Kasper Støvring løfter endnu en bekymret pegefinger over et land i kulturelt forfald
Vi har mistet forbindelsen til fortiden, til kulturarven og til kristendommen. Alt det, der har bygget vores samfund op, og som stadig udgør de baerende søjler for vores liv og opfattelse. Vi ved det bare ikke laengere.
DET MODERNE ER FORTID. KUNST OG KULTUR I EN KRISETID.
Faglitteratur
Forfatter: Thomas Kluge og Kasper Støvring Sider: 160
Pris: 230 kr.
Forlag: Forlaget Eksistensen 333333
Der er så meget at vaere bekymret over. Der er det helt naere, og så er der verdensfreden. Men forfatteren og samfundsdebattøren Kasper Støvring tager i sin nye bog ”Det moderne er fortid” fat i et helt tredje gear.
Med udgangspunkt i billedkunstneren Thomas Kluges motiver og samtaler med ham løfter Støvring den bekymrede pegefinger over et samfund, der måske nok på mange måder har knaekket koden, men hvor det efter hans opfattelse naermere er koden, der er knaekket.
Vi har mistet forbindelsen til fortiden, til kulturarven, til kristendommen. Alt det, der har bygget vores samfund op, og som i princippet fortsat udgør de baerende piller for vores liv og opfattelse. Vi ved det bare ikke laengere.
Ja, mange fornaegter det faktisk. Kulturen, det billige skidt. Kristendommen siger ikke mig noget. Hvorfor skal vi vide noget om det? Vi kan da bare google det, hvis det er. Fortsaet selv den fornaegtende remse.
Men Støvring og Kluges pointe er, at vi går glip af meget ved at opføre os på den måde. Skønheden i kunsten, for eksempel. Og den forbindelseslinje, der er mellem kunstens sprog til vores liv.
At genfinde faellesskabet
Den autodidakte maler Thomas Kluge var i mange år en forkaetret skikkelse på det danske kunstparnas. Ikke kun, fordi han havde naermet sig kunsten ad andre veje end den slagne og politisk korrekte kunstakademiske vej, men også, fordi han formastede sig til at male anderledes end dem på bjerget. Han malede motiver, man kunne se hvad forestillede.
I en tid, hvor det naturalistiske maleri langt hen ad vejen var havnet som guldindrammede sofastykker med hjorte, skovsøer, graessende køer eller bindingsvaerksidyl, tillod Thomas Kluge sig at male naermest fotografisk.
Det kneb med at se skønheden i den metode, netop fordi kunsten laenge havde bevaeget sig i en helt anden retning og forsagede traditionerne. Som i det omliggende samfund, hvor autoriteter og tro var blevet haeldt ud med badevandet og erstattet af – ja, af hvad? I bedste fald en søgen uden et
fundament at stå på, fordi man havde forkastet det ved samme lejlighed.
Dermed knaekkede tråden tilbage, og den rodløshed, det skabte, bragte ikke en ny ro i samfundet, men en evig jagt på ”noget andet”. En evig jagt, en evig summen i hoved og sjael, fordi vi ikke ville bruge det kendte til noget laengere.
At laese Kasper Støvrings bekymring for den kulturelle krise, vi befinder os i, er i lange straek som at laese forfatteren Martin A. Hansen, der også i årene efter Anden Verdenskrig bekymrede sig for den gudløse verden, der blev bygget op, efter at store dele af verden var lagt i ruiner. Hvorfor tro på nogen eller noget, når svigtet havde vaeret så massivt? Og var det overhovedet besvaeret vaerd at genopbygge en verden i atombombens skygge?
Parallellen er på mange måder lige for, med mange menneskers stigende angst for krigen i Ukraine, stigende oprustning og konflikter i Mellemøsten, der kan smide sine fangarme ud som terror her, hvor vi bor.
Støvrings pointe er, at man må tro på sin forankring. Genopdage det, der har skabt os som Danmark og danskere. Genfinde et faellesskab i en verden, der ellers i generation har vaeret
praeget af navlepillende egoisme i troen på, at man selv var verdens centrum – og verden i øvrigt var til for én i al sin globaliserede åbenhed.
Nu ved vi, at det er anderledes. Og Støvrings appel til blandt andet at genopdage kristendommen som holdepunkt, både som individ og som faellesskab, er entydigt – og bakket op af Kluges motiv-verden, hvor blandt andet bogens omslagsbillede af Højerup Kirke, der står alleryderst på kanten af Stevns Klint, er et meget tydeligt billede på den nedstyrtningsfare, vi befinder os i. Men som også ifølge Kluge og Støvring rummer svaret på vejen til at undgå den.
Forsvar for den sunde fornuft
Thomas Kluge er efterhånden blevet den anerkendte kunstner, hans talent fortjener, og bogen rummer talrige eksempler på hans billeder, lige fra det monumentale portraet af dronning Margrethe til de meget symbolladede opstillinger, som Støvring bruger flittigt som motor for sine budskaber.
Det gennemgående budskab er, at vi i en tid, hvor dannelsen forvitrer, og det bestående er under angreb fra historieløsheden og modernistisk grimhed, ja, her er vi nødt til at finde tilbage til den klassiske skønhed, den genkendelige aestetik, der taler direkte til os uden at skulle køres igennem en fortolker-kødhakker, der spytter politisk korrekte budskaber ud i tidens toneklang. Og dissonans.
Thomas Kluges billedverden raekker netop tilbage til forgaengerne og hviler på det bestående. Det er ikke fremmed eller maerkeligt for at vaere maerkeligt. Det giver ro og den forbindelse, som Kasper Støvring slår til lyd for. At vi skal saette stikket til fortiden i igen, fordi det samtidig giver strøm til håbet
om fremtiden, at man ikke bare lever her og nu, men har både en fortid og en fremtid.
Kasper Støvring er en vaesentlig nationalkonservativ stemme af den slags, der kaemper mod identitetspolitikkens hovedløse fornaegtelse af fortiden – ja, ikke bare en fornaegtelse, men ønsket om naermest at omskrive dele af fortiden, så den passer med nutiden.
Det er en kamp, der langt hen ad vejen giver god mening som forsvarer af den sunde fornuft imod tidens modeluner inden for politisk korrekt taenkning. Det er dér, nationalkonservatismen er bedst. Dér, hvor der ikke er alt for meget småfortraedelig haengemule over tidens ugunst.
Husk at få bagagen med
Bogen er et interessant partsindlaeg i den bekymring, hvor dens aerinde er at formå laeseren til at taenke sig om og ikke hoppe på den første, den bedste strømning, men huske at få bagagen med. Også den, der måske har gemt sig lidt langt inde i bunden af skabet. Det lyder måske støvet, det lyder måske tungt. Men bogen rummer spørgsmål, det er vaerd at finde sine egne svar på.
Men det er samtidig også den vaesentligste anke mod bogen – ud over at man kan vaere lidt i tvivl om, hvorvidt den er samfundskritik eller mere en kroning af Thomas Kluges omfangsrige vaerk, der passer så smukt i den nationalkonservative biedermeier-bekymring. For kommer Støvrings bekymringer på samfundets vegne til at virke som netop en røst fra dengang, Martin A. Hansen var gud og malerier forestillede noget, man kunne genkende?
Og som det vil vaere alt for let at vifte vaek for dem, der mener, at woke er gud, og fremtiden er rummelig uden bagkant.