Kan vi regne med Socialdemokratiet? Eller er det bare ord?

Efter en noget traeg tilgang til indvandrerne i Danmark har Socialdemokratiet de senere år skaerpet ikke alene politikken, men også retorikken.

Anderledes fra dengang, hvor jeg løftede debatten ind i folketingssalen og talte om udlaendingepolitik, hvorfor en raekke socialdemokrater udvandrede, har de i de seneste år udklaekket medlemmer, der har talt, som kom de fra Dansk Folkeparti. Altså vaeret skarpe på det udlaendingepolitiske.

Spørgsmålet er desvaerre bare, om de hårde ord i virkeligheden daekker den brede socialdemokratiske holdning? Jeg tvivler faktisk.

på stammen er Frederik Vad, socialdemokraternes nuvaerende udlaendingeordfører. Han har ad flere gange gjort sig bemaerket som dels en skarp debattør, men også med en befriende og praecis diagnosticering af, hvad det er, der er galt med indvandringen:

Ganske simpelt at de ikke i tilstraekkelig grad har ladet sig integrere, og at vi som samfund har stillet for naive krav til dem: ”Uddanner I jer, arbejder I, og undlader I at begå kriminalitet, ja så er I integreret”.

Seneste skud

igen og igen fra indvandrerglade debattører i den offentlige debat, fra forskere og fra politikere fra Folketingets talerstol.

Det var i øvrigt helt officielt socialdemokratisk politik, efter de indså, at den naive og ukontrollerede indvandring, de selv var skyld i, voldte de mange problemer, vi stadigvaek ser konsekvenser af.

Men som jeg har sagt alle årene:

Sådan har det lydt

Uddannelse, arbejde og lovlydighed er ikke lig med integration.

Slet ikke. At tage Danmark helhjertet til sig, heraf vores vaerdier såsom ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed, demokrati og grundloven, som står som den øverste lov og dermed også over religiøse love, er endnu vigtigere elementer og i meget større grad noget, der vidner om integration.

bliver ved med at påpege de meget store elementer i integrationen. Og nu kommer det socialdemokratiske bagland frem med frustrationerne. Først var det en raekke medlemmer og byrådsmedlemmer, der samlet skrev til den socialdemokratiske hovedbestyrelse med deres klare opfordring: ”Tøjl Vad, han er gået for vidt.”

Umiddelbart efter har en raekke socialdemokratiske borgmestre fulgt trop og har i offentligheden sagt, at de synes, at Vad går for langt, og de ikke bryder sig om tonen. Han generaliserer, mener de, for når han kritiserer nogen, skal han samtidig fremhaeve dem, som ikke skal kritiseres. Altså sikre sig, at når man kritiserer nogle indvandrere – ja, så er det altså ikke alle sammen, man mener.

Typisk socialdemokratisk logik, hvor hvis man ikke eksplicit udtrykkeligt formulerer, at man ikke generaliserer, ja, så generaliserer man åbenbart.

Det er ud fra samme logik, når man skal sige: ”Jeg er ikke racist, men jeg er nu bekymret for den islamiske indvandring”, i stedet for bare at kunne ytre ens holdninger uden at skulle sikre sig, at folk ikke taenker mere ind i de ord, end man siger og mener.

Men Frederik Vad

Det vidner blot om, at der langt inde i det socialdemokratiske bagland stadigvaek er en stor gruppe medlemmer, som slet ikke ser problemet med indvandringen, og som hellere vil diskutere tonen fremfor de for andre åbenlyse problemer, der tydeligvis er. Eller for den sags skyld slet ikke har forstået, at integration handler om sindelag. Ikke arbejde.

bekymring langt inde i min nationale sjael. For med folketingsmedlemmer som Frederik Vad, Kaare Dybvad Bek og Rasmus Stoklund, som alle retorisk har stået for en stram udlaendingepolitik, kaemper de en ulig kamp med staerke socialdemokratiske medlemmer, som er af en helt anden støbning og holdning.

For der er folk langt inde i den socialdemokratiske identitet, som stadigvaek hylder og billiger Nyrup Rasmussens perfide ord og holdninger til Dansk Folkeparti: »Uanset hvor mange anstrengelser man gør sig. Set med mine øje: stuerene, det bliver I aldrig.«

Den slags trives stadigvaek i bedste velgående, og de socialdemokratiske medlemmer vaemmes ved, hvad der ligner en gentagelse af Nyrup Rasmussens ord, men nu bare fra egne raekker.

Og det skaber

om der nogensinde bliver enighed i Socialdemokratiet, i forhold til hvordan den udlaendingepolitiske holdning skal laegges? For de kaemper stadigvaek en retorisk kamp fra Folketingets talerstol, men med en helt anden slap holdning dybt inde i det socialdemokratiske bagland.

Fremtiden må vise, hvem der vinder den kamp.

Spørgsmålet er,