»Livet i en sammenbragt familie vil altid vaere hvileløst. Det ved jeg nu«
Den sammenbragte familie er som et kulørt sammenskudsgilde. Alle har de bedste intentioner, når de står og laver frikadeller og spinattaerte i hver sit køkken. Men når det hele havner på ens tallerken, er det, som om tingene ikke rigtig passer sammen, sig
For fire år siden købte Dy Plambeck en gammel, gul murstensvilla i Kirkelte på Nordsjaelland. Hun forestillede sig, hvordan hun her – i udkanten af to store fredede skove, med højt til loftet og en have på størrelse med en park – kunne opbygge et nyt liv efter bruddet med sin ekskaereste og skabe et nyt og roligt hjem for deres datter, Ingrid.
Men sådan skulle det ikke gå.
For ro er cirka det sidste ord, Dy Plambeck bruger om det familieliv, hun i dag lever i det gule hus. Det har nemlig i mellemtiden fået flere nye beboere.
Dy Plambeck har fået en datter mere, Elizabeth, som i dag er to et halvt år. Og Elizabeths far, Magnus, altså Dy Plambecks nye kaereste, han bor her også, men kun i de ulige uger. I de lige uger bor han i en lejlighed på Islands Brygge i København sammen med sine tre teenagedøtre. På naer hver anden torsdag, der bor de alle sammen enten på Islands Brygge eller i huset i Kirkelte. Dog med undtagelse af Ingrid, som hver anden onsdag tager over til sin far og er i fire dage.
Dy Plambeck puster ud, da hun fortaeller om familiekonstellationen.
»Der findes så mange forskellige udgaver af vores familie i det her hus. Det er et logistisk mareridt at vaere en sammenbragt familie,« hun slår halvt grinende og halvt opgivende ud med armene.
»Vi lever jo en form for nomadeliv. Faktisk bryder jeg mig slet ikke om at rykke rundt hele tiden. Jeg elsker at rejse, men jeg har virkelig brug for forankring i hverdagen. Så det er et udfordrende liv, vi lever her. Tingene falder aldrig ned. Det falder aldrig på plads. Måske lander de et kort øjeblik, men så sker der noget nyt, og vips er alt i luften igen,« siger Dy Plambeck.
Og det er netop det, vi skal tale om. De svaere sammenbragte familier, som er temaet i hendes nye roman ”Mod midnatssolen”.
Det umuliges kunst
I dag bliver cirka halvdelen af os skilt. Det betyder, at kernefamilier bliver brudt op, mor og far får nye hjem, og børn får flere hjem.
Pludselig møder mor og far en ny partner, som måske endda flytter ind med sine egne børn fra et tidligere forhold.
Selvom den første tid nok er praeget af sommerfugle i maven og stor rummelighed, vil mange langsomt opleve, at den sammenbragte familie er endnu mere udfordrende at få til at lykkes end kernefamilien. I hvert fald siger tallene, at omkring 75 pct. af alle sammenbragte familier i Danmark ender med at gå i stykker.
Dy Plambeck er ikke overrasket over, at tallet er så højt. Hun kalder de sammenbragte familier for det umuliges kunst. For hvordan fusionerer man to familier, der er vant til at gøre tingene på hver deres måde?
Selv endte hun og kaeresten Magnus med en noget alternativ løsning, da hun blev gravid med deres faelles datter. Parret besluttede sig for kun at bo sammen hver anden uge for at tage hensyn til de børn, der allerede var sat i verden.
For bringer man to familier sammen, skal alt pludselig genovervejes, siger Dy Plambeck og kommer med eksempler fra egne raekker:
Må man for eksempel spise pålaegschokolade hver dag til morgenmad? Må man sidde med sin telefon ved bordet, mens man spiser? Og hvorfor skal man pludselig på vandretur til Norge, når man plejer at tage til Italien og ligge ved en pool?
»Det kan lyde komisk og som ubetydelige småtterier, men taenk så, hvis man igen og igen støder på de her forskelle i løbet af en dag. Baerer man sin tallerken ud? Siger man tak for mad? Venter man med at spise, til alle har sat sig ned? Alt skal genforhandles, og det er, som om man skal prøve at viske tavlen fuldstaendig ren og så starte helt forfra med at vaere en familie, men det kan man jo ikke, når børnene allerede er i fuld gang med at leve deres liv,« siger forfatteren.
Ingen at spejle sig i
Selvom Dy Plambeck og kaerestens boform egentlig startede som et eksperiment, er det her, naesten tre år senere, stadig den måde, de lever på.
Det er ikke en boform, hun vil anbefale andre, siger hun, men hun vil heller ikke ikke anbefale den. Den fungerer for dem.
Parret støder ofte på folk, der undrer sig over deres situation, og det overrasker forfatteren. Hun tror, det er, fordi vi ikke taler med hinanden om vores sammenbragte familier. Isaer har hun haft svaert ved at få folk til at tale om besvaeret ved dem.
»Og guderne skal vide, at det er der meget af!« griner hun og skynder sig at tilføje:
»Men der er også mange glaeder.«
Det gik op for hende, hvor underbelyst emnet er, da hun slugte en, ifølge hende selv, halvdårlig svensk Netflix-serie, Bonusfamilien, om emnet, fordi hun manglede nogen at spejle sin situation i.
»Det siger lidt om, hvor desperat jeg var for at få spejlingen. Der findes masser af film og bøger om kernefamilier og skilsmisser, men naermest ingen om, hvad der kommer bagefter. Der er noget ved det her emne. Folk vil helst ikke tale om det. Og det er jo virkelig aergerligt, når vi er så mange, der står midt i det,« siger hun og tilføjer:
»Da jeg begyndte at researche til bogen, var det meget nemmere at finde nogen, der ville fortaelle mig, hvordan man
dyrker pot i et grow, end at finde nogen, der ville snakke om deres sammenbragte familier. Er det ikke vildt?«
Historierne skal frem
Dy Plambeck besluttede derfor at skrive de sammenbragte familier frem og åbne for en samtale, mange forsøger at undgå.
I sin forrige roman, ”Til min søster”, braendte hun kernefamilien ned. Hendes hovedpersoner kunne ikke få familien til at fungere og ville derfor nye veje.
I sin nye roman, ”Mod midnatssolen”, undersøger hun, hvordan man lever, når man ikke laengere kan følge den klassiske og dominerende familiestruktur, men når vi og dine, mine og vores børn skal støbes sammen til en helhed.
I romanen rejser Amy fra Amager til Tromsø i et forsøg på at manifestere den sammenbragte familie, hun ønsker at skabe. Hun skal deltage i sin norske kaereste, Mats, søns 18-års fødselsdag. Med sig har Amy sine to døtre fra et tidligere aegteskab og datteren, som hun har sammen med Mats. Veninderne Lulu og Kari, som hver isaer kaemper med kaerligheden, er også med på rejsen.
»Da jeg var barn, var ingen af mine klassekammerater skilsmissebørn. I dag er situationen en fuldstaendig anden. Den store tavshed omkring de sammenbragte familier siger mig, at vi endnu ikke har skabt et sprog og nogle fortaellinger i verden om dem. Men hvis der ikke er nogen fortaellinger om dem, så er det ligesom om, de ikke findes, og så er man meget alene med at skulle baere den erfaring. Men hvis man kunne laegge erfaringen frem i verden, så kunne vi hjaelpe hinanden med at prøve at baere den,« siger Dy Plambeck.
Frikadeller og spinattaerte
For Dy Plambeck er sammenbragte familier lidt ligesom et sammenskudsgilde. Alle har de bedste intentioner, når de står og laver frikadeller og spinattaerte i hver deres køkken. Men når det hele havner på ens tallerken, er det, som om det ikke rigtig passer sammen.
Sådan har hovedpersonen Amy det faktisk også. Hun kaemper med at finde fodfaeste i sin sammenbragte familie. Men der er mange at tage hensyn til. Mens hun gør sig umage med, at forholdet til eksmanden lander nogenlunde på benene, forsøger hun at skabe et hjem til sine to døtre, som bor hos hende ni dage ad gangen.
Derudover er hun forelsket i sin norske kaereste og skal forsøge at balancere forholdet til ham, selvom han har base i Tromsø med sine to sønner, som hun også prøver at skabe et bånd til. Det er dog vanskeligt, for ligesom alle andre skilsmissebørn skal de også navigere i, at deres foraeldre er blevet skilt.
Dy Plambeck genkender det vanskelige i at skulle vaere noget forskelligt for en masse mennesker på en gang.
»I sammenbragte familier er vi helt inde og røre ved vores urfølelser, som f.eks. følelsen af at vaere udenfor. Jeg tror, at alle i sammenbragte familier kender til følelsen. Der er jo flere familier inde i familien, så pludselig er jeg taget på ferie med min yngste datter og min kaereste. Og så er de andre fire piger sådan ”ej, den ferie ville vi gerne have vaeret med på.” Og det er jo fuld forståeligt. En sammenbragt familie er også defineret af det, vi ikke oplever sammen,« siger hun og fortaeller, at der også er virkelig mange forgreninger i en sammenbragt familie.
»Min datter har jo også en familie med sin far og hans familie. Og Magnus’ piger har også en familie med deres mor og hendes nye mand. Og så er der vores lille faelles datter, som jo er født ind i en sammenbragt familie, som jo også nogle gange er sådan, altså hvor er folk henne? Fordi så er den ene ovre hos sin far, og de andre ovre hos deres mor.«
I romanen når Amy frem til, at der er 24 involverede
i hendes parforhold. Mindst. Dy Plambeck griner:
»Ja, pludselig ser man sig selv tage hensyn til sin partners eks’ nye mand, når man skal lave planer.«
Hvor har jeg egentlig hjemme?
Dy Plambeck er selv vokset op i en kernefamilie i et hjem omringet af aebletraeer og med en stor skovsø i baghaven. Et sted, hun også tidligere har skrevet om i digtsamlingen ”Buresø-fortaellinger”, fordi hendes barndomshjem betyder noget for den, hun er.
»De fleste af os tager for givet, at vi har et hjem, en stabil base i vores liv. Jeg kan maerke, at mit barndomshjem har haft en enorm stor betydning for roen i mig. Men mange børn har ikke den base i dag. Inklusiv min aeldste datter. Det er en virkelig stor sorg, at jeg ikke kan give hende et fast hjem, og jeg kan føle en enorm skyld over, at jeg har en datter, der bor to forskellige steder, mens jeg selv bare bor ét sted. Isaer når jeg nu kan maerke, hvor vigtigt det er for mig.«
Dy Plambeck fortaeller, at hendes eksmand meget generøst er gået med til en 10/4 ordning, hvilket betyder, at datteren trods alt har en base hos hende.
»Alligevel kan jeg se på min datter, at hun laenges efter et fast hjem. Hun tegner for tiden en stor gård på nogle store plancher, hvor der er plads til os alle sammen. Altså både min kaereste og hendes lillesøster, de tre teenagepiger og hendes egen far og mormor og morfar. Alle skal bo på gården. Det illustrerer meget godt, hvordan hun prøver at samle flokken. Det er ikke vigtigt for hende, at jeg er kaerester med hendes far, men kunne vi ikke bare finde et sted, hvor vi kunne bo alle sammen?«
Dy Plambeck går i stå i ordene.
Så siger hun.
»Jeg tror, man bliver nødt til at indse, at man i de moderne sammenbragte familier ikke finder hjem på samme måde, som man gjorde tidligere. Familien er ikke laengere en fast størrelse, og det betyder, at hjemmet heller ikke er det.«
Der er noget hvileløst over at leve i en sammenbragt familie, siger forfatteren, fordi man hele tiden er på vej et sted hen.
»Nogle gange taenker jeg, at vores børn er ligesom bølger, der slår frem og tilbage. De rykker rundt mellem forskellige baser, og det kan måske få dem til at spørge sig selv: Hvor hører jeg overhovedet til? Der findes et ”hjemme hos far” og et ”hjemme hos mor”, men hvor er egentlig hjemme hos mig?«
Et ønske om at åbne samtalen
Dy Plambeck ved, det er et følsomt emne, hun har kastet sig over i romanen, og er derfor også nervøs for, hvordan den bliver taget imod.
Derfor er det også med stor forsigtighed, hun siger, at hun tror, børnene kommer til at betale en pris for at skulle leve hvileløse liv.
Hun tror, at børn af sammenbragte familie på et tidspunkt vil komme offentligt på banen med en kritik af deres foraeldre. På samme måde som børn af 1970’ernes kollektiver pludselig stak hovedet frem og sagde, at det frie liv altså ikke var uden omkostninger for dem.
Derfor har hun også et ønske om, at vi begynder at tale sammen om, hvordan det er at vaere en sammenbragt familie. På den måde kan vi dele erfaringer, så vi får de bedste forudsaetninger for at lykkes som sammenbragt familie.
»Det er en utopi, at man tror, at man kan lave en ny kernefamilie ud af en sammenbragt familie. Det kommer ikke til at ske. Og jeg tror, at jo hurtigere man kan laegge den illusion fra sig, jo bedre kommer det til at gå i den sammenbragte familie. Det er de voksnes ansvar at turde se hinanden i øjnene og sige, ”okay, hvad er godt for lige praecis vores familie?” Hvis Magnus og jeg var flyttet sammen, dengang vi skulle have Elizabeth, ville vi ikke vaere sammen i dag. Det er jeg sikker på,« siger hun og understreger, at hun selvfølgelig ikke skal komme med gode råd.
Hun kniber øjnene sammen og overvejer, om hun alligevel kan tillade sig at komme med et godt råd, for når hun taenker over det, har hun faktisk et enkelt, hun gerne vil give videre.
»Okay, her kommer det. Mit råd er at anskaffe sig nogle gode venner. Nogle, som er der, når man møder sin første mand, men også sin anden. Så man kan sejle ud i sit skib og skvulpe rundt, prøve kraefter med den sammenbragte familie, og så vende tilbage til sine venner som en form for anker i tilvaerelsen. Mine venners favn udgør en form for hjem i mit liv. Et trygt og roligt sted, jeg kan tage tilbage til, når det moderne familieliv bliver lidt for komplekst. For det sammenbragte liv vil for evigt vaere hvileløst, det ved jeg nu,« siger hun og fortaeller, at hun altid har haft en forestilling om, at alt på et tidspunkt ville falde på plads.
Og at, når det gjorde det, kunne hun, Magnus og de fem piger leve som en stor lykkelig kernefamilie.
I dag ved hun, at det aldrig bliver sådan. »Det kommer ikke til at ske. Nu tør jeg godt sige det. Vi kommer til at skvulpe videre i bølgerne. Så kommer der noget nyt, som vi endnu ikke har stået i, og så må vi prøve at finde ud af det også. Men der er også en styrke i det. Og jeg synes, alle fem piger i vores familie er seje til at navigere i det og vaere med til at finde løsninger. Men det kommer ikke til at falde på plads. Og måske er det også okay.«
»Jeg kan maerke, at mit barndomshjem har haft en enorm stor betydning for roen i mig. Men mange børn har ikke den base i dag. Inklusiv min aeldste datter. Det er en virkelig stor sorg.« DY PLAMBECK, FORFATTER