Medarbejdere i psykiatrien skal sikres bedre
Arbejdsforholdene for ansatte i psykiatrien er utrygge, fordi lovgivningen ikke giver den fornødne mulighed for at sikre sig mod patienter. Derfor sker der igen og igen overgreb.
Tirsdag den 26. marts skete det så igen. En psykiatrisk patient har slået ihjel – denne gang på en lukket retspsykiatrisk sengeafdeling – og igen er man som fagperson ikke overrasket.
Faktisk vil de faerreste medarbejdere i behandlings- og retspsykiatrien vaere overrasket over, at en patient igen har kunnet slå ihjel.
Selvom vi i forbindelse med drabet på Psykiatrisk Center Glostrup i Brøndby sidste sommer – også der – så ansatte i ledende stillinger udtale sig overraskede og forfaerdede over drabet, så har jeg mødt få medarbejdere i patientnaere stillinger, som har delt organisationens overraskelse over, at det kunne ske i Region Hovedstadens Psykiatri. Faktisk siger mange, at det var forventeligt.
I Region Midtjylland er fortaellingen taet på enslydende. Direktør Tina Ebler angiver til flere medier, at sikkerheden er et stort fokusområde, og at man er forfaerdet og overrasket over, at det har vaeret muligt for en patient at få våben med ind på en afdeling.
Virkeligheden er bare slet ikke, som behandlingspsykiatriens top fremlaegger den.
I netop Region Midtjylland har ombudsmanden ved besøg italesat udfordringer med den tolkning, man har haft af psykiatriloven, og derfor har man praeciseret over for regionen, at der er vaerktøjer, man tidligere har brugt, som man ikke vurderer, der er lovhjemmel til at bruge.
Dette gaelder bl.a. visitering, som Tina Ebler ganske rigtig angiver ikke er en mulighed at bruge over for alle patienter, da ombudsmanden har gjort det klart, at der skal forlaegge en mistanke, for at en patient kan visiteres. Reelt er det dog muligt i netop retspsykiatrien at gøre brug af f.eks. scannere, men det har man aktivt fravalgt på ledelsesniveau.
Tidligere blev alle patienter på en lukket afdeling altid visiteret efter udgang. Ikke fordi der nødvendigvis var en mistanke om kriminelle forhold, men fordi medarbejderne har ansvaret for de mange tusinde patienter, som hvert år er i kontakt med afdelingerne. Da det var en indarbejdet arbejdsgang, og det var alle patienter, der blev visiteret, var der sjaeldent konflikter over det. Nu skal der vaere en konkret mistanke, så nu er alle visiteringer konfliktfyldte.
Mange patienter har grundet deres lidelse et øget paranoidt beredskab og kan på den baggrund alene finde på at bevaebne sig med stikvåben – eller det, der er farligere. Nogle patienter har også tilknytning til bandemiljøet, har gaeld de forkerte steder eller føler sig bange, hvis de ikke har et våben at forsvare sig med – og nogen har en helt reel bevaeggrund til at vaere paranoid over for andre. I retspsykiatrien er flere voldsparate på baggrund af deres lidelse kombineret med opvaekst og social arv.
I den nuvaerende psykiatrilov er det altså ikke muligt at visitere alle psykiatriske patienter, men der er mulighed for at visitere de retspsykiatriske patienter. Desvaerre er det heller ikke muligt at sikre patienter, der har en uoverensstemmelse, ikke kan ses eller tale sammen, da patienterne ikke laengere kan forhindres i at bevaege sig frit på en afdeling, uden at patienten samtykker til et indgreb, der af de fleste vurderes som tvang.
i psykiatrien ofte brugt “skaermning” af patienter til f.eks. deres respektive stue eller et afgraenset areal af en afdeling.
Årsagerne kan vaere mange, men oftest har det vaeret for at undgå patienter blamere sig over for medpatienter med f.eks. opfordringer til seksuelt samvaer, nøgenhed eller agiteret adfaerd med larm og haervaerk. Samtidig kan den ene patient med et meget højt støjniveau forhindre en sufficient behandling og gode rammer for indlaeggelse for mange af medpatienterne.
Skaermning af enkelte patienter har tidligere sikret god behandling og et roligere miljø for de mange – oftest også for de patienter, der bliver skaermet. Men der er tale om en tvangsforanstaltning, som ifølge ombudsmanden ikke har et juridisk grundlag, som det er dokumenteret
Tidligere har man
i patientjournalerne og dialogen mellem psykiatrien, juristerne, ombudsmanden, og Sundhedsministeriet har ikke kunnet sikre en fortsat brug af et vaerktøj, der i mange år har sikret rigtig mange patienter en god behandling og gode rammer for indlaeggelse.
Reelt er der i psykiatriloven mulighed for skaermning, men kommunikationen mellem ministeriet, hospitalsdirektionen og medarbejdere har efterladt mange afdelinger i Østjylland med en oplevelse af, at det ikke laengere er muligt at sikre ro omkring de dårligste patienter.
Og desvaerre har hospitalsdirektionerne og de faglige organisationer ikke formået at klarlaegge behovet over for Sundhedsministeriet eller de reelle muligheder over for medarbejderne.
den manglende politiske påvirkning fra de respektive
Konsekvensen af
hospitalsledelser ser vi i stigende grad udfolde sig i medierne, når de politiske ønsker om mere frihed, mindre stigmatisering og mere brugerinddragelse går i clinch med den virkelighed, de mange medarbejdere og patienter møder i psykiatrien.
Nu kan man ved TV2 Østjylland se både medarbejdere og samarbejdspartnere stille sig frem anonymt og fortaelle om konsekvenserne af det politiske fokus.
Og de er i modsaetning til direktøren ikke overrasket over udviklingen, og man må da undre sig over, at forventningerne til sikkerheden og arbejdsmiljøet er så forskelligt, alt efter om man er plejepersonale med daglig patientkontakt, eller om man er direktør uden patientkontakt.
Et eller andet sted i behandlingspsykiatrien går kommunikationen altså i stå, og vigtige informationer om virkeligheden taettest på patienterne når ikke direktionsniveauet og dermed heller ikke ud til de politikere, som laver lovgivningen.
i behandlingspsykiatrien går kommunikationen altså i stå, og vigtige informationer om virkeligheden taettest på patienterne når ikke direktionsniveauet og dermed heller ikke ud til de politikere, som laver lovgivningen. Alternativet er, at man direkte taler usandt – eller undlader informationer – når toppen af dansk psykiatri udtaler sig. Tanken om, at man har udfordringer med endnu en uaerlig hospitalsdirektion, er så skraemmende, at man er nødt til at tro på, at en hospitalsledelse handler i henhold til dansk lovgivning, og at de gør deres bedste for at sikre vores politikere de nødvendige informationer for, at de politisk kan traeffe de bedste beslutninger for både patienter og medarbejderne.
Men selv om man som direktion gør sit bedste for at følge den nuvaerende lovgivning, så er det nødvendigt, at man som ledelse også har fokus på, hvor den nuvaerende lovgivning kommer til kort, når den holdes op imod den virkelighed, som behandlings- og retspsykiatrien befinder sig i.
Et eller andet sted
er psykiatrien af Arbejdstilsynet blevet politianmeldt for brud på arbejdsmiljøloven efter drabet sidste sommer. Men i Region Midtjylland er det ikke en medarbejder, der er blevet draebt, så det bliver spaendende, om man her kan finde ud af at løfte problematikken op, hvor den skal løses: hos Sundhedsministeriet og Christiansborg.
Jeg håber, de faglige organisationer sammen med Dansk Psykiatrisk Selskab kan få politisk ørenlyd, så der kan komme bedre overensstemmelse mellem den virkelighed, der er taettest på patienterne, og på direktionernes bonede gulve. Det kunne måske give politikerne bedre information at lave lovgivning ud fra. Og på sigt kunne det måske gøre psykiatrien til en mere sikker arbejdsplads, et bedre behandlingstilbud og en bedre samarbejdspartner for pårørende og interesseorganisationer.