Har vi allerede tabt til kunstig intelligens? Det er ubehageligt taet på!
Hvad nu, hvis robotterne tager sagen i egen hånd? Hvad nu, hvis menneskene bliver overflødige? David Runciman leverer braendstof til frygten for en dyster fremtid. Heldigvis har den prisvindende professor også et bud på, hvordan vi undgår at tabe til tekn
333333
For nogle år siden deltog jeg i et bizart techno-show i Amsterdam med det såkaldte Singularity Institute.
En blanding af ultraspaendende foredrag om de teknologiske fremskridt, som de skarpeste hjerner kunne forudse, og så et religiøst vaekkelsesmøde, hvor al etisk kritik af robotter, maskinlaering og kunstig intelligens åbenlyst var et no-go!
Da jeg tog hjem, var jeg ramt af den dobbelte stemning, vi mennesker ofte oplever, når vi står over for noget banebrydende nyt. Vild begejstring over mulighederne på den ene side, massiv bekymring over faldgruberne på den anden.
Allermest blev jeg ramt af noget dybt eksistentielt:
Er der virkelig en risiko for, at de maskiner, vi selv har opfundet, ender med at tage magten fra os? Hvad nu, hvis robotterne tager sagen i egen hånd? Hvad nu, hvis menneskene bliver overflødige? Hvad nu, hvis ...?
Det er – med andre ord – nemt, virkeligt nemt, at blive dommedagsprofet.
Men her kommer David Runciman, den blaendende politikprofessor ved Cambridge University, ind i billedet med en virkelig vellykket bog om, hvad pokker det er for en udvikling, vi står midt i. Der er masser at vaere bekymret over, understreger han. Men historien fortaeller os, at mennesket igen kan ende med at vinde. Det bliver svaert, men det er muligt.
Mere om det senere.
Den vigtige intelligens
Han understreger, at mennesker som udgangspunkt i de fleste henseender er ret fysisk svage vaesener:
»Vi har store, dinglende hoveder på svage og skrøbelige kroppe. Vi er laenge om at blive fuldt udviklet – der går mange måneder, før vi kan gå og tale, mange år, før vi selv kan forsvare os. Sammenlignet med rigtig mange pattedyr er vi hverken saerlig hurtige eller staerke – bliver nemt indhentet af løver og tigre, trampet ned af elefanter, flaenset i småstykker af ulve.«
Så hvad er det, der gør, at mennesket i løbet af tusinder af år har opnået en position, hvor vi dominerer alt andet levende på planeten?:
»Det, vi har, er vores intelligens. Men at vaere kloge er ikke nok til at redde os, hvis vi bliver overfaldet af vilde dyr. Forskellen opstår først, når vi kan arbejde sammen og planlaegge, hvordan vi måske kan forsvare os.«
Runcimans budskab er, at vi har haft kunstig intelligens ved siden af mennesket i århundreder. Det er det, som har gjort os staerke. Evnen til at organisere os. Staten og virksomheder, grundpiller i opbygningen af vores rigdom, er reelt kunstige størrelser. De kan leve laengere end mennesket og eksempelvis indgå gaeld, de ikke behøver betale tilbage. Virksomheder kan traeffe beslutninger på vegne af os andre og fyre ansatte for at effektivisere. Staten har voldsmonopol og kan tvinge os til at overholde loven. Fortsaet selv listen.
Det er alt sammen en slags kunstig intelligens, som vi accepterer og generelt nyder godt af.
Hestens nederlag til bilen
Menneskets brug af maskiner – isaer fra Industrialiseringen og frem – har laert os fordele ved dem, som har gjort vores liv lettere, mere bekvemt. Maskiner har hidtil vaeret en fordel for os. Dog ikke for alle. Runciman har et strålende eksempel – arbejdshestens nederlag til automobilerne:
»Op gennem 1800-tallet var den hurtigvoksende industri staerkt afhaengig af hestenes arbejdskraft til at transportere mennesker og varer rundt overalt i Amerika. Med dette stykke arbejde som udgangspunkt udsprang der en lang raekke jobs til de mennesker, som var nødvendige for at holde de hestekraftsafhaengige foretagender kørende: kuske, sporvognskonduktører, vognmagere, hestepassere, foderstofhandlere, sadelmagere, stalddrenge, hjulmaend, dyrlaeger, hesteopdraettere, gadefejere og landmaendene, som dyrkede korn og hø.«
Runciman er konkret: I 1908, da den første Ford Model T med 22 hestekraefter kom på markedet, var der 25 mio. heste i USA og 90 mio. indbyggere. I 1960, da den første Ford Falcon med 260 hestekraefter rullede ud, var der 3 mio. heste tilbage og 180 mio. mennesker. På et halvt århundrede var arbejdshesten stort set vaek.
Kan det komme til at gå den samme vej for mennesker som for hesten?
Svaret på det spørgsmål har mange ansigter.
Udryddet af robotter?
Hestene havde som bekendt ingen fagforening, der kaempede deres sag. Det kan, siger Runciman, måske hjaelpe os i kampen mod kunstig intelligens. De mennesker, der havde jobs, som relaterede sig til hesten, blev omskolet.
Men, tilføjer forfatteren, hvad nu, hvis den kunstige intelligens selv tager styringen over os? Gør os komplet overflødige? Hvad nu, hvis den får rettigheder ligesom os? Utaenkeligt? Ikke helt. Dels er der faktisk noget, der hedder dyrerettigheder i dag. Dels kan det vaere, at robotterne laerer sig selv at udrydde os.
Apps som ChatGPT er så fremragende, at man kan stille dem spørgsmål om stort set alt og få sammenhaengende svar. Vi ved, at svar på eksamensspørgsmål på alle niveauer – fra folkeskole til universitet – konstant ligger blandt de 10 pct. bedste. Vi ved, at vi kan få kunstig intelligens til at give exceptionelt gode bud på, hvordan en stol, der ligner en avokado, skal se ud. Ofte bedre end en arkitekt. Vel at maerke leveret på nul komma fem.
Så hvad skal vi gøre for at undgå at blive overtaget af kunstig intelligens?:
David Runcimans bedste bud lyder sådan her:
»Skab et demokrati, hvor borgerne er taettere på beslutninger.«
& # )($2 ( * &$" # $" ( *$ ' $% " '+* &2 )& & 1 &# ' * & # & ( *$! '$"( " ! ' /# & */!( & # "" ! ) ")# # %. # "$& # '+*.& # & * .& ( * ( #' &
& #' & #' & ( & $& ( ! # ! # ( $&( $ & '$&( .& # ( ! ' )! & # ( & ( '( # & * #$ #' # & 0&( # 0! & ' '$" & # # # $ & .& ( * ( #' & & $# ( &#( $ " ' ! # $ ( # 3 ' .# * ! $"" $ & # " & # # & & # # .# & )# #+ / & '$" & #' #
& ' & * ( # (( &'0 ($# " )"$& $ )) (0"" ! * &" $ #/&*/&