Systemet taber kraeftpatienter på gulvet. Hvornår får det konsekvenser?
der på papiret sikrer, at danske patienter kan få en anden behandling end den, der normalt tilbydes på landets hospitaler. Vi har laegemidler, der kan sikre danske kraeftpatienter en bedring af deres sygdom og et laengere liv. Alligevel svigter systemet gang på gang alvorligt syge patienter, når de giver afslag på behandling.
I sidste uge fik Lena Rosenkilde, som har en saerlig aggressiv form for brystkraeft, afslag på behandling med det saerlige laegemiddel Enhertu for tredje gang. Behandlingen er det eneste håb, hvis hun skal have en chance for at overleve. Efter at have fået afslag på behandlingen har hun derfor vaeret nødsaget til at betale op mod 1 mio. kr. for at blive behandlet med laegemidlet på den anden side af Øresund i Sverige, hvor Enhertubehandlingen allerede er godkendt til behandling af kendes brystkraefttype, og på en privat klinik herhjemme. Hun indsamlede selv
210.000 kr., og resten har hun lånt. Scanninger har vist, at behandlingen ikke alene har stoppet udviklingen af sygdommen, men at kraeften er svundet ind. Alligevel har Region Hovedstaden givet afslag på, at hun må blive behandlet med laegemidlet i det offentlige system.
At laegemidlet stadig er under vurdering og endnu ikke er godkendt af Medicinrådet til brug herhjemme. For det første er det ikke tilladt at give afslag på behandling, blot fordi laegemidlet ikke er endeligt godkendt af Medicinrådet. For det andet er jeg som sundhedsordfører utroligt frustreret over, at vi skal høre endnu et trist eksempel på, hvordan bureaukratiske processer og danske saerregler om medicingodkendelse i vaerste fald kan koste danske kraeftpatienter livet.
Vi skal naturligvis bestraebe os på at få så meget sundhed for pengene, som vi kan. Men vores system har udviklet sig til at have systemets interesser for øje frem for patientens. Selvom laegemidlet er blevet godkendt af Det Europaeiske Laegemiddelagentur og er godkendt til behandling i vores nabolande
Årsagen?
Sverige og Tyskland, insisterer vi i Danmark stadig på, at det også skal have en saerlig dansk godkendelse.
Vores system skal i langt højere grad end i dag bero sig på resultater og erfaringer fra de lande, vi normalt sammenligner os med på sundhedsområdet. Effekten af behandling med et laegemiddel blandt tyske patienter aendrer sig ikke, fordi den krydser graensen til Danmark, og bliver vi bedre til at høste data, resultater og erfaringer fra andre lande end os selv, kan danske kraeftpatienter blive behandlet hurtigere og dermed have bedre chancer for overlevelse.
På papiret ser patienterne ud til at vaere sikret. Regionerne kan give patienter tilladelse til at blive behandlet med laegemidler, der ikke er godkendt af Medicinrådet, hvis deres laege vurderer, det kan hjaelpe dem. Den regel kaldes det syvende princip. Men virkeligheden er en anden. Kraeftlaeger, patientforeninger og patienter kan alle berette om, at man giver op på forhånd, når man forsøger at søge om behandlinger ud fra det syvende princip, fordi systemet er ekstremt restriktivt.
har sideløbende med sin kamp mod kraeften laenge forsøgt at råbe os politikere op om, at vores system er tungt, bureaukratisk og ubeskriveligt frustrerende at vaere patient i, hvis din sygdom kraever behandling med et andet laegemiddel end det, der er forhåndsgodkendt af Medicinrådet. Igen bliver dette bekraeftet. Systemet er sandet til i rigide regler og bureaukratiske processer.
Lena Rosenkilde
I november slog sundhedsministeren ellers fast i både et samråd i Folketinget og i breve direkte til Danske Regioner, at det skal vaere muligt at behandle med laegemidler, der endnu ikke er godkendt af Medicinrådet. Men hvornår får det egentlige konsekvenser for systemet, at vi taber alvorligt syge patienter på gulvet? Der er brug for en større omkalfatring af systemet end endnu en påtale og opsang.