Han husker lugten i det almene boligbyggeri, de brugte kanyler og manden med den behårede mave bulende ud under en alt for lille T-shirt
Hans egen far forlod Pakistan for at skabe sig et bedre liv. Men virkeligheden lever ikke altid op til ens drømme. Norsk stjerneforfatter skitserer på dybt bevaegende vis de problematikker, der opstår i kampen for at bryde den sociale arv.
Skønlitteratur
Forfatter: Zeshan Shakar – oversat fra norsk af Thomas Korsgaard
Sider: 252
Pris: 269,95 kr.
Forlag: Gutkind
333333
Det er vel de faerreste af os, der kan sige os fri for at baere rundt på minder fra vores opvaekst.
Gode og dårlige.
For mange virker det naerliggende at forsøge at fortraenge de dårlige, men sådan har Zeshan Shakar det ikke.
Han beskriver minderne fra blokken i en forstad til Oslo i 1980’erne og 1990’erne i sin roman ”De kalder mig ulven”, der forrige år indbragte den 41-årige forfatter Bokhandlerprisen, det norske svar på vores De Gyldne Laurbaer.
Nu udkommer romanen endelig på dansk i en oversaettelse af Thomas Korsgaard, som selv skriver om sociale klasseforskelle i sit forfatterskab.
Klasseforskellene er et centralt spor i den norske roman, hvis titel er åben for fortolkning. Et oplagt bud er, at romanens hovedperson er opkaldt efter det glubske rovdyr, fordi han går målrettet efter at eje mere, end hans hårdtarbejdende foraeldre gjorde.
Brune som lort
Zeshan Shakar beskriver det almene boligbyggeri, som faderen på et tidspunkt flytter ind i, og han gør det så levende, at man kan lugte det igennem siderne.
Han beskriver, hvordan han som barn trykker på en knap i opgangen for at kalde elevatoren ned. Faderen foretraekker at tage trapperne op til tredje sal, ikke for at sikre sig motion, men fordi elevatoren er hjemsted for brugte kanyler:
»Håndaftrykkene på vaeggene i opgangen, trukket nedad, lange og tynde fingre, brune som lort. Jeg hørte bjaeffene, som fra en hund, før jeg så en mand med langt, tjavset hår og en behåret mave bulende ud under den alt for lille T-shirt, der stirrede mod os, mens han bjaeffede, hans øjne var som af glas. Han så lige igennem os,« som Zeshan Shakar skriver undervejs i sin roman.
Dette er ikke autofiktion.
Det har den norske forfatter understreget i flere interviews.
Men Shakar er – ligesom hovedpersonen i ”De kalder mig ulven” – af norsk og pakistansk oprindelse, og det er helt tydeligt, at han aeder af hovedstolen.
Han er søn af en norsk mor fra arbejderklassen, og hans far var blandt de første pakistanere, som tog til landet for at finde arbejde og endte med at knokle hårdere, end han kunne holde til, mens han drømte sig tilbage til sit fødeland:
»Han ser kun ting fra Pakistan. Som om han specialiserer sig, traener og traener, ingen skal have mere tjek på Pakistan end ham. Jeg daemper lyden en tak. Hører vandet ramme gulvet ude på badevaerelset. Han harker. Lange, hostende hark, som om han hiver slim op fra et sted dybt nede i mellemgulvet. Ligesom nyhedskanalerne er det bare én af lejlighedens mange lyde.«
Helt uden at pibe
Vi møder romanens hovedperson som veluddannet voksen, da hans far bliver smidt ud af sin almene lejebolig og beslutter sig for at flytte tilbage til Pakistan. Mens han hjaelper sin far med at fylde flyttekasser, flyder tankerne tilbage til opvaeksten nederst i hierarkiet i det norske samfund.
Zeshan Shakar beskrev indvandreres livsvilkår i debutromanen ”Tante Ulrikkes vei” fra 2017, som er solgt i over 160.000 eksemplarer og sikrede ham den prestigefulde Tarjei Vesaas’ debutantpris.
Også i sin tredje roman – yderst velskrevne ”De kalder mig ulven” – dvaeler forfatteren ved landets åbenlyse klasseforskelle, men han gør det uden at pibe, han peger ikke fingre, langer ikke ud efter politikere eller rigmaend, han beskriver helt nøgternt, at hans familie har haft vaesentligt vanskeligere livsvilkår end så mange andre. Og han skitserer på dybt bevaegende vis de problematikker, der opstår i kampen for at bryde den sociale arv.
Zeshan Shakar er uddannet statskundskaber og økonom fra Norwegian Business School, og så er alt vel godt?
Nej, for hvordan sikrer man sig sin fars anerkendelse uden at varetage et hårdt fysisk arbejde?
»Da jeg var faerdig med universitetet og indså, at mit arbejde fremover også stort set kom til at foregå i Word-dokumenter, papirer, kan jeg huske, at jeg var nødt til at grine. Uanset hvor kraevende det er, så vil det aldrig blive et rigtigt arbejde. En del af mig taenker stadig sådan.«
Stemme til underklassen
Zeshan Shakar har i forbindelsen med udgivelsen af ”De kalder mig ulven” udtalt, at han gerne vil give en stemme til den første generation af pakistanske gaestearbejdere, der rejste til Skandinavien for at sikre sig et bedre liv, men som ikke nødvendigvis lykkedes med forehavendet – for deres liv er ikke hidtil blevet beskrevet i film og bøger.
Det projekt lykkes forfatteren til fulde med.
Livet i middelklassen er efterhånden ganske veldokumenteret i litteraturen. Det har igennem de seneste årtier fyldt meget på bestsellerlisterne, at nu skal underklassen have sine egne bøger.
Det sørger Zeshan Shakar for, og han gør det lige så overbevisende og vedkommende som franske Édouard Louis eller danske forfattere som Glenn Bech og føromtalte Thomas Korsgaard.