Er der en historiker til stede?

Man kan også godt spørge en historiker om samfundet, når ikke lige Børsen braender, eller en af de kongelige dør. Det vil der faktisk vaere ret meget perspektiv i.

Som historiker hører det til sjaeldenhederne, at man bliver kimet ned af journalister, der har et akut behov for at vide mere om dansk erhvervshistorie i 1600- og 1700tallet. Jeg har aldrig siddet på et fly eller i et teater, hvor en nervøs stemme i højtaleren har spurgt, om der mon skulle vaere en 1700tals erhvervshistoriker til stede?

Og måske er det godt det samme.

Nyhedsmediernes bud efter historikere har det nemlig med at knytte sig to ting: enten bliver de bragt ind for at bidrage til kongelige fejringer – eller også bliver de bedt om at kommentere på nationale ulykker og voldsomme begivenheder.

Nu var der bud efter mig. Det seneste år har jeg arbejdet på en bog om Børsens historie. Det skulle vaere en erhvervs- og kulturhistorie, som ville falde sammen med bygningens 400-års jubilaeum, og som fortalte historien om, hvordan en bygning og dens mennesker bevaegede sig fra Renaessancens voldssamfund til et moderne, velstående og demokratisk Danmark.

Netop da branden brød ud i gule flammer, sad jeg på Langebro på vej til et møde, der handlede om, hvordan man bedst muligt formidlede bygningens erhvervs- og kulturhistoriske betydning.

Mødet blev kort. Vi nøjedes med at drikke en kop kaffe og nedtrykte klappe hinanden på skuldrene. I stedet tog jeg ind til Børsen for at se skaderne på den bygning, jeg har laert så godt at kende.

I Rigsdagsgården blev jeg meget uvant omringet af journalister, der overhørte en samtale, jeg havde med en historikerkollega, der ligesom mig var taget ind til branden.

Hvilke følelser gik igennem os, spurgte journalisterne? Hvordan havde vi det?

»Triste. Berørte. Chokerede,« svarede vi patosfyldt.

nogle dage senere, understreger børsbranden for mig, at der ikke er brug for mere patos.

Tvaertimod er der brug for, at historikere bidrager nøgternt og perspektiverende til samfundsdebatten. Ikke bare når gamle bygninger braender ned, men at de løbende tager sig tid og plads til at forklare og kontekstualisere vores faelles fortid – for at gøre vores nutid mere nuanceret.

Men nu,

Mens kameraerne fulgte den heroiske kamp mod flammerne, og de mange lastbiler med GrossererSocietetets maleriet blev kørt vaek med politieskorte, gemmer der sig i Børsen en endnu vigtigere fortaelling om udviklingen af det moderne Danmark og fremkomsten af de institutioner og organisationer, vi i dag ser som naturlige og nødvendige for et velfungerende samfund.

Børsen blev opført af Christian IV med en ambition om at lade købmandskab og handel vaere omdrejningspunktet i rigets økonomi og – som kongen lod skrive over gavlen mod Slotspladsen – sørge for at handel »må blive til held og lykke for det danske rige, staten og folket«.

Det var en kontrastfyldt ambition formuleret i en tid, hvor kvinder blev braendt som hekse, hvor befolkningen troede på trolddom og magiske vaesner, og hvor økonomien var ufri og styret af staten.

Kun langsomt. Ganske langsomt bevaegede samfundet sig vaek fra undertrykkelse, vold og statsstyring af borgernes tanker og økonomiske liv. Henimod et friere marked, forbud mod slaveri, stavnsbåndets ophaevelse, og demokratiets indførelse. Den frie naering og den private ivaerksaetters betydning for økonomisk vaekst.

Det er den historie, som jeg gerne ville have fortalt foran den braendende Børs, hvis jeg kunne have samlet mig.

Børsen var fra sin opførsel taenkt som en varebørs placeret på en daemning midt i havnen med vand på begge sider. Her kunne skibe laegge til på siderne og losse alle slags varer, som blev solgt i de mange kraemmerboder på første sal, der lå side om side i hele bygningens laengde. Børsen var et luksuriøst stormagasin, hvor fattige og rige samledes for at besigtige og købe krydderier, frugt, møbler, parfumer, elfenben og bøger.

Masser og masser af bøger blev solgt fra de mange boglader, der over 200 år var en fast del af Børsen. Også byens første postmester havde til huse der i et lille kontor, hvor al post blev fordelt til de forskellige dele af riget. Børsen var en torvehal, et postcenter og en nyhedscentral.

En af de første virksomheder, der fik lokaler i Børsen, var Danmarks største slavehandelskompagni –

Vestindisk-Guineisk Kompagni, der i 1681 fik direktionslokale i et fint kontor i østgavlen mod Christianshavn. Herfra sad kompagnifolk og planlagde rejser på trekantsruten og bortførelsen af afrikanske slaver til plantagerne i Caribien.

Kolonihistorien er også en del af Børsens historie. I 1700-tallet oplevede Børsen sit handelsmaessige højdepunkt, hvor enorme formuer blev handlet af dansk-norske købmaend, der tjente stort på handel med alt fra islandske sild, kinesisk te, afrikansk guld og caribisk sukker.

Sammenlignet med 1600-tallet er nutidens mennesker så mange gange sundere, rigere og friere, så vi lever i en tid, hvor vi ikke hver dag knuges af en ødelaeggende frygt for katastrofale brande, der på et splitsekund opsluger liv og ejendom. Det er også historien om branden på Børsen.

1800-tallet begyndte vaerdipapirerne, pengehandel og forsikring langsomt at fortraenge de mange boder. Børsfolk, vekselerere og forsikringsagenter fyldte mere og mere, mens Børsen også blev hjem for et spirende bank- og pengevaesen. Aktieselskaber, forsikringsselskaber og finansiering blev nu en del af Børsens faste aktiviteter, og fra midten af 1800-tallet dominerede de cylinderhattede grosserere med Privatbankens direktør C.F. Tietgen i spidsen, som var med til at skabe store danske virksomheder.

DFDS, A.P. Møller, Tuborg og GN Store Nord, for blot at naevne et par stykker, blev finansieret eller beboede Børsens kontorer. Telegraflinjer, telefoner, sporvogne og dampskibe, alt hvad der bandt mennesker og landsdele sammen, var knyttet til Børsens lokaler og de mennesker, der arbejdede der.

Børsen har vaeret med hele vejen fra ufrit slaveri til demokratiets indførelse og etableringen af en dansk udgave af kapitalismen.

I begyndelsen af

Da dragespiret, der ifølge fortaellingen har beskyttet Børsen mod ildebrand i 400 år, faldt rødglødende til jorden, vakte det naturligvis store følelser hos de fleste.

Det er helt forståeligt. Børsen er en del af en faelles og meget synlig kulturarv, et nationalt symbol endda.

Men historien om Børsen er mere end malerier og kulturarv. Det er en fortaelling om Danmarks modernisering og om 400 års besvaerlig og kringlet vej mod nutidens samfund. Det er den historie mere end nogen anden, som der nu skal fortaelles på den ellers så triste baggrund.

Sammenlignet med 1600-tallet er nutidens mennesker så mange gange sundere, rigere og friere, så vi lever i en tid, hvor vi ikke hver dag knuges af en ødelaeggende frygt for katastrofale brande, der på et splitsekund opsluger liv og ejendom. Det er også historien om branden på Børsen.

Derfor burde historikere i højere grad vaere en del af samtalen om vores faelles fortid, nutid og fremtid. Jeg kunne ønske, at der oftere blev spurgt efter en historiker – helst inden det hele står i flammer.