Det søde liv i Klostergade inkluderede børnearbejde og Samba-boller
Elvirasminde ville lave chokolade, der var til at betale. Kneb det for de ansatte, vankede der en ekstra uges løn.
Den største virksomhed, som har haft til huse i Klostergadekvarteret, er uden sammenligning chokoladefabrikken Elvirasminde. Virksomheden havde i sin storhedstid over 400 medarbejdere, bredte sig ud på størstedelen af området mellem Klosterport, Klostergade, Nørre Allé og Guldsmedgade og var Nordens største inden for sit felt.
Manden bag chokoladefabrikken Elvirasminde var fabrikant Frits Clausen, der ellers kom fra mere ydmyge kår som søn af en landpost ved Skanderborg. Clausen var blevet oplaert i handel ved en landkøbmand i Hørning. Han blev faerdig i 1891 med en udtalelse, der isaer fremhaevede den unge Clausens fortraeffelige evner som saelger. Efter at have rejst Jylland rundt på cykel som handelsrejsende i et par år havde han i 1893 optjent nok penge til at opkøbe virksomheden P. Chr. Petersens Sukkervarefabrik i Skolegade
17, som han omdøbte til P. Chr. Petersens Eftf. Da Clausen endnu ikke var 25 år, var det hans far, der måtte stå som virksomhedens ejer i de officielle papirer.
Clausen indledte sit slikeventyr med at producere bolsjer med en enkelt ansat. Hustruen, Ane Marie, hjalp også til i virksomheden, hvor hun kogte soja i ejendommens gruekedel. Den lille virksomhed voksede hurtigt fra en omsaetning på 20.000 kr. årligt til 100.000 kr. årligt, og i 1902 købte Clausen også chokoladefabrikken Elvirasminde.
Elviramindes historie begyndte tilbage i 1866, hvor cand. farm. Eiler Christian Mehl etablerede en chokoladefabrik på Hads Herreds Landevej ved Wallensteins Skanse. I dag hedder Hads Herred Landevej Strandvejen, og den gamle skanse er laenge gravet vaek og erstattet af Skansepalaeet. I 1875 blev fabrikken købt af den tidligere apoteker Anton Theodor Ramsing, der omdøbte fabrikken til Elvirasminde efter sin hustru Elvira. I 1901 lukkede Ramsing-fabrikken, der altså året efter blev købt af Clausen.
Flyttede til Klostergade
Clausen slog de to virksomheder sammen. Han skrottede navnet P. Chr. Petersens Eftf., men beholdt navnet Elvirasminde og flyttede hele herligheden til Klostergade 34, som han købte til lejligheden. Nye maskiner blev også indkøbt, og i 1910 ved en udstilling i Bruxelles købte han også en fransk chokoladeopskrift, som han hjemme i Aarhus markedsførte som Danica.
Clausen lagde vaegt på at producere chokolade, der var så billigt, at det kunne vaere en del af en husstands daglige nydelsesmidler – og han havde stor succes med det. Ud over chokolade producerede eller importerede Elvirasminde også andre former for slik og tørret frugt, ligesom Clausen også sad tungt på julehandlen med appelsiner.
Forretningen gik så strygende, at Clausen allerede i 1913 havde 325 ansatte på fabrikken – heraf flere børn og mange unge kvinder. På trods af at børnearbejde ikke lyder godt i vores øre i dag, blev Elvirasminde kendt som en attraktiv arbejdsplads – isaer fordi Clausen i tider, hvor økonomien var stram ved flere lejligheder, udbetalte en ekstra uges løn til samtlige af sine ansatte.
Den store fremgang kraevede mere plads. Over de naeste år udvidede Clausen også fabrikkens fysiske areal ved opkøb af de omkringliggende grunde og ejendomme i Klostergade og langs den nyanlagte gade Klosterport. De eksisterende ejendomme blev ombygget og udvidet, der blev opført helt nye fabriksog lagerbygninger, og omkring 1922 lykkedes det efter at have prøvet i et par år at opkøbe Klostergade 32, der var ejet af Aarhus Højskoleforening.
Familieaktieselskab
I 1927 døde Clausen pludseligt efter en operation i København, og firmaet blev efterfølgende omdannet til et familieaktieselskab med fabrikant Ludwig Wohlert, der var Clausens svigersøn, som bestyrelsesformand og Clausens to brødre, August og Johannes, som direktør og vicedirektør for virksomheden. Efter et par år overtog sønnen, laege Georg Clausen, posten som bestyrelsesformand.
Familien drev fabrikken i Klostergadekvarteret videre i Frits Clausens ånd. Omsorgen for personalet fortsatte – blandt andet under Besaettelsen, hvor traditionen med en ekstra uges løn i hårde tider flere gange blev eksekveret. I anledning af virksomhedens 50 års jubilaeum i december 1943 blev en mindeplade for fabrikant Clausen afsløret. Mindepladen var en gave fra firmaets personale, og ved afsløringen udtalte direktør Jørgen Sørensen følgende:
»Vi aeldre, der kendte fabrikant Clausen, ved, hvad han har betydet, og jeg synes, at vi skylder hans minde at love hinanden at samarbejde for vort firmas trivsel og fremgang«.
Brand og Samba
Selv om viljen var der, vendte fremgangen i 1950’erne, og afsaetningen begyndte at gå tilbage, blandt andet som følge af høje afgifter og skaerpet konkurrence. I et forsøg på at vende udviklingen foretog fabrikken store investeringer i nye maskiner, tog navneaendring til Aida A/S efter et produktmaerke i 1930’erne, samtidig med at arbejdsstyrken blev skåret ned til 200 ansatte. Det reddede ikke fabrikken fra at traede i likvidation i juni 1967.
Fabrikkens produktion af flødeboller havde vaeret så vellykket, at det blev besluttet at fortsaette den, dog i andre lokaler. Komplekset i Klostergadekvarteret blev solgt, og hvad der var tilbage af produktionen, blev flyttet til Hasselager. Da fabrikken her nedbraendte i 1985, blev produktionen flyttet til Skanderborg, hvor Elvirasminde stadig producerer de kendte Samba-flødeboller.
Bygningerne i Klostergade findes også endnu. Det kaempe fabrikskompleks har siden lagt hus til et vaeld af forskellige virksomheder fra restaurationer og diskotek til gøglerskole og gymnastikinstitut.