I kan hilse Putin og sige, at lyset fra et frit Ukraine aldrig vil blive slukket

Hutsulerne er indbegrebet af ukrainsk national identitet. De bebor et fjernt hjørne af det kaempemaessige Ukraine, langt fra de store byer og i bjerge, der giver ly for tidernes omskifteligheder.

Kl. 8.11 er der afgang med toget fra Kolomyya til Rakhiv. Foran os ligger 135 km gennem Karpaterne ned til den ukrainsk-rumaenske graense.

Det gaelder om ikke at komme for sent til toget. Der kører et om dagen. Billetterne kan kun købes på selve dagen. Min sidemand i kupéen betror mig med et glimt i øjet, at det er, fordi jernbanen ikke tør satse på, at det gamle diesellokomotiv nu også starter. Til gengaeld er billetprisen overkommelig, 34 hryvna, ca. 6 kr., for hele straekningen.

Det begynder lovende, da lokomotivet med et ryk saetter i bevaegelse kl. 8.11 sharp og indhyller toget i skyer af blå røg.

Vi får sjaelen med. Maks.-hastigheden er 40 km/t., mens vi passerer banegårde, der for laengst er forladt af begivenhederne. Ganske usaedvanligt for en dansker er det, at man kan komme af og stige på hvor som helst, hvis man giver tegn til konduktør eller lokomotivfører.

Passagererne er overvejende bondekoner, der transporterer deres produkter til markederne i de lidt større byer. Frugt, grønt, aeg, høns, baer, ost. Befolkningen her er varm og gaestfri. I kupéen bliver der til frokosten delt generøst ud af de friske varer og vodka i rigelige maengder. Når jeg udtrykker bekymring over at ligge dem til last i deres uafviselige armod, svarer de: »Taenk ikke på det. Taenk på det frie Ukraine.«

Den første del af turen er som taget ud af et H.C. Andersen-eventyr. Med hestekøretøjer, dansende sommerfugle over markerne og storke, der klaprende med naebet spankulerer omkring i engen. Her går livet videre som for århundreder siden.

Vandet hentes i brønden. Det er en bytteøkonomi. En har måske seks høns til at supplere det sparsomme jordstykke; er man mere velaflagt, har man en ko og eventuelt en hest.

Efter en times kørsel bliver landskaberne dramatiske. Vi krydser brusende floder nede i afgrunden, der er stejle canyons, og bjergtoppene er stadig sneklaedte her i april.

Der er et Ukraine uden for de strålende kulturbyer Kyiv, Lviv og Odesa. Her er vi ved Europas “last frontier”, hutsulernes land i dette fjerne hjørne af Ukraine. Hutsulerne

er indbegrebet af ukrainsk national identitet. Mesterligt skildret af Sergej Paradsjanov i filmen ”Shadows of Forgotten Ancestors”.

De vilde bjerge har altid vaeret et trygt tilflugtssted. Langt fra fjender og enhver form for autoritet. Her lever hutsulerne af subsistenslandbrug, lidt skovdrift og fårehold på de højtliggende graesgange om sommeren og i lavlandet om vinteren. Oprindelig havde hutsulerne en dialekt, der var fremmed for andre ukrainere, de dyrkede hedenske skikke og levede af en saerlig bjergdiaet bestående af baer, gedeost og svampe.

Polen og Litauen invaderede området i det 14. århundrede. Men fik aldrig fuld kontrol med hutsulerne oppe i bjergene. Det østrig-ungarske riges indflydelse i det 19. århundrede nåede aldrig laengere end til de større byer mod nord, Chernivtsi og Ivano Frankivsk.

Det var i Karpaterne, at Ukraines svar på Robin Hood slog sine folder i 1700-tallet. Som sin modpart i Sherwood-skovene stjal Oleksa Dovbush og hans fredløse maend fra de rige købmand og adelige og fordelte byttet til de fattige – i hans tilfaelde bjerghyrderne i Karpaterne.

Den fortvivlede polske haer sendte i tusindvis af soldater efter ham. I årevis uden held. Indtil hans elskerinde – der var gift med en polsk officer – forrådte ham. Dovbush blev henrettet på stedet, og hans legemsdele udstillet i landsbyer rundtom i Karpaterne. Til skraek og advarsel.

Da de sovjetiske tropper rullede ind efter 1945, blev de ikke ligefrem modtaget med stående klapsalver. Mange hutsulere bekaempede det nye herrefolk til langt op i 1950’erne fra deres højborg i bjergene. Regionen blev aldrig pro-russisk. Utallige frihedskaempere blev arresteret, tortureret, myrdet – eller sendt til Sibirien.

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at den russiske krigsførelse efter februar 2022 er uvedkommende her mere end 1.000 km fra fronten. Egnen har kun i begraenset omfang vaeret ramt af de russiske bombardementer.

Intet kunne vaere mere forkert. I alle de lidt større byer i bjergene er der i hovedgaden plakatsøjler med fotografier af de unge maend fra landsbyen, der de seneste par år har givet deres liv i kampen for Ukraine. Der står altid friske blomster, og om aftenen er der taendt fyrfadslys. Gennemsnitsalderen på martyrerne er omkring de 20 år.

Alle, der har mulighed for det, giver donationer til tropperne. Her får man syn for sagen: Russerne valgte den helt forkerte modstander, da de invaderede Ukraine.

Ukraine er et enormt land, Europas største med over 600.000 km2. Med mange forskelle regionalt, kulturelt, religiøst, sprogligt … Men står i dag mere samlet end nogensinde på grund af krigen. En aeldre herre på toget udtrykker det derhen: »Putin er det moderne Ukraines fader!«

Efter fire en halv time på hårde traesaeder når vi Rakhiv, endestationen taet på graensen til Rumaenien. Jeg troede egentlig, jeg her befandt mig i en fjernt hjørne af Europa. Men de lokale fortaeller, at nogle få kilometer uden for byen ligger Europas geografiske centrum! Selvtilliden fejler ikke noget.

Jernbanen har altid vaeret vigtig for egnen, Transkarpatien. I mellemkrigstiden blev den kaldt “Vinduet til Europa”. Området var en del af Tjekkoslovakiet, og der var direkte tog til Prag.

Tidligere landsformand for Europabevaegelsen

Umiddelbart kunne man fristes til at tro, at den russiske krigsførelse efter februar 2022 er uvedkommende her mere end 1.000 km fra fronten. Egnen har kun i begraenset omfang vaeret ramt af de russiske bombardementer. Intet kunne vaere mere forkert.

Rakhiv har en rå energi og masser af kant. Kaotisk og post-sovjetisk på samme tid med de klassiske stalinkaer i udkanten af byen. En stalinka er en udlejningsejendom fra Stalin-tiden. Der er et forfald i disse gennemtaerede og lettere ramponerede ejendomme. I byen zigzagger Ladaer mellem hullerne i asfalten.

De skovklaedte bjergsider udgør en smuk kulisse for Rakhiv, hvor Tysa-floden gurgler neden under de usikre fodgaengerbroer.

Der er mange fordomme og misforståelser i Vesten, herunder Danmark, når det gaelder ukrainsk nationalisme. I Rakhiv møder jeg Yana, som forklarer, at russerne har haft et vist held med at fremstille nationalismen som inficeret af nazisme.

Men Yana forklarer mig, at den idé er en syg russisk fantasi: »Hvis Rusland en dag invaderer Danmark, vil de også kalde jer nazister. Jeg er selv nationalist. Det er ganske enkelt sund fornuft for liberale og demokratiske mennesker. Vi vil gerne have mulighed for at udfolde vores kultur, traditioner, sprog osv. – og selvfølgelig få respekteret Ukraines graenser. Vi har aldrig angrebet andre lande. For mig er nationalisme kaerlighed til det Ukraine, som jeg er rede til at dø for. Lige nu, mens vi taler sammen, er der landsmaend ude østpå, der dør for den idé. Selvom det ser svaert ud i øjeblikket, tror jeg, vi vinder, fordi vi kaemper for en idé.«

Yanas ”idé” er frihed: »Vi bøjer ikke nakken. Vi vil have frihed til at bestemme vort eget liv, og hvordan vi indretter os i faellesskab.«

På en vandretur i bjergene over Rakhiv med Yana støder vi på et gravmaele med friske blomster. Gravskriften lyder: »Her myrdede sovjetiske politiagenter den 29. oktober 1949 Hrytsak født 1919, Shveduk født 1907 og Moldavan født 1910. De er vore brødre. De døde for et frit Ukraine. Hvis din vej falder forbi, kaere ven, så Hil Jomfru Maria.«

Yana og jeg dvaeler et øjeblik i stilhed ved monumentet. Så udbryder Yana: »I kan hilse Putin og sige, at lyset fra et frit Ukraine aldrig vil blive slukket.«