Andreas Odbjerg har ret, når han synger »Hvad skal verden med sådan en som mig«
- og jeg skal nok få styr på det
Sådan lyder omkvaedet i en sang af Andreas Odbjerg.
Der er noget meget livsnaert i sangen. At gå omkring i en verden, hvor man både gerne skal have og også gerne vil have ”styr på det”.
Styr på sit liv, styr på sine relationer, styr på hverdagen. Nogle gange kører det bare. Andre gange kører det overhovedet ikke. Noget kan vaere selvforskyldt. Noget kan vaere andres skyld, fordi nogen glemte at behandle én rimeligt. Og noget er ingens skyld - vilkår, uheld, tilfaeldigheder – noget, jeg ikke har en chance for at styre.
Jeg kan blive slået ud, slået hjem og dybt i min grundvold fornemme, at jeg ikke har styr på ret meget, hvis overhovedet noget som helst. Så kan jeg kaempe og i raseri eller afmagt råbe: »Jeg har styr på det«. Som en anden Jakobs-figur, der i sit livs vadested kaemper en kamp i nattens mørke (1. Mosebog kapitel 32).
Jeg kan også traekke dynen op over hovedet, give op eller give slip. Og så lyder det tøvende og tvivlende »jeg skal nok få styr på det«. For jeg kan jo ikke vide det – og der er så meget, som ligger uden for min raekkevidde. Jeg kan forsøge, så godt jeg nu kan.
Moder Teresa har angiveligt sagt i et interview: »Jeg ved, at Gud ikke giver mig større udfordringer, end jeg kan klare, men jeg ville nogle gange ønske, at Gud ikke havde så stor tillid til mig.«
I det at have ”styr på det” kan også ligge, at jeg kender mine begraensninger. Jeg kan noget - men langt fra alt. Jeg har en plads i verden. Ikke fordi jeg er genial, kan bygge rumraketter eller noget andet vildt.
Titlen på sangen er: »Hvad skal verden med sådan en som mig«. Titlen udtrykker den grundlaeggende tvivl, som kan ramme enhver fase i menneskelivet, om du er 16 år og i begyndelsen af dit liv, om du midaldrende eller gammel. Meget i vores samfund handler om, hvor meget vi kan bidrage med i økonomisk forstand.
Andreas Odbjerg synger også: »Jeg var et mirakel fra den dag, jeg blev født.« Ud fra den kristne livsforståelse er livet et mirakel, et under. Alle liv. Også det liv, der er besvaerligt, uperfekt, almindeligt eller ualmindeligt.
I det at have ”styr på det” kan også ligge, at jeg kender mine begraensninger.
Her ligger det enkelte menneskes vaerdi ikke i, hvad vi kan praestere, men i at vi er. Det er nemt at glemme, og derfor er det godt at høre det i en sang, en salme, en fortaelling, eller når kirkeklokken ringer om søndagen og minder om, at nu står døren åben, og du kan komme og høre godt nyt og lade skuldrene falde ned.