SAMMENBRAGT
Det er en utopi at tro, at man kan lave en ny kernefamilie ud af en sammenbragt familie.
Det er ikke så forfaerdelig laenge siden, at ordet skilsmisse var mere eller mindre fravaerende i dansk litteratur. Ikke, fordi forfatterne vendte ryggen til de forliste aegteskaber. Udfordringen var en anden. Nemlig, at skilsmissen som faenomen stort set ikke eksisterede.
Engang var det at gå fra hinanden nogenlunde lige så usaedvanligt som en dansk sommer uden regn. Folk blev sammen i kaerlighedsløse aegteskaber, der skrantede langt ud over det udholdelige. De affandt sig med vold, druk og utroskab. Plus det løse.
Men i slutningen af 1960’ere kom der hul på bylden.
På få årtier voksede antallet af skilsmisser herhjemme til svimlende højder, og i dag ender naesten hvert andet aegteskab med at falde fra hinanden. Udviklingen bliver af de fleste betragtet som et frisaettende fremskridt. I dag behøver ingen at haenge på en aegtefaelle, de har mistet lysten til på alle planer, og det er selvfølgelig et gode.
Men der er ingen gratis frokoster i tilvaerelsen, og den helt store slagside ved en skilsmisse er børnene, der ikke selv har bedt om, at deres foraeldre går fra hinanden. Og som ikke kan undgå at få rusket op både i de ydre og indre landskaber, uanset hvor godt de voksne klarer bruddet.
Heldigvis er der i dag masser af steder at gå hen, hvis man vil blive klogere på, hvad en skilsmisse traekker med sig af udfordringer. Boghandlerne bugner af både fagbøger og skønlitteraere vaerker, der kigger naermere på skilsmissens urolige kølvand og giver laeserne muligheden for at spejle sig i andre, der står i samme livssituation
Men skilsmisse er ikke kun to voksne, der går fra hinanden og nogle børn, som får en ny ramme om deres barndom. Det er også fraskilte voksne, der forelsker sig i andre fraskilte voksne og beslutter sig for at flytte sammen og skabe en ny familie. Og dem er der ikke blevet skrevet om, de sammenbragte familier.
I hvert fald ikke saerlig meget.
Som Dy Plambeck siger i dagens interview i JP Bøger:
»Der findes masser af film og bøger om kernefamilier og skilsmisser, men naermest ingen om, hvad der kommer bagefter. Der er noget ved det her emne. Folk vil helst ikke tale om det. Og det er jo virkelig aergerligt, når vi er så mange, der står midt i det.«
Den bogaktuelle forfatter har selv oplevet et brud, da hun og hendes første datters far gik fra hinanden, ligesom hun har oplevet at finde kaerligheden igen med en ny mand.
Det sidste er hun lykkelig over, men hun kaemper alligevel med at finde fodfaeste i sin nye familie. Det gør hendes børn også, og det gør hendes kaereste og hans børn også. Det gør de fleste, er Dy Plambecks påstand.
Derfor har hun også et ønske om, at vi begynder at tale sammen om, hvordan det er at vaere en sammenbragt familie. På den måde kan vi dele erfaringer, så vi får de bedste forudsaetninger for at lykkes som sammenbragt familie:
»Det er en utopi at tro, at man kan lave en ny kernefamilie ud af en sammenbragt familie. Det kommer ikke til at ske. Og jeg tror, at jo hurtigere man kan laegge den illusion fra sig, jo bedre kommer det til at gå.«
God laeselyst.