbruget vil betyde, at de økonomiske incitamenter for producenterne forandrer sig. Helt som ønsket.
Generelt vil det betyde, at animalsk landbrug vil blive dyrere at drive – og dermed mindre attraktivt rent økonomisk set.
Til sammenligning vil produktion af grønt – grøntsager, baelgfrugter, frugt og lignende – blive mere attraktive at producere i forhold til kød, da CO2e-afgiften ikke vil have naer så stor indflydelse på den type landbrug.
Får vi mindre kødproduktion og mere planteproduktion, vil det have store positive konsekvenser for vores land. Både hvad angår vores klima, vores natur og vores miljø – og dyrevelfaerden, det er klart.
Men det er ikke dét, du spørger
Flere og flere
til, så lad mig vende tilbage til dit spørgsmål.
Du spørger: »Hvad skal vi leve af?« Og det korte svar er: af planter!
Det er langt mere effektivt, når mennesker spiser planter – i stedet for at lade dyr spise planterne, for at vi så skal spise dyret.
Og apropos fakta, så har Taenketanken
Kraka udgivet en analyse, der er ret interessant.
Ifølge taenketankens beregninger kan 19 menneskers årlige energiindtag daekkes ved fødevareproduktion på én hektar jord, hvis hektaren prioriteres til produktion af planter.
Til sammenligning kan én hektar jord brødføde mellem fire og fem
mennesker per hektar, hvis jorden bruges til at producere kvaeg eller svin.
Med en omlaegning vil vi altså kunne producere langt mere mad. Endda i en sådan grad, at vi vil kunne producere mere mad og samtidig laegge arealer ud til natur.
Jeg håber, det var svar på dit spørgsmål. Lad os tage det naeste.
Dernaest spørger du, Knud, om det virkelig er så svaert at forstå, at landbruget producerer lige praecis dét, der efterspørges.
Jeg er simpelthen ikke enig i praemissen. Det frie madmarked, du refererer til, det findes simpelthen ikke.
Først og fremmest er landbruget uden sammenligning det erhverv, der modtager mest offentlig støtte. I 2022 modtog landbruget som erhverv 15 mia. kr. i støtte. Otte af milliarderne i direkte tilskud.
Den måde, tilskudsordningerne er bygget op på lige nu, understøtter i meget høj grad én bestemt type landbrug: det animalske stordriftslandbrug.
Og tilskuddene gør selvfølgelig, at det bliver mere rentabelt at drive dén type landbrug. Og det gør produkterne billigere – end hvis ikke landmaendene havde modtaget tilskud.
Med samme logik er det klart, at hvis vi fra statens og EU’s side understøttede nogle mere baeredygtige landbrugsformer, f.eks. økologisk og regenerativt landbrug, så ville det blive mere rentabelt at drive den type landbrug, ligesom deres produkter vil blive billigere.
Det er ikke den enkelte landmands ansvar at løse klimakrisen. Det er en politisk opgave!
Og som politiker er det f.eks. min opgave at have holdninger til, hvilke produktionsformer staten understøtter gennem sine støtteog rabatordninger.
Som jeg ser det, så har politikerne over en bred kamp fejlet i årenes løb.
Sammen med Landbrug & Fødevarer har man skubbet de nødvendige forandringer foran sig.
Derfor står vi nu et sted, hvor en høj og ensartet CO2-afgift er nødvendig for at bringe dansk landbrug tilbage på sporet. Selvom det for nogle vil betyde store forandringer.