Mon James Bond en dag begynder at gå i terapi? Det kunne man håbe
Hvis man nu hverken idealiserer eller daemoniserer maskulinitet, er der håb for de drenge, der dagligt socialiseres til at tro, at der kun er én måde at vaere en rigtig mand på.
Mand jer op. Tag jer sammen. Tag ansvar.
I årevis har manden vaeret genstand for konstant feministisk kritik.
Fuldstaendig fair, hvis du spørger mig, men hvis du er den gaengse Jyllands-Posten-laeser, vil du nok snart begynde at ryste på hovedet.
Men inden du gør det, vil jeg bruge min korte taletid på at fortaelle dig om Alex Vanopslaghs nyeste ideologifrugt: offerrolleudskamning – og hvorfor jeg mener, at han leder maend ned ad den helt, helt forkerte veje.
Klaedt i skjorte, slips og sirligt sidetrukket hår stiller Vanopslagh sig op på scenen.
Foran ham sidder raekke efter raekke af unge maend i stramme skjorter.
Storøjet kigger de op på talerstolen, hvorfra den jyske Jesus opfordrer sin egen generation af friskgroomede liberale maend til at ignorere dem, der siger, at de er ofre for noget som helst.
»Lad dog vaere med at vaere et offer« og lyt ikke til de »vidtgående feminister«. Gys og gru. Jeg kan maerke, at jeg forvandles til en diabolsk udgave af Pavlovs hunde.
Hver gang jeg hører højreorienterede maend basunere feminismekritik, løber mine taender i vand, og jeg får lyst til at springe i struben gemt bag slipseknuden.
Publikum hujede og klappede og trak mig ud af mit dagdrømmeri. Jeg smilede falsk.
Marie Antoinette var den naeste på scenen, og hun stemte hjerteligt i samme tone og spurgte retorisk, hvorfor de franske, sultende bønder ikke bare spiste kage.
Nu blev forbindelsen gennem min computerskaerm pixeleret, men jeg er ret sikker på, at der også stod “UNDERTRYK DIT FØLELSESLIV” på ét af deres bannere.
Gajolaeskecitatet om at “tage ansvar” har dog vundet folkeligt indpas, derfor undrer det mig, at der ikke er flere maend med falske smil, der får lyst til at tale om, hvad der sker med unge drenges kønsforståelse, når de skyder sig selv i armen med den liberalkonservative ideologikanyle.
Hvilke maend mon der vokser ud af de drenge, der bliver fortalt, at de blot bør bide taenderne sammen og mande sig op, når livet gør ondt på dem?
Det umiddelbare svar: indebraendte,
afstumpede og udadreagerende maend. Sounds familiar …
Det lyder som en mandeopskrift, vi har prøvet før, og som i mange år har produceret maend, der har undertrykt alt og alle.
Som demente kokke med en ødelagt opskrift kokkererer typer som Vanopslagh en forskruet idé om mandlig uovervindelighed ved blandt andet at udskamme maend, der føler sig som ofre.
Der er vel ingen, der ønsker at vaere et offer, men det er saerligt maend, der får spontan eksem over hele kroppen ved den blotte tanke.
Offerrollens allergifremkaldende kvalitet skyldes, at maend er socialiseret til at tro på, at nogle af de fineste maskuline dyder ved dem er at vaere selvsikker, selvbehersket og udøve selvkontrol.
At vaere et offer for større magter end en selv er jo netop det komplette kontroltab. Derfor er det intet mysterium, at det også er de maend, der udvikler akut offerallergi.
Trust me, guys, der er ikke noget at vaere bange for. Sårbarhed er svanemaerket.
Derfor skulle man tro, at vores tids store fokus på identitet, repraesentation og tabu-nedbrydning også gjaldt mangfoldig maskulinitet.
Så godt spiller violinerne dog ikke.
Snart får vi en splinterny James Bond, så vi kan fortsaette med at besynge det gamle heltekvad. Yay.
Flere portraetteringer af den hypermaskuline, objektiviserende og voldsparate måde at vaere mand
på, som unge drenge kan se op til. Det manglede bare.
Mon James Bond en dag begynder at skrive drømmedagbog og gå i terapi?
Det kunne man håbe på.
Mange bliver ekstremt provokeret af denne anderledes mand, der bryder den maskuline stilleleg og tør kalde sig selv for et offer.
Men hey boys, vi er jo ofre i en lang raekke statistikker: depression, ensomhed, ludomani, selvmord, mordrater, arbejdsløshed, hjemløshed, kriminalitet og tidlig død.
hvisker Alex Vanopslagh ømt i mit øre.
Ja tak,
Vi skal tage ansvar for at gøre oprør imod de snaevre rammer for maskulinitet. Ikke gøre kassen mindre. Reelt ansvar er at vaere tro mod sit eget følelsesliv, støtte de maend, der har det svaert, og ikke underlaegge sig patriarkalske forestillinger om maskulin følelsesløshed.
Selvfølgelig er maend ikke en eksklusiv gruppe mennesker, der ikke har ret til at sige “av”, når livet gør ondt.
Overalt ser jeg maend, der dyster om at binde deres slipseknuder så stramt om halsen på sig selv, at de langsomt kvaeles, og når de postpatriarkalske kvinder spørger dem, hvad de har gang i, og om de vil have hjaelp til at binde knuden op, så ser maendene rødhovedet op og råber masochistiske skaeldsord, hvorefter de fortsaetter med langsomt at kvaele sig selv igen.
»Du skal bare tage ansvar,« daddy.
Dudes vil hellere til efterfest hos Liberal Alliance med deres hullede underbukser, Axe-deodorant og afstumpede følelsesliv end at røre rundt i den identitaere følelseskrukke.
Den tilvaerelse er vel også nemmere end at tage et oprør med sine egne privilegier.
Hver gang, jeg hører højreorienterede maend udbasunere feminismekritik, løber mine taender i vand og jeg får lyst at springe i struben gemt bag slipseknuden.
Først nu i vores samfundshistorie begynder maend så småt at stille spørgsmål ved deres egen kønsforståelse – og der er ekstremt få rollemodeller, i hvis fodspor unge drenge kan gå, hvis de ikke føler, at Shaping New Tomorrow-bukser, termoveste og Tesladrømmen passer til dem.
Nu ved jeg godt, at der er en skare af vrede maend, der vil springe i halsen på mig med anklager om at vaere en hjernevasket “vidtgående feminist”, der hader maend – men jeg hader ikke “maend”.
Jeg hader en specifik tendens i vores tids syn på maskulinitet.
Nu har jeg måske kritiseret maskulinitet nok.
Manden står afklaedt og med lyserød, friskskruppet hud efter årtier af feministisk kritik. Manden er kritiseret så meget, at der er indfundet kollektiv lammelse. Ikke hos kvinderne dog, de har taget toget videre til naeste station, og i stedet for at overveje, hvordan vi maend kan tilslutte os det postpatriarkalske Shangri-La, så begynder den danske højrefløj nu at stige på toget tilbage til mandehelvede, hvor floden flyder med proteinshake og snavset sengetøj – men frygt ej, maend, billetten videre er ikke så svaer at anskaffe sig.
Jeg har taget lidt billedsprog med, så min version af maskulinitet bliver forståelig:
Prøv at se maskuliniteten som indholdet i jeres tøjskab. Der er intet galt med at tage slips og jakkesaet på.
Ligesom der ikke er noget iboende galt med at have store muskler, selvkontrol og pragmatisme som sine maskuline kernevaerdier. Leg lidt rundt med de vaerdier, der giver mening for din måde at udtrykke maskulinitet på, men erkend, at det ikke er den, du er, men blot et stykke tøj, du kan tage af og på.
Udtryk din maskulinitet, praecis som du vil, men stop, når det begynder at gøre ondt på dig selv eller på andre.
Måske I også kunne overveje at prøve at iklaede jer lidt af de klassiske, feminine vaerdier. Ved hverken at idealisere eller daemonisere maskulinitet er der håb for de drenge, der dagligt socialiseres til at tro, at der kun er én måde at vaere en rigtig mand på.