Den 69-årige popsanger rapper lige så godt, som han gjorde på sit største hit fra 1984
Britisk popduo fremstår genfødt på overraskende friskt comeback-album.
Warner Music
333333
Det er dem, der har praesteret bedst, som skuffer mest, når de rammer ved siden af. Sådan er det.
Også i popmusik.
Den britiske duo Pet Shop Boys har en raekke udødelige mestervaerker på samvittigheden – ”Actually” (1987), ”Introspective” (1988), ”Behaviour” (1990) og ”Very” (1993) klaeder enhver pladesamling, og sangene er i den grad aeldet med ynde.
Det er mere, end man kan sige om senere udgivelser som ”Release” (2002), ”Yes” (2009), ”Super” (2016) og ”Hotspot” (2020), der alle fungerer som parenteser i en ellers imponerende karriere.
Indrømmet, denne anmelder havde for laengst afskrevet Pet Shop Boys som en duo, der var engang, et bekendtskab, som ganske vist kastede en enkelt tilforladelig sang eller to af sig hvert årti og ellers stillede sig tilfreds med at dvaele ved katalogets greatest hits under de velbesøgte, men noget forudsigelige koncerter.
Sidste år meddelte sanger og sangskriver Neil Tennant og maskinmester Chris Lowe, at Pet Shop Boys arbejdede på studiealbum nummer 15, og den oplysning kunne man kvittere for med et skuldertraek. Indtil det fremgik, hvem den mere end 40 år gamle gamle popduo havde hyret til at producere pladen.
Måske skulle man sende en hilsen til manden, hvis ansigt man ikke ser på pladeomslaget:
James Ford.
Ham vender vi tilbage til. Først skal det konstateres, at Pet Shop Boys – med aktuelle ”Nonetheless” – har udgivet karrierens bedste album i 25 år. Ikke siden ”Nightlife” (1999) har Neil Tennant og Chris Lowe udsendt et så veloplagt og sammenhaengende vaerk som dette. Sangene, produktionen og arrangementerne, alt fungerer denne gang.
Den symfoniske førstesingle ”Loneliness” leder tankerne hen på ”Being Boring”, et af duoens allerstørste numre, og på albummets absolutte højdepunkt ”Feel” rapper den 69-årige Neil Tennant sågar lige så overbevisende, som han gjorde på Pet Shop Boys’ 40 år gamle debutsingle, ”West End Girls”.
»Why I’m I dancing, when I’m so alone?« synger han et andet sted på pladen.
Teksterne er skrevet under
coronanedlukningen, de har suget ensomheden til sig, men de leveres med et tilbageholdt smil og helt uden den forudsigelige patos, som praeger mange andre musikalske betragtninger fra perioden. Med andre ord: Pet Shop Boys bevarer det nøje afstemte miks af melankoli og underfundig humor.
Et farligt greb
Og så et par ord om James
Ford, en af tidens mest interessante producere.
Han er bedst kendt som medlem af den elektroniske duo Simian Mobile Disco og supergruppen The Last Shadow Puppets, men har efterhånden skruet på knapper for en lang raekke prominente navne.
James Ford har produceret de seneste album med både Blur og Depeche Mode, begge er yderst vellykkede, og det skyldes ikke blot de overbevisende sange, men i høj grad også det udtryk, som de praesenteres i.
James Ford har en saerlig evne til at vise gamle bands fra deres bedste side, han traekker tråde fra deres fortid i nye produktioner og minder os om, hvorfor vi forelskede os i disse popgrupper tilbage i 1980’erne.
Det er et farligt greb, for artisterne kommer meget nemt til at fremstå som parodier på sig selv. Det sker dog ikke her.
Ja, alene titlen ”New London
Boy” leder tankerne hen på 25 år gamle ”New York City Boy”, og på den seneste single ”Dancing Star” genbruges en synthesizer-sekvens fra det endnu aeldre hit ”Domino Dancing”, men de velkendte ingredienser er doseret med sikker praecision, og intet på denne plade fremstår uopfindsomt. Tvaertimod.
Lad dog barnet ...
Er der slet ikke noget, som falder udenfor?
Jo, det gør den noget aparte, juleinspirerede ”The Schlager Hit Parade”, men fred vaere med det.
»Vi er meget disciplinerede, når vi indspiller studiealbum i Pet Shop Boys. Derfor elsker jeg, når vi giver slip og tillader os at gøre noget skørt,« sagde Neil Tennant til Jyllands-Posten for 15 år siden.
Så lad dog det 69-årige pop kid afreagere, gakke lidt ud i studiet en gang imellem. Han har fortjent det.